Det er på mange måder synd, for de tekniske elementer er ret flotte. Animationen er velfungerende, figurerne ligner dem fra så mange andre animationsfilm, men de er unægtelig nuttede, og selvom de store komiske perler udebliver, så er der enkelte ret sjove optrin. Filmens 3D-effekt er af den type, hvor subtilitet ofres for blær, men den er alligevel ret imponerende i de scener, hvor den leverer mere dybde til undervandslivet. På lydsiden er filmen fyldt med aldrende hits som “Ain’t No Sunshine”, der nok taler en del mere til forældrene end børnene, og det samme kan siges om de talrige henvisninger til Greenpeace og hippiekulturen.
Ambitionerne bag denne store 3D-satsning har øjensynligt været høje, men resultatet er alligevel et stykke meget forglemmeligt børnefilm, der lider under en grundlæggende dårligt udtænkt historie. Det nytter ikke noget at have højglanspoleret skildpaddeskjoldet, når der alligevel ikke er andet end saltsmagende havvand indeni.