This Ain't California

InstruktionMarten Persiel

MedvirkendeDavid Nathan, Bill Clinton, Žaneta Fuchsová, Erich Honecker, Helmut Kohl, Gerhard Schröder

Længde90 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen12/09/2013

Anmeldelse

This Ain’t California

5 6
Den asfalterede legeplads

DDR klinger for de fleste gråt og trist, men dokumentaren “This Ain’t California” sørger i højeste gear for at åbne publikums associerende sind op for mere end blot asfalt og beton, og den efterlader sin seer stakåndet. Skateboardet er i forgrunden, og knæbeskytterne efterladt derhjemme. Som filmens fortæller, Nico, siger til sidst: ”Vi genfortolkede asfalten.”

“This Ain’t California” starter ud med at skrive, at filmen er dedikeret til en fyr ved navn Denis “Panik” Parachek, som tilsyneladende døde i 2011. Denis bliver da også omdrejningspunkt i fortællingen, der omhandler tre unge drenge – Nico, Dirk og Denis – og deres spirende interesse for skateboarding i 1980’ernes Østberlin. Efterhånden som drengene vokser op og bliver dygtigere, følger der hurtigt damer, sex og stoffer med i den rullende interesse.

Filmens instruktør, Marten Persiel, betegner sin film som dokumentarisk, men har sidenhen erkendt, at flere elementer fra “This Ain’t California” – heriblandt den elskelige karakter Denis (Kai Hillebrandt) – er ren fiktion. Dette forvoldte en vis skuffelse hos undertegnede, da filmen netop i første omgang forførte med sin dokumentariske tilgang. Glæden ved den gode og “sande” historie om de tre bjergtagende drenge føltes nemlig som en triumf i det grånende, trøstesløse DDR-billede. Men i skuffelsen ligger der også en tilgivelse i (selv)forsikringen om, at der i 1980’ernes Østberlin ganske sikkert blev spundet nogle ubrydelige venskabsbånd hen over asfalten, hvorfor “This Ain’t California” stadig er en stærk filmoplevelse.

Filmens styrke ligger blandt andet i de begavede, æstetiske valg, som instruktøren har taget. Dette opleves allerede fra anslaget, hvor den asfalterede gade filmes oppefra i bedste Super 8-stil, og hvor lyden af et rullende skateboard suppleret fint af en melankolsk baggrundsmusik. Scenen er sat og er fra start særdeles toneangivende. Dertil viser Persiel også en humoristisk sans for detaljer, som man for eksempel oplever, da den eddersmarte skater Patrick flyver en tur i luften på sit board: Billedet fryses hurtigt, og en anonym kvinde stønner i ekstase.

Gennemgående for filmen matcher den visuelle stil virkelig handlingen. Vi har at gøre med et par unge drenge gennemsyret af vitalitet og livsenergi, der gør oprør mod den kolde krigs tristesse, hvorfor man med lynets hast bliver kastet fra den ene scene til den anden. Seriøst… klipperen af denne dokumentar burde testes for ADHD! Men noget, som i særdeleshed klæder “This Ain’t California”, er måden, hvorpå der lige pludselig skiftes over til animationsgenren i sort/hvid. Disse små, håndtegnede billeders enkelhed korresponderer flot med den ensformighed, drengene møder i deres beskedne, østberlinske miljø. Der er altså gjort nogle drønende effektive valg i forhold til fortællestil og handling.

Med det sagt, så bliver den hæsblæsende stil altså også noget, der i sidste ende trækker ned. Tempoet er sat så højt, at det nærmest bliver umuligt at følge med i handlingen, fordi det netop er så konsekvent for filmens billedlige udtryk. Det er altså noget, som man ikke bare lige kan se bort fra. Men Persiel bryder (som nævnt) godt og grundigt med den klassiske dokumentars konventioner – både når det kommer til hele diskussionen om fakta vs. fiktion, men også i forhold til hans animerede tilgang. Som drengene i hans film agerer Persiel rebelsk, og han gør det altså så godt, at man i sidste ende ikke kan lade være med at holde af hans virvar af en film. Ikke mindst takket være måden, hvorpå Persiel genfortolker det glædesløse DDR og gør dokumentargenren til sin egen, private legeplads. Lidt ligesom Denis og hans venner gør det med den barske, bedrøvelige asfalt.

Trailer

Kort om filmen

Som børn i Østtyskland i 1970’erne og 1980’erne byggede de deres egne boards, opfandt deres egne tricks og filmede det hele på Super8-filmrulle uden at vide meget om, hvad der foregik på den anden side af Jerntæppet.

Filmen lever ikke mindst gennem de medrivende optagelser, som de unge rebeller optog, mens de rullede gennem trøstesløse betonforstæder og senere hen over Alexander Platz i afklippede cowboy-shorts og med langt Bundesliga-garn. Efter mange års adskillelse mødes vennerne igen – til begravelsen af gruppens mest oprørske og rodløse medlem, ‘Panik’, der er blevet dræbt i Afghanistan. De nu veletablerede midaldrende tidligere venner sidder omkring et bål og fortæller anekdoter om Panik og genoplever skater-tiden i DDR, og en tidligere Stasi-agent bidrager med sit perspektiv på perioden.