Som man så det i “Blue Valentine”, så har Cianfrance en forkærlighed for den lidt stille og alvorsfulde film, hvor følelser hives i forgrunden med stærke nærbilleder. Det ser man også i “The Place Beyond the Pines”, og det virker, men desværre bliver forkærligheden nogle gange lidt for stor, så de stille stunder i stedet sløver filmens momentum. Dem kunne der godt blive skåret lidt ned på. Det vil dog også være den eneste anke herfra. Cianfrance har bestemt givet sit publikum en imponerende, storslået film om fædre og sønner.
#11 McPeter 11 år siden
#12 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Så den med konen i går - helt enig.
#13 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Det er nok ikke en tilsigtet service, ikke desto mindre undlod jeg ikke at nævne det for konen :-)
#14 Steffan Rasmussen 10 år siden
#15 BN 10 år siden
Jeg kan godt lide dens afdæmpede, forholdsvis realistiske fortællestil, og skuespillet er eminent over hele linjen. Det er en stærk og straight forward fortælling.
Hvis jeg skal pege på nogen svagheder, vil det være:
1) at filmen her bagefter på den ene side står som en stilsikker og lidt anderledes type film, men på den anden side ikke har efterladt mig med så stort et indtryk, som man kunne forvente. ... Det kan dog være, at det bare er en af den slags film, der langsomt kryber ind under huden hos én.
2) at den sidste tredjedel af filmen (d.v.s. den med sønnerne) ikke har en ligeså god indføring i personernes motiver som de første 2/3 har. Hvorfor er politimandens søn blevet som han er? Kan han lide sin fader eller ej? Dette står lidt uklart. Man er som tilskuer en smule på bar bund.
Men hvem ved? Det er muligt, at jeg slet ikke har samme anke overfor filmen efter mit snarlige gensyn med dem. Allerede nu mener jeg, at filmen som helhed fungerer rigtig godt.
Ligesom anmelderen er jeg også begejstret for filmens underlægningsmusik, der skaber en ganske særlig stemning sammen med de flotte billeder.
Jeg har foreløbig givet filmen 4/6, men hælder nok til 5/6.