I “8 kvinder – og et mord” var Catherine Deneuve nødsaget til at dele både rampelyset og Ozons opmærksomhed med syv andre, gudesmukke skuespillerinder. Og både på og uden for lærredet røg hun og især Fanny Ardant i totterne på hinanden. I “Potiche” er der rettet op på fejlen, og fransk films diva nummer et kan indtage sin retmæssige plads øverst på piedestalen, hvor ingen synes at kunne nå hende. “Potiche” er en kulørt, kønspolitisk og meget, meget veloplagt komedie – og både Deneuve og Ozons bedste film i mange år.