Guillaume Canet burde bruge den lange spilletid på at grave lidt dybere i emner, som filmen kun gransker overfladisk. Forholdet mellem vennerne Max og Vincent bliver aldrig rigtig forklaret, Vincents kone går rundt og ser trist ud uden forklaring, og den frihedssøgende Marie er lige så gådefuld til slut, som hun er i starten. Man sidder til slut og er frustreret over at have været i selskab med en række personer i over to timer, som man aldrig helt forstår sig på. Undertegnede er sikker på, at Canet en dag vil lave en fuldstændig fremragende film, men “Små, hvide løgne” er altså ikke den film.
