Alligevel er “Veronikas to liv” på ingen måde en dårlig film. Zbigniew Preisners musik er igen en velsignelse, og Kieślowskis håndværk fornægter sig på ingen måde. Der er scener, som ville være grinagtige i de fleste andre instruktørers hænder, men som han kan forløse med ynde og følelsesmæssig gennemslagskraft. Men den lever altså ikke op til min erindring af den, og i skyggen af den efterfølgende trilogi kommer den mest til at virke som et forstudie: en tuschskitse, som mesteren nok bare skulle have malet ovenpå.
