Fremmedgørelse og skævvridende surrealisme går hånd i hånd i “The Double”. Sine steder er man ofte i tvivl om, hvem der er den søde Simon og den joviale James. Det forvirrer unødigt. Men i og med Richard Ayoade har sine rødder i komikken, fungerer filmen måske bedst som en sort kontorsatire med Jesse Eisenberg som en kejtet kontornusser, der må sande, at hårdt arbejde sjældent er vejen til succes. Lumre onkelvittigheder, en hånd på en damelænd og hvide løgne vinder hver gang. Og de iørefaldende, japanske popmelodier på soundtracket bidrager kun til en løssluppen stemning. Derfor er det svært at forlige sig med den djævelsk-dystopiske stemning, som gennemsyrer og overtager “The Double”. Selvmord på selvmord serveres livløst lakonisk undervejs. Jeg sad tilbage med en uforløst følelse af, at man ikke ved, om man skal grine indforstået i sit hipsterfuldskæg eller gyse på vegne af kommende generationer, der må tage livtag med det støt stigende bureaukrati-helvede.
#1 Ispep 10 år siden
#2 Twister 10 år siden
Det var som at se en bizar blanding af Black Swan, Brazil og Fight Club.