Pindsvinet
Udgivet 21. jul 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Hun betragter hele verden gennem sit kamera og finder ikke voldsomt meget at synes om, og faktisk så er den 11-årige Paloma så nedslået over omverden, at hun er fast besluttet på at ende sit unge liv ved sin kommende 12-års fødselsdag.
En person vækker dog pigens interesse, da hendes øjne falder på husets portnerske Renee, som hun fornemmer indeholder dybder, der ikke umiddelbart er synlige. Det viser sig da også, at der bag den umiddelbare fremtoning som den evigt mugne, overvægtige og ucharmerende portnerske gemmer sig en filosoferende enspænder, der i sine stille stunder trækker sig tilbage til sit private bibliotek af alverdens litteratur. Paloma er dog ikke den eneste, der bemærker dette, og da en japansk enkemand flytter ind i opgangen, begynder også han at få øjnene op for Renees skjulte sider.
Pindsvinet i titlen refererer til Renee, der som et af de spidse dyr har opbygget et værn af spyd til at holde folk på afstand, men dermed også har placeret sig selv i en skal af kronisk isolation. Ikke så overraskende bliver en stor del af historien da også Ozu og Palomas forsøg på at lokke den aldrende kvinde ud af sit værn, og langsomt ser vi en anden kvinde dukke op fra gemmestedet. Sådanne forandringer går sjældent stille af sig, og titlen refererer måske også til det berømte pindsvins dilemma, der beskriver forsøget på intimitet mellem to mennesker på lignende måde som det mellem to pindsvin: For at nærme sig hinanden må man nødvendigvis bringe sig selv i en situation, hvor man er allermest sårbar, og det er derfor for mange et tiltrækkende alternativ at holde sig på sikker afstand.
Alt er dog ikke lutter alvor, og heldigvis formår den debuterende spillefilminstruktør Mona Achache at krydre fortællingen med en lun underspillet humor, der bringer smilet frem på læben, hvad end det drejer sig om naboernes absurde adfærd eller et japansk toilet, der spiller klassisk musik, når man sætter ballerne på det. Til gengæld lider filmen under et temmelig stereotypisk og fladt persongalleri, hvor selv centrale figurer forbliver karikaturer. Det gælder ikke mindst den vise gamle japaner, hvis figur er så overdynget med klicheer, at han næsten kunne være i familie med Mr. Miyagi fra “Karate Kid”. Alligevel er det en svært modståelig og ret så charmende fortælling, der udspiller sig i “Pindsvinet”, og det er vanskeligt at forestille sig nogen, der ikke vil blive bare lidt rørt over slutningen – forudsat de altså ikke har forskanset bag et hegn af tykke pigge.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet