Med det sagt, så bliver den hæsblæsende stil altså også noget, der i sidste ende trækker ned. Tempoet er sat så højt, at det nærmest bliver umuligt at følge med i handlingen, fordi det netop er så konsekvent for filmens billedlige udtryk. Det er altså noget, som man ikke bare lige kan se bort fra. Men Persiel bryder (som nævnt) godt og grundigt med den klassiske dokumentars konventioner – både når det kommer til hele diskussionen om fakta vs. fiktion, men også i forhold til hans animerede tilgang. Som drengene i hans film agerer Persiel rebelsk, og han gør det altså så godt, at man i sidste ende ikke kan lade være med at holde af hans virvar af en film. Ikke mindst takket være måden, hvorpå Persiel genfortolker det glædesløse DDR og gør dokumentargenren til sin egen, private legeplads. Lidt ligesom Denis og hans venner gør det med den barske, bedrøvelige asfalt.
