I det hele taget er “skygge” et tema, der gennemsyrer hele filmen. Fortidens skygger, efterretningstjenestens skjulte kamp mod en ukendt, ofte usynlig fjende, og helt overordnet en mørk film med kun få humoristiske indslag. James Bond får lov at lide både fysisk og psykisk, uden at det tager overhånd. Selv når filmen prøver nye ting af, mister den aldrig seriens særlige stemning og charme. Daniel Craig er også for alvor trådt ud af de skygger, som tidligere inkarnationer af agent 007 har kastet. Hans udgave er en tidssvarende version. En moderne mand, som kan vise følelser og have ligeværdige, kvindelige makkere, men som stadig kan fyre platte jokes af midt i en ildkamp. Alt sammen uden at tabe ansigt eller svigte den legendariske coolness, som nu har et halvt århundrede på bagen. Og man skal være et skarn, hvis den afsluttende scene ikke udløser en varm, nostalgisk følelse og høje forventninger til, hvad den 24. Bond-film vil bringe.
Se også: Filmz TV går til makronerne i EKSPLOSIV James Bond-hyldest!
#31 lassep 11 år siden
Det er uden tvivl en god action film, og ser man bort fra at det er en James Bond film ville jeg nok give den 8 ud af 10 i stedet for de 7 ud af 10 som jeg mener den fortjener som Bond film.
#32 Wangsgaard 11 år siden
#33 BN 11 år siden
Ja, heldigvis da!
#34 danish99 11 år siden
Når Craig stopper så skal vi ha jeremy renner ind som Bond.
#35 danish99 11 år siden
Jeg fatter ikke den blev det, magen til makværk og skandale opbygning til aliens.
#36 patrickjane 11 år siden
Havde mine tvivl om Mendes kunne løfte opgaven, men skammer mig over overhovedet at have haft tanken...
#37 Richard Burton 11 år siden
Absolut. Økonomisk. Men jeg vil ikke betegne filmen som en mainstream succes. Tværtimod skuffede den langt flere på den konto.
#38 NightHawk 11 år siden
Jeg var i Emperial i går aftes og se, hvad jeg uden tøven vil betegne som værende ikke blot den suverænt bedste Bond film i Daniel Craig regi, men også den suverænt bedste Bond film af alle i hele franchisen. Ballet åbnes i dette 23’ende epos sædvanen tro med en forrygende og eksplosiv jagt mellem Bond og superskurkens hårdføre håndlangere i et hæsblæsende tempo, der øjeblikkeligt fejer enhver tvivl af banen ang. Sam Mendes evner til at være i stand til at kunne skabe medrivende og dynamisk action uden samtidig fuldstændig at miste overblikket via håbløs redigering og fotografering, som det desværre var tilfældet for Marc Forster i den middelmådige “Quantum of Solace“. Med Sam Mendes ved roret er der derimod ingen slinger i valsen på nogen måde og Bonds vilde forfølgelse, der afsluttes i en nervepirrende slåskamp på taget af en buldrende tog, understreger omgående at der i “Skyfall” er tale om action sekvenser af en så slagkraftig og stilsikker kaliber, at koreografien, redigeringen og fotograferingen kun kan tilskrives et niveau som værende ren verdensklasse, hvilket i øvrigt bevares i samtlige 143 minutter af denne mesterlige film. Mens pulsen så småt falder igen, tager Adele over med sin stemningsfulde og nostalgiske Bond sang, der i gåsehudsfremkaldende symbiose med den hypnotisk fascinerende og farligt forførende morderiske malstrøm af en animeret titelsekvens på kraftfuld og poetisk vis blander død og genopstandelse med fortidens synder og nutidens profetier så elegant og effektfuldt, at man næsten ikke kan tro sine egne øjne.
Herefter byder Sam Mendes på en af de mest intelligente og velskrevne historier i Bond regi, der først og fremmest fungerer fordi den, trods et omfattende persongalleri og flere locations, aldrig foretager et unødvendigt sidespring, men hele tiden holder sig stringent til filmens altoverskyggende temaer om svigt, bedrag og ultimativt hævn i et sirligt forbundet og dybt personligt orienteret plot, hvor Bond, superskurken Silva, og den øverste autoritetsfigur M portrætteres og udstilles, meget tankevækkende, som en dysfunktionel familie der dybt afhængige af hinandens eksistens alligevel samtidig må foretage et nådesløst og smerteligt opgør med deres respektive spejlbillede og skyggeside for selv at overleve på både det fysiske såvel som det psykiske plan. Man kan i den grad mærke, at der i “Skyfall” er blevet kælet ekstra meget for det psykologiske aspekt i historien samt de indbyrdes forviklinger mellem karaktererne, der løftes op på et nærmest uhørt nuanceret og detaljerigt niveau takket være Sam Mendes overblik og manuskriptmæssige genistreger, hvor målet for historiens samlede konteksts kulmination af trekløverets ufordringerne på krop og sjæl, brolægges af snedig sanseberusende subtekst, primært skabt i samarbejdet med Rodger Deakins og de tre hovedroller, hvor især konfrontationen i Shanghai, mødet på Silva’s hemmelige base, og opgøret i Skotland, fungerer som tre absolutte nøglescener mht. at illustrere og understrege filmens temaer og portrætter.
Duellen i skyskraberen i Shanghai, hvor Bond fader ind og ud af skyggerne i skarp kontrast til den øvrige farveskala og udfører en slåskamp i silhuet, er ikke blot i sig selv en visuel nydelse men også en fortællermæssig genistreg om Bonds jagt på at træde ud af fortidens skygge for at konfrontere mørkets afgrund, hvilket ret beset sker senere, da han står ansigt til ansigt med sin egen monstrøse skyggeside i skikkelse af den geniale, diabolske og psykotiske Mr. Silva, der en kryptisk størrelse ang. sin følelsesmæssige symbiose med Bond. Under deres første møde er det nemlig svært ikke at undgå at lægge mærke til en stærk homoerotisk subtekst imellem de to modstandere, som jeg synes var en herligt friskt indslag, selv om jeg dog ikke helt er klar over, hvorfor Sam Mendes har valgt at fremhæve det så tydeligt. Hvor om alting er højner konfrontationen på øen her blot intensiteten og kemien imellem de to duellanter, der ser en fascinerende udfordring i at få hinanden ned med nakken. Scenerne i Skotland vil jeg ikke skrive noget om, men blot nævne at man på alle måder skal glæde sig til at se udspille sig i al deres overrumplende og meget overraskende vælde på den utroligt stemningsfulde location.
Historien i “Skyfall” er kort og godt bare fremragende fortalt og visualiseret, krydret med utallige herlige referencer til fortiden, og suppleret med en række skuespilspræstationer der fungerer bragende godt hele vejen rundt. Som Eve er Naomi Harris dejlig fandenivoldsk og super charmerende, og som Q er Ben Whishaw herlig nørdet med en dejlig underspillet humor. Begge fungere upåklageligt i deres respektive scener med Daniel Craig. Ralph Fiennes gør det ligeledes glimrende på sin ofte tilbagelænede og kølige facon. Det er dog de tre hovedroller, Daniel Craig, (igen bundsolid men med mere charme og overskud end man har set ham tidligere) Judi Dench (i sin mest nuancerede og velskrevne M rolle til dato)og Javier Bardem ( en af de allerbedste og mest nederdrægtige skurke i Bond historien) der overstråler alt og alle og som lige sætter prikket over i’et på “Skyfall”, der for mit vedkommende er den suverænt bedste Bond film i serien.
6/6
#39 doom WAD 11 år siden
1) Den var meget lidt Bond'sk - det kunne jeg så leve med, hvis den i øvrigt var interessant. Men den var ikke blot uspændende, den var også utroværdig. Hermed min liste over ting der ikke holdt, ligefra små bloopers til deciderede manus-kiks:
2) Hvis man har en hemmelig gang, der ender ude på heden, så skal man nok ikke tænde en stor stavlygte. når man kommer ud, ikke mindst da alle andre sagtens kan orientere sig fyldestgørende ved skæret fra branden. (På den anden side siges det jo, at Judy Dench har store synsproblemer i den virkelige verden :-D)
3) Hvis man vil beskytte en VIP, så er en gammel rønne ude på landet i selskab med Tollund-manden (selvom han var ret bad ass) og to rifler, der ville gøre sig bedst på Christies el. Lauritz.com, ikke det første valg. Jeg havde personligt nok valgt 30 svært bevæbnede SAS-tropper. Der var jo intet, der indikerede, at efterretningstjenesten eller andre organer var infiltreret (andet end digitalt) og at man derfor ikke vidste hvem man kunne stole på.
4) Hvis man vil beskytte en VIP og kun har Tollund-manden som hjælper, så er det ret utjekket bevidst at lægge et digitalt spor til hvor hun er. Det ville nok være smartere at parkere hende andetsteds og så lægge sporet til 30 SAS-tropper.
5) Hvorfor sørger skurken for, at der på den virus-computer, som MI6 forsøger at cracke, vises et tydeligt kort over tunnel-systemet, således at Bond let kan følge ham via Q's vejledning, til trods for, at netop dette udløser, at skurkens angreb på M forpurres - et attentat der er hans eneste mål og ønske?
6) Hele bunker-sekvensen - lige fra glasbur-med-freak til wanted-to-get-caught-ideen, var så tyk en kopi af The Dark Knight, at det decideret stank.
7) Måske er jeg og mine bio-ledsagere ikke så kloge, så jeg skal lige høre om det er mig, der ikke har fattet dette: Skurken forudser og gennemfører følgende begivenhedskæde:
a) Han ved, at hvis han bomber MI6, da vil de straks flytte ned i den bunker, han gerne vil have dem ned i.
b) Hans næste træk består i, at han ved, at hvis han sætter en snigskytte, som Bond er ude efter, til at skyde en mand i Shanghai, da vil Bond dukke op og likvidere ham.
c) Bond vil da tage den mønt som skytten har og tage til casinoet i Macau, (hvor Bond bl.a. IKKE vil blive bidt af en hidsig komodo-varan.) Herefter vil Bond følge luderen ombord på skibet, der derefter vil føre Bond til skurken.
d) Skurken ved, at han herefter vil blive fanget af MI6 via den radiosender Bond har, og derefter blive bragt til MI6-head quarters.
Ok, denne kæde af forudsigelser er spiselig. Men derefter:
e) Skurken ved, at herefter vil MI6 - for at undersøge skurkens computer - linke den direkte ind i MI6's eget sikkerhedssystem, til trods for at de ved, at de står overfor verdens førende it-terrorist?
f) Herefter vil virussen sørge for at åbne glasburet.
g) Skurken ved allerede da han begynder at planlægge hele den begivenhedskæde, at der kun vil være to vagter, og at de vil være så inkompetente trods skarp træning, at de ikke vil kunne stoppe en ubevæbnet mand, der kommer ud af et oplyst glasbur?
h) Herefter vil skurken følge sin planlagte rute ad tunnelsystemet til metrostationen, hvorfra han vil tage toget til sin destination og foretage et attentat på M.
i) Skurken ved, at Q vil udløse virussen og åbne glasburet præcis så bedtids, at det stemmer med, at når Bond jagter skurken, da vil den metrolinje, der styrter gennem eksplosionshullet, være netop på dette punkt på sin rute?
j) Til trods for, at Skurken har kunnet forudse hele denne kæde, vælger han kun to ledsagere til attentatet, uagtet at han helt bevidst (og som allerede nævnt helt uforståeligt) har sørget for, at bad-ass nr. 1 James Bond er lige i hælene på ham, og uagtet at han har en mindre hær til sin disposition?
k) Skurken ved, at netop den dag vil M være kaldt i plenum hos ministeren?
8) Værst af alt: Skurken er klog nok til at forudse alt dette, men han er også dum nok til ikke at så vælge at skrotte hele denne lorteplan og i stedet blot møde op med sine håndlangere direkte ved ministermødet, fremfor at skulle alle disse spektakulære unødvendigheder igennem først?
Jeg kan sagtens leve med plothuller, men dette var simpelthen så tåbeligt og grinagtigt, med mindre jeg har misforstået det hele og bare er en imbecil idiot af en biogænger.
9) Skurken vælger at sole sig i helikopterens lyskegle ubeskyttet in plain sight, selvom han ved, at Bond står inde i det gamle hus med en automatriffel. En lille detalje, men jeg blev hurtigt så irriteret, at jeg begyndte at hæfte mig ved det mindste.
10) Ikke et plothul, men det er altid en svaghed, hvis en actionfilms bedste action-sekvens er filmens første sekvens. Og det var motorcykeljagten IMO.
**/****** herfra!
#PS #38: Det må være en anden film du har set :-)
Jeg vil dog medgive, at den filmisk var ganske flot, hvorfor jeg gerne vil edit'e til ***/******
#40 Zombi 11 år siden