Det er måske det røgslør, som Morris kæmper mest med filmen igennem. For de, der havde håbet på at se en mere reflekterende Rumsfeld anerkende nogle af sine fejl, ligesom McNamara endte med at gøre det i “The Fog of War”, må indse, at det nok aldrig kommer til at ske. Det betyder dog ikke, at det er en dårlig film. For selvom Morris ikke formår at få ‘knækket’ Rumsfeld, slår han alligevel spændende sprækker, der får selv den selvsikre gigant til at vakle i et øjeblik. Og hvis man betragter portrætterne af McNamara og Rumsfeld side om side, bliver det et stærkt, samlet magtværk, der viser to meget forskellige mænd tackle med konsekvenserne af deres beslutninger. Beslutninger, der indebærer alvorlige konsekvenser, når man er forsvarsminister i krigstid.
#1 jessup 10 år siden
#2 MMB 10 år siden
Nå, for søren. Jeg synes ellers sekvensen, hvor McNamara fortæller om bombningen af Tokyo, var dybt rørende:
#3 jessup 10 år siden