En vingeskudt fugl, der kæmper med næb og kløer

De belgiske film- og blodbrødre, Luc og Jean-Pierre Dardenne, har gjort det igen. Skabt en film, der ikke rammer så meget som én falsk tone. “To dage, én nat” er en enkel og intens fortælling i dén socialrealistiske tradition, som de to har gjort til deres prisvindende varemærke. I brødrenes niende spillefilm har de uvant kapret en regulær stjerneskuespiller til den altoverskyggende hovedrolle. Franske Marion Cotillard har efter den karriereskabende rolle som sangfuglen Edith Piaf også skabt sig et navn i Hollywood. Hun spiller her en vingeskudt fugl, der kæmper med næb og kløer for at beholde sit job på en solcellefabrik i industribyen Seraing i Belgien. Hun har en weekend; altså to dage og en nat, til at overbevise 16 kollegaer om, at de ved afstemningen mandag morgen skal opgive deres bonus på 1000 euro, så hun kan beholde sit job.

Og så stemmer Marion Cotillards Sandra med de vigende mundvige ellers dørklokker i hver en kedelig og utiltalende afkrog af Seraing. Det går så godt som hele filmen med. Og sjældent har jeg været så både grebet og rørt. Helt grundlæggende er “To dage, én nat” en såre menneskelig fortælling, der i den grad giver genlyd i lige præcis den virkelighed, som gør sig gældende anno 2014. En virkelighed, hvor man må kæmpe hver eneste dag for at vise sit værd som værdifuld medarbejder og hænge i med det yderste af neglene. Afgrunden er uendelig dyb og konsekvenserne ved arbejdsløshed uoverskuelige. Og Sandra hænger kun lige i.

Efter sygefravær oven på en depression er hun vendt tilbage til fabrikken, der i mellemtiden har set, at 16 mand kunne udføre 17 mands arbejde. Altså er én overflødig. En seriøs spand iskold vand lige i hovedet på en raskmeldt kvinde, der først svarer igen med apati og alt for mange Xanax-piller, men så alligevel tvinger sig selv til at ‘gå tiggergang’ hos kollegerne, hvor så godt som alle allerede har takket ja til bonussen. Solidariteten, siger Dardenne-brødrene, er ikke, hvad den har været. Effektiviseringsskismer og LEAN-tiltag har drevet en sylespids kile lige ind i fællesskabets hovedpulsåre og den styrtbløder fatalt.

Filmen kunne med lethed have flydt over med den harme over de slemme kapitalister på fabrikken, der uden sans for moralske konsekvenser leger med arbejdernes eksistensvilkår. Det gør den ikke. Først og fremmest fordi Luc og Jean-Pierre Dardenne økonomiserer klogt med deres virkemidler. Du bliver ikke taget i hånden af underlægningsmusik, der fortæller dig hvad og hvornår, du skal føle. Når Sandra trasker Seraings gader tynde, er det bare lyden af hendes slidte, brune støvler mod asfalt, du hører. Og hvert tunge og desperate skridt sætter sit aftryk dybere, end en hel strygersektion kunne have gjort.

Måske er det derfor, at jeg bliver fuldstændig overvældet af scenen i bilen, hvor Sandras mand, Manu – bekymret for sin kones følelser – slukker for radioen, og hun demonstrativt tænder den igen og skruer op. Det er Petula Clarks franske version af den melankolske 1960’er-klassiker Needles and Pins, der tvinger et smil igennem tårer frem på Sandras bævrende læber. Den franske titel er La nuit n’en finit plus, som løst oversat betyder ‘natten, der aldrig ender’. Som det sorte hul af arbejdsløshed og depression Sandra balancerer på kanten af. Alligevel tvinger hun et smil frem. Marion Cotillard er enestående og umulig at fjerne blikket fra i denne rolle. Uniformen er lyserød undertrøje og arbejderblå, jeans og håret er samlet i en praktisk hestehale. Således drager hun underlig sammenbøjet ud for at bevise for sig selv, sin mand og alle omkring hende om, at hun eksisterer.