Pichlers debutfilm føjer masser af vinkler til og stiller spørgsmål ved, hvorledes livet leves i udkantsområderne i det moderne Sverige. Det er både et fermt far/datter-portræt (dem er der egentlig ikke så mange af) og en nagende skildring af det butikslukkede betonhelvede, der er forstæderne og landsbyerne i Sverige. Dér, hvor indvandrere fra alle mulige dele af verden udgør størstedelen af arbejdskraften, fordi ungdommen slet og ret er flygtet til storbyerne. Raša flygter ikke. Hun bliver og kæmper. Bokser ud i den tomme luft, som Rocky, da hun går fra butik til butik og søger arbejde eller leger Bruce Lee med kung fu-fagter for sjov. Man håber hele tiden det bedste for hende, men ved også, at det bliver en stadig kamp, hvor den sociale arv vil veje allerhelvedes tungt på hendes heldigvis brede skuldre.
Gabriela Pichler graver dybt i egne erfaringer, og det giver pote. Hun er selv barn af en østrigsk far og en bosnisk mor og voksede op i et arbejderklassehjem i Örkeljunga i Skåne. Hendes filmuddannelse er funderet i både det dokumentariske felt og fiktionen. Alt det mærker man i “Spise sove dø”. Pichlers rødder, arbejderklassesolidaritet (men aldrig romantisering), Balkan-melankoli og kulturclashet. Det fylder hun fortællingen i sin debut med, så Rašas liv udfolder sig levende og ikke mindst bevægende foran en. Ingen klicheer, kunstlethed eller unødig sentimentalitet. Bare livet.
