Sebastião Salgado ER en meget mere ydmyg og behagelig mand end hans kunstneriske arv berettiger til. Portrættet af ham er gentagne gange ved at kamme over i en harmløs krammer, men fotografierne skærer igennem hyggen. Wenders/Juliano har rutineret iscenesat elementerne, og selv om “The Salt of the Earth” er en kilometer væk fra et visuelt nybrud som “Pina”, kan man ikke undgå at blive fascineret af de to-tre mænds kameraevner. Jeg kedede mig igennem hans seneste udstilling “Genesis”, men jeg må indrømme, at mit forhold til Salgado har fået flere nuancer.
