Sol, sommer og løgne

Det kan godt være, at den danske sommer lader vente på sig, men i Guillame Canets nye film, “Små, hvide løgne”, er den franske af slagsen i fuldt sving, og den bringer bedrag, venskab og intriger med sig i et miks, der godt kunne ønskes en smule mindre ambitiøst.

En samling gode venner i midt-trediverne tager på deres årlige ferie langt uden for Paris for at slappe af, nyde friheden og hinandens selskab. Dette år kastes der dog en skygge over selskabet: Deres fælles ven, Ludo, ligger på hospitalet efter en alvorlig ulykke. Hans manglende tilstedeværelse får kammeraterne til at spekulere over deres forhold til hinanden og over, hvor meget deres venskab egentlig er værd, når det hele kommer til stykket. Små løgne, der intet betød førhen, dominerer nu fællesskabet og tvinger skjulte ting frem i lyset, hvor sådanne ting ikke altid hører til.

De fleste af Frankrigs allermest respekterede skuespillere er her samlet i en film, der tilmed kan prale af en charmerende og dragende billedside. Med en spilletid på hele 154 minutter, respekterede A-liste skuespillere og et lettilgængeligt plot er “Små, hvide løgne” allerede fra første akt sat i spil til at være én af sommerens store succeser i hjemlandet. Der er ingen tvivl om, at der her er kastet mindst lige så mange penge i projektet, som man har forventet at få igen. Desværre er det hele lidt for pænt og poleret til rigtigt at gøre indtryk, og selvom venskabet mellem hovedpersonerne virker reelt nok, kan man ikke lade være med hele tiden at komme i tvivl om, hvorvidt de nu virkelig er så tætte på hinanden, som Canet gerne vil have os til at tro. En mere rå film med en mindre venlig tone ville formentlig have været langt mere vedkommende.

Denne polerede venlighed er en af grundene til, at “Små, hvide løgne” aldrig rigtig får det tag i os, som den er ude efter. Og så er filmen simpelthen alt for lang. En hårdhændet klipper kunne snildt have skabt en hel time og måske derved give både de dramatiske og humoristiske scener mere pondus, for når filmen trækker i langdrag, som den gør, mister den i den grad punch.

Et mindre ambitionsniveau, så at sige, og et mere præcist fokus ville altså have klædt “Små, hvide løgne”, der lider voldsomt af Guillaume Canets behov for at demonstrere gang på gang, hvad han evner. Der er ingen tvivl om, at denne film er den mest personlige fra instruktørens hånd indtil videre, og at han har haft lyst til at fortælle en masse. Problemet er bare, at karaktererne ofte bliver ladet i stikken, mens Canet prædiker og sammenvæver handlingstrådene, og dermed gør han det umuligt for os virkelig at lære personerne at kende. Når de 150 minutter er gået, er vi derfor stadig i tvivl om deres individuelle motivationer.