“To dage, én nat” leverer en af de mest interessante kvindeskikkelser, jeg længe har set udfoldet på film. Med opsmøget sjæl løfter Sandra i et undtagelsesvist roligt øjeblik gardinet ind til sine inderste tanker for Manu. Over en vaffelis på en bænk fæstner hendes kulsorte blik sig ved en syngende fugl højt i et træ. ”Bare det var mig; den der fugl, som synger,” siger hun. Sammenstillet med Seraings industrilandskab og betonboligblokke, den konstante trafikstøj og de ligegyldige motorvejsbistroer, rammer dette lille, poetiske pip plet på den emotionelle skydeskive. Sandras kamp og skæbne er engagerende og sønderrivende for sjælen som bare fanden.
