På lydsporet klinger Philippe Rombis mørke, elegante score med på Claudes dybere og dybere indtrængen i Raphas hjem, mens fotograf Jérôme Alméras sirligt indfanger især unge, smukke Ernst Umhauer på ensfarvede baggrunde i klasselokalerne. Petroleumsblå, gul og rød. Der klippes ind på Claudes diabolsk observerende øjne og zoomes ind på både Esther og Jeanne. Rødlakerede tånegle og en perfekt afrundet hofte. Hos Ozon er billederne altid ved at briste af begær. Sammenstillet med den distinkt distancerende form, som ikke bare kendetegner “Selv i de bedste hjem”, men også mange af instruktørens tidligere film, kan den samlede oplevelse måske bedst beskrives som mageløs meta-mærkværdig.
