“Two Weeks Notice – To Ugers Opsigelse” er skrevet og instrueret af Marc Lawrence. Det er hans debut som instruktør. Han skrev også manuskripterne til de to andre Sandra Bullock-film “Agent Catwalk” (“Miss Congeniality”) og “Forces Of Nature”. Så hvis man ikke havde noget imod de film, vil man heller ikke have noget imod denne.
Men filmen er uden struktur. Den er “bygget” op af en masse små episoder som ikke hænger sammen, og som bare trækker tiden ud til den forventede slutning finder sted. Hvem kan f.eks. grine af en slåskamp over en stempelmaskine? Det er lavkomik og endnu en unødvendig episode. Men filmen har en feel-good stemning der gør det er svært at hade filmen fuldstændigt, og så har den da også en eller to sjove scener.
“Two Weeks Notice – To Ugers Opsigelse” er mest for et publikum som kan se igennem fingre med at filmen er forudsigelig, at sangene er lagt på de rigtige manipulerende steder, at skuespillerne kører på rutinen, og at filmen ikke har noget på hjertet – på trods af at filmens “tema” er hjerter.
#1 BN 14 år siden
Gad vide, om jeg er den eneste filmz-bruger der har set denne film? Det kunne man godt forledes til at tro, når man ser den overvældende mængde indlæg i denne tråd.
Nå, men hvad er der at sige om filmen? Jo, den er da meget hyggelig og charmerende; ja, den lever udelukkende på Hugh Grant og Sandra Bullock's charme. Det er en kaloriefattig komedie, der ikke et øjeblik slipper sine to stjerner af syne, hvilket er meget klogt, for gjorde den dét, ville det stå klart, at det er dem der hele tiden udskyder døden med en gang kunstigt åndedræt. Men spørgsmålet er så, om filmens lethed og forudsigelighed gør den til en film, jeg vil undgå ethvert gensyn med?
Filmz' anmelder har ret i næsten alt hvad han skriver om denne film. Faktisk kan jeg ikke på stående fod huske, hvad jeg er uenig med ham i. Det skulle da lige være den detalje, at jeg ikke synes, at Grant kører sin typiske "nervøse" stil her, men er nonchalant, afslappet og herligt ironisk i rollen. Han er virkelig "on top of things" i denne veloplagte præstation. Han og Bullock passer godt sammen, og når jeg tænker efter, findes der mange gode film, om hvilke man må sige, at det er stjernernes charme og samspil der gør dem seværdige, og hvor den tynde, forudsigelige historie næsten bare er en undskyldning eller en ramme for deres udfoldelser.
Måske er jeg bare i mit flinke hjørne, mens jeg skriver dette. Det ER en middelmådig film, men det kan jeg også godt nøjes med ind imellem.
Jeg giver den 3/6 (så der er ikke udsigt til at den bliver føjet til min samling).
#2 chandler75 14 år siden
Den har fået 15 brugerstemmer, så du er i hvert fald ikke den eneste ;)
#3 BN 14 år siden
Nåja, du har ret. Der er et lille livstegn dér. ;-)