De to børn i hovedrollerne er særdeles velspillende, og imponerende er ikke mindst Viktor Kruse Palshøjs evne til som Buller at skifte mellem de to vidt forskellige typer, alt efter om kræfterne er på eller ej. Til gengæld halter plottet adskillige steder, hvor sidehistorier synes at ebbe underligt ud uden at have nogen indflydelse på hovedhandlingen.
Slutningen, hvor ungerne omsider står sammen mod bøllerne, er ganske vist – set med kyniske voksenøjne – komplet utroværdig, men den er sødmefuld, og på det tidspunkt under man så rigeligt vores hovedpersoner deres sejr. På den måde bliver det opgør også meget lig filmen: Det er ikke helt overbevisende, men man kan ikke lade være med at holde af den alligevel.
