Potiche
Udgivet 15. jun 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Den franske instruktør Francois Ozon driver beundringsværdig, (ægteskabs)undergravende filmvirksomhed som en af de bedste på sit felt. Siden debuten i 1998, “Sitcom”, har han svunget pendulet mellem florlette, intelligente komedier såsom “8 kvinder – og et mord” og alvorstunge dramaer med “Under sandet” og senest “Le refuge” som højdepunkter. Med “Potiche” sætter Frankrigs enfant terrible igen enden på komedie med en herlig pastiche-sag om kvindefrigørelse i slut-70’ernes bæ-brune forstæder med ikonet Catherine Deneuve i hovedrollen som forsmået trofæhustru (une potiche).
På overfladen ligner “Potiche” nok en letbenet ægteskabskomedie med et par af fransk films mest slagkraftige navne som trækplaster, men lige under al 70’er-farveladen, det høje, lakkede hår og de uklædelige kassebukser ligger den kønspolitiske indignation og giver næring og stof til eftertanke. For nok trives Francois Ozon bedst i favntag med pastichen og i evig filmdialog med instruktører som Rainer Werner Fassbinder og den store melodramatiker Douglas Sirk, men der stikker unægtelig noget under. Noget queer.
“Potiche” sprudler af komisk overskud og læsker komedie-connaisseurens gane som kølig, lyserød champagne. Fortælleglæden er indlysende, genrelegen frydefuld, og når samtlige replikker leveres med et glimt i øjet og et kærligt vink til fordums tider og ikke mindst film, kan man ikke andet end at overgive sig til Ozons legestue. De metatekstuelle referencer er allestedsnærværende – aldrig fortænkte, bare kærlige i deres åbenlyse nostalgi. Især spilles der på Catherine Deneuves ikoniske status og karrierens mange roller. Således er det alt andet end tilfældigt, at Suzanne Pujol er arvtager til en paraplyfabrik, i og med at Deneuves karriereskabende rolle var i Jacques Demys pastelfarvede musical “Pigen med paraplyerne” fra 1963. Og havde Deneuve og Gérard Depardieu ikke allerede gjort udenomsægteskabelige tilnærmelser til hinanden i Truffauts sene mesterværk “Den sidste metro” i 1980, havde gensynet med de to aldrende turtelduer i “Potiche” ikke vakt samme, glade minder. Og sådan kan man fortsætte.
I “8 kvinder – og et mord” var Catherine Deneuve nødsaget til at dele både rampelyset og Ozons opmærksomhed med syv andre, gudesmukke skuespillerinder. Og både på og uden for lærredet røg hun og især Fanny Ardant i totterne på hinanden. I “Potiche” er der rettet op på fejlen, og fransk films diva nummer et kan indtage sin retmæssige plads øverst på piedestalen, hvor ingen synes at kunne nå hende. “Potiche” er en kulørt, kønspolitisk og meget, meget veloplagt komedie – og både Deneuve og Ozons bedste film i mange år.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet