Rumsfeld ifølge Rumsfeld

I 2003 rettede dokumentar-ikonet Errol Morris sin linse og sine skarpe spørgsmål imod den forhenværende amerikanske forsvarsminister Robert S. McNamara, der fik få fans for sin rolle under Vietnam-krigen. Resultatet var et overraskende rørende portræt, der formåede at komme om bag facaden på den mand, der i sin karriere havde udstrålet en uhørt grad af selvsikkerhed, beslutsomhed og arrogance. 10 år senere besluttede han sig igen for at vende linsen imod en tidligere forsvarsminister, og man fristes til at spørge: har han gjort det igen?

Svaret er både let og tvetydigt: ja og nej. For filmene deler mange ligheder med hinanden. Fokus er i denne omgang på Donald Rumsfeld, forsvarsminister under George W. Bush, der ligesom McNamara sad på posten under en særlig konfliktfyldt og kaotisk periode. Men selvom omstændighederne kan sammenlignes, kan de to mænd det bestemt ikke.

“The Fog of War” præsenterede en ældre McNamara, der, 35 år efter sin fratrædelse, fortrød en masse af de beslutninger, han havde været med til at træffe. Det er bestemt ikke tilfældet med Rumsfeld. Under størstedelen af filmen sidder han rolig og behersket. Han afviger enhver kritik med en hurtig bemærkning og et glat smil. Imponerende. For selvom det flere gange bliver tydeligt, hvordan han med sine mange års erfaring som toppolitiker og i kraft af sin unægteligt høje intelligens formår at fordreje, spinne og forvride ord, så de til sidst kan komme til at betyde hvad som helst, så gav jeg efter. For hans charme og hans karisma. Det er den dobbelthed, der fungerer som en af filmens største styrker, og en del af fornøjelsen og fascinationen består i at betragte Morris’ og Rumsfelds intellektuelle brydekamp.

Men Morris er ikke kun en dygtig spørgsmålsstiller, der forstår at vælge de rette mennesker at fokusere på, han er også en ferm billede- og filmskaber. Filmen fremstår flot og velproduceret med sine mange arkivoptagelser, grafiske illustrationer og overvældende supertotaler af magtens centrum. For ikke at tale om Danny Elfmans score, der kombinerer den rette mængde af storladenhed og alvor uden at blive hverken forstyrrende eller overdreven. Men bedst er Morris, når han lader billedsiden understøtte filmens virkelige omdrejningspunkt, som er Rumsfelds brug af ord.

Errol Morris har i efterfølgende interviews selv udtalt, at han under sine interviews med Rumsfeld kom til at tænke på figuren Klumpe Dumpe fra Alice i eventyrland, der erklærede: ”Når jeg bruger et ord, betyder det lige præcis, hvad jeg ønsker, det skal betyde – hverken mere eller mindre”. Og Morris understreger dette på glimrende vis ved at kontrastere Rumsfelds brug af ord med deres leksikalske betydning, så det fremstår tydeligt, hvordan ordene bruges taktisk som et røgslør.