Nogle portrætfilm laves for at vise nye sider af dem, vi troede, vi kendte. Gerne med noget familiesnavs eller andre grimme ting, der kan rulle ud af skabet undervejs. Maria Schrader er i den forstand helt igennem nobel. Hun fortæller kun ting, som vi vidste i forvejen (os der selvfølgelig kender vores europæiske litteraturhistorie…) eller ting, som vi ærlig talt ikke behøvede at vide. “Stefan Zweig: Farvel til Europa” er bedre spillet og skarpere æstetisk udformet end uendelige analyser af Versailles-traktaten og Europas indgiftede kongeslægter på tv. Men jeg ville alligevel stadig nok hellere lave en kop kaffe og tænde for Piet van Deurs.
