Da 90’erne var ved at nå enden, var Van Dammes stjernestatus ligeså, og han endte i en godt 10 år lang periode med at være forvist til dvd-produktioner med stadigt faldende budgetter. Alt så sort ud for den faldne actionstjerne, indtil han i 2008 overraskede med den anmelderroste “JCVD”, der ud over at være en solid film viste, at Van Damme havde nogle skjulte talenter som skuespiller.

I anledningen af at “JCVD” endelig har haft dansk biografpremiere, har Filmz taget et kig på nogle af de bedste og værste film med den belgiske actionhelt.

Tre af de bedste:

Filmen, der startede det hele for Van Damme, var uden tvivl “Bloodsport”. Selvom den ikke var noget videre hit i biograferne, åbnede den portene til Hollywood for den unge kampsportsekspert og gav både ham og filmen en større fanskare. Selv i dag, over 20 år efter “Bloodsport” udkom, er den regnet som en af alle tiders bedste kampsportfilm grundet sine overbevisende og brutale kampe, der fremhæver mange former for kampsport.

Handlingen i “Bloodsport” er som sådan en ret simpel, men velfungerende fortælling, der handler om Frank Dux – en ninjutsu-udøver, som begiver sig ud på en rejse for at medvirke i Kumite: En undergrundskonkurrence for de bedste kampsportseksperter, der afholdes hvert femte år, og som Dux – spillet af Van Damme – sætter sig for at vinde i minde om sin afdøde mester.

Efter at have sparket sin karriere godt i gang med en række solide actionfilm, som han i stor stil havde lavet med sin ven og samarbejdspartner Sheldon Lettich, der ligeledes havde skrevet “Bloodsport”, slog Van Damme sig nu sammen med en anden af tidens store actionstjerner, Dolph Lundgren, i Universal Soldier. Filmen skulle vise sig at blive en af hans største hits samt starten på en franchise, der senere næsten lagde hans karriere i graven.

Da “Universal Soldier” blev lavet i 1992, havde man dog aldrig troet, at filmen ville afføde en franchise. “Universal Soldier” klarede sig nemlig ikke specielt godt i dens hjemland, men storhittede derimod i Europa, hvor omtrent 80% af dens indtjening kom fra. Filmens succes cementerede for alvor Van Dammes stjernestatus og hjalp kraftigt med til at rykke både Lundgren og filmens instruktør Roland Emmerich op ad Hollywoods rangstige.

Man skal smede, mens jernet er varmt, hvilket også var, hvad Van Damme gjorde. Fra hans gennembrud med “Bloodsport” og frem til “Hard Target” havde han på de fem år medvirket i yderligere otte film. Et klogt valg, ville nogle sige, da der ikke skulle gå mange år, før det gik ned ad bakke igen. I 1993 havde der endnu ikke været nogen større svipsere, og “Hard Target” viste sig ligeledes at være en solid actionfilm fra den pumpede belgier.

Filmen var den første amerikanske produktion fra den populære Hong Kong-instruktør Jon Woos side, og den havde horrorikonet Sam Raimi tilknyttet som executive producer. Filmen viste en Van Damme i topform, og Woos første forsøg på det amerikanske marked må siges at være en succesfuld affære, da der med bulder og brag leveres et actioneventyr uden lige med mullet, guns og girls. Pure Van Dammage.

Tre af de værste:

Som sagt skal man smede, mens jernet er varmt, for når det først går galt, ender man ofte i en nedadgående spiral, som er næsten umulig at komme ud af, hvilket Van Damme er det perfekte bevis på. Den populære actionstjerne havde arbejdet hårdt siden sit gennembrud, men ligeledes festet hårdt med alt, hvad der hører sig til for en kendis. Stoffer, alkohol og problemer i ægteskabet var uden tvivl en stor del af det, der førte til, at Van Damme traf et så forkert valg, at det ville give hans karriere et ordentligt hak. Dette valg var “Street Fighter”.

En så gennemført kikset og ringe sammensat film er sjældent set – det skulle da måske lige være “Street Fighter: The Legend of Chun-Li”, men det er en helt anden historie – og filmen nød da forståeligt også ringe succes. “Street Fighter” var dog kun starten på Van Dammes tilbagefald, og han formåede også at udgive nogle gedigne actionfilm efter denne brøler, der dog stadig står som en af hans absolut værste film til dato.

“Street Fighter” var en grufuld film, men Van Dammes karriere kom sig dog over det megaflop, som den havde været. Heldet varede dog ikke ved. I 1999 trængte Van Dammes karriere til et hit efter nogle kommercielt skuffende film, og det hit skulle have været Van Dammes første efterfølger: “Universal Soldier: The Return”. Sådan gik det dog ikke. Filmen floppede, og den engang så populære actionhelt begyndte sit indtog ind i direkte-til-dvd-land.

Der var blevet satset stort på “Universal Soldier: The Return”, som dog fejlede på alle mulige måder. Van Dammes karakter fra den første film havde fuldstændig ændret adfærd, historien hang ikke ordentligt sammen, og generelt virkede intet, som det skulle. Det eneste positive for undertegnede var Megadeths sang til filmen, “Crush ‘Em”, samt et par velsammensatte kampscener, som der dog var langt imellem.

Hvor “Street Fighter” var en grufuld film, så løber “Terror i høj fart”, som nok bedst er kendt under dens engelske titel, “Derailed”, dog med prisen som hans absolut værste. Filmen udkom, da det stod værst til i Van Dammes karriere. Ikke én eneste ordentlig film havde udkommet de sidste par år, og den sidste, der rent faktisk havde været vist i biograferne, var “Universal Soldier: The Return”.

Det er næsten et under, at Van Damme ikke lagde karrieren på hylden efter denne frygtelige fadæse, hvori praktisk talt intet virker. Lige fra basisplottet omhandlende Van Damme som en enmandshær på et tog til den jammerlige action, som filmen indeholdt, eller de elendige præstationer, som alt og alle udviste. At Van Damme holdt ud, har dog nu betalt sig med “JCVD”, som forhåbentlig ikke blot er en heldig svipser, men starten på et nyt kapitel for ‘The Muscles from Brussels’. Det er ham vel undt.