Hvis “The Duke of Burgundy” havde valgt mere klart mellem at vise et psykoseksuelt drama eller en besk komedie om ulige forventninger i et parhold eller for den sags skyld et symbolistisk billeddigt om relationen mellem dødsdrift og seksualitet, så havde den været en anderledes interessant oplevelse. Desværre stikker den i alt for mange retninger, så da den første betagelse over de velkomponerede billeder og design fortog sig, kedede jeg mig bravt. Hvis det ikke er en falliterklæring for en film om BDSM, så ved jeg ikke, hvad er.
