Den legende struktur i fortællingen, som både “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch” benyttede sig af, er i “RocknRolla” blevet nedtonet, og i stedet er historiens udfoldelse mere ordinær. Man har dog ikke kunnet dy sig for en gådefuld McGuffin i form af et maleri, som publikum aldrig ser (et lille nik til “Pulp Fiction” og den mystiske kuffert?), og som har stor indvirkning på alle, det kommer i nærheden af. Måske refererer Ritchie til sine idoler Tarantino og Hitchcock, men der er med denne film ikke længere tvivl om (hvis nogen da ellers skulle have været i tvivl), at han sagtens kan stå på egne ben. “RocknRolla” er så smækfyldt med attitude, at det står ud af ørerne på den. Og så kan det godt være, at der er dømt kalorielet underholdning, men hold kæft for en omgang underholdning!
#1 Baby Strong 16 år siden