Enhver dokumentarfilm præges af instruktørens oplevelse af verden og skal ses som en fortolkning af virkeligheden nærmere end en reproduktion. Når det er sagt, er dokumentaren altid forankret i det faktuelle og kan som en unik genre vise os noget universelt om tilværelsen med udgangspunkt i virkelige omstændigheder i virkelige menneskeliv. Fra selvironiske kærestesorger i “Sherman’s March” fra 1985 til den samfundskritiske “Dark Days” fra 2000 er dokumentarer blevet lige så mangfoldige som spillefilm. Og før dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX understreger dette med endnu et ypperligt program, varmer Filmz op med fem dokumentarer, der er med til at løfte genren til en fremtrædende kunstform.

Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse (1991)

Nogle kender måske historien om Francis Ford Coppolas anstrengelser for at holde sammen på indspilningen af “Dommedag nu” fra 1979, men få har set, hvor store kvababbelser der var knyttet til instruktørrollen. Ford Coppolas kone, dokumentaristen Eleanor Coppola, forevigede i 1970’erne sin mands besvær med at realisere Vietnamkrigsopusset, få det færdig til tiden samt bremse dets fuldstændig løbske produktionsomkostninger. En kamp, der til sidst var ved at tage livet af den hædrede amerikanske auteur. Eleanor Coppola overlod i 1990 sine unikke optagelser til instruktørerne Fax Bahr og George Hickenlooper, der ved at mikse disse med sjældne fraklip fra filmen samt nye interviews med holdet bag fik sammenstykket et fascinerende indblik i såvel Francis Ford Coppolas modgang som tilblivelsen af et besynderligt mesterværk.

Filmen åbner på Cannes-festivalen i 1979, hvor Ford Coppola dengang reflekterede over sin krigsfilm (og Guldpalme-vinder): “Min film er ikke om Vietnam. Den er Vietnam. Den er, sådan som det virkelig var… Der var for mange af os. Vi havde tilgang til alt for mange penge. Alt for meget udstyr. Og lidt efter lidt blev vi sindssyge.” Med disse ord opsummerer instruktøren, hvilket kunstnerisk mareridt Vietnamfilmen endte med at blive for ham. En personlig rejse ind i vanviddet – næsten som hovedpersonen i “Heart of Darkness”, Joseph Conrads roman-klassiker fra 1899, der lægger navn til dokumentaren og ide til “Dommedag nu”.

Eleanor Coppolas kamera er med overalt. Bag kulisserne, hvor ægtemanden gruer for en filmisk fiasko, og på filmsettet, hvor omgivelsernes modvilje ingen ende vil tage. Francis Ford Coppola, manden bag megasucceser som “Godfather”-trilogien, er en fascinerende karakter og forekommer lige dele visionær, uberegnelig og selvoptaget igennem hustruens nærgående portrættering. Umotiveret fyrer han den oprindelige hovedrolleindehaver, Harvey Keitel, til fordel for Martin Sheen midt i de indledende optagelser, og da sidstnævnte tvinges af filmen med hjerteproblemer, er instruktøren nærmest blevet megaloman: “Hvis Marty dør, vil jeg høre, at alt er i orden, indtil jeg siger, at Marty er død!” Ford Coppola var imidlertid ikke ene om at opføre sig egoistisk under indspilningerne. Og hans voksende frustration synes forståelig, når skuespilleren Dennis Hopper møder påvirket op på en blanding af rom og kokain, og en overbetalt, overvægtig og ugidelig Marlon Brando – i den vigtige rolle som oberst Walter E. Kurtz – ikke kan sine få replikker. Forbandet, som krigsfilmen var, blev produktionen desuden smadret af en tyfon på optagestedet, Filippinerne, og under filmningen af den berømte “Ride of the Valkyries”-sekvens følger man, hvordan de lånte regeringshelikoptere må vende om midt i optagelserne for at flyve i kamp i den daværende filippinske borgerkrig. Alt brændte sammen, men filmlegenden levede – heldigvis – videre.

American Movie (1999)

En god del kunstnerisk krise og rusmidler finder man også i Chris Smiths portræt af B-film-instruktøren og familiefaren Mark Borchardt. En usædvanlig ildsjæl på 30, der er på kanten af et alkoholmisbrug og nu bor hos sine forældre igen oven på sin skilsmisse. I mellemtiden forsøger han at få finansieret drømmefilmen “Northwestern” via sin ufuldendte gyser-kortfilm, “Coven”, der derfor skal gøres færdig. “American Movie” tager udgangspunkt her og viser med et kærligt glimt i øjet, hvor tålmodig man skal være med sine kreative visioner, når man dels er gået på røven, dels kæmper med nogle heftige, indre dæmoner.

Mark Borchardts univers i forstaden til den amerikanske storby Milwaukee, Wisconsin, rummer et væld af originaler. Dokumentaristen er dog altid i øjenhøjde med filmens personer, der tæller en perlerække af morsomme individer. Heriblandt Borchardts bedste ven og kompagnon (den tørlagte spillefugl Mike) samt instruktørens tudsegamle onkel, Bill, der ikke har meget tilovers for nevøens obskure filmplaner. Uden produktionsmidler nok må instruktøren engagere både venner og bekendte – ja, sågar naboer – i “Coven” og på et tidspunkt bruge sin mor som kameramand. Men et så uprøvet ensemble er ikke uden konsekvenser. I et af dokumentarens mindeværdige øjeblikke skal amatørskuespilleren Tom slynges igennem en køkkenlåge i et stunt med hovedrolleindehaveren, instruktøren selv. Desværre er lågen ikke forarbejdet ordentligt af Borchardts ven, Ken, hvorfor den ikke går i stykker som planlagt, og skuespillerens pande hamres tilbage af den massive træplade gentagne gange med en gedigen hovedpine til følge. Senere – i en legendarisk scene – er en noget skeptisk Uncle Bill også blevet overtalt til at være med… dog bare for en enkelt bemærkning: “Det er i orden, det er okay, der er noget at leve for… Det har Jesus fortalt mig”. Imidlertid glemmer den gamle onkel sin replik ikke bare et par gange, men igennem mere end 30 forskellige optagelser, mens instruktøren står med mikrofonen i hånden.

Chris Smiths dokumentar er en fest af akavede momenter og tegner et komisk, men autentisk, billede af, hvordan det kan være at lave film i den diametral modsatte ende af Hollywood. Samtidig tror ingen på, at enspænderen vil blive til noget – det skulle da lige være seriemorder, som hans bror siger i et interview. Det til trods udviser filmmanden et misundelsesværdigt gåpåmod og demonstrerer nærmest modsat foregående dokumentar, hvordan personlige problemer løses af kunsten og ikke nødvendigvis udløses af den. Balancen mellem humor og (hverdags)gys er perfekt afvejet i “American Movie”, hvilket for nogle gør den til en af de sjoveste metafilm, der nogensinde er lavet.

Touching the Void (2003)

Vovehalsene Simon Yates og Joe Simpson begav sig i 1985 op ad bjerget Siula Grande i Perus Andesbjerge i forsøget på at nå toppen af de over 6000 højdemeter. Det lykkedes. Under nedstigningen brækkede Joe Simpson uheldigvis benet, og Yates måtte efterfølgende prøve at fire sin skadede makker ned ad skråningen i et klatretov. Men én ulykke kommer jo sjældent alene, og bjergbestigerne blev overrasket af et stormvejr, der forårsagede Joe Simpsons næste fald den skæbnesvangre dag: nu ud over en lodret klippevæg. Efter at have holdt tovet igen i godt en time uden livstegn valgte Yates til slut at kappe rebet over for ikke også selv at ryge i døden. Han var overbevist om, at vennen var omkommet, og fortsatte derfor alene ned til deres camp næste morgen, alt imens Simpson mirakuløst havde overlevet både den ene og den anden nedstyrtning – sidste på et halvhundred meter ned i en gletsjerspalte.

Plottet kunne være hentet ud af survivor-serien ”I Should Be Dead” – hvor overlevere af de grusomste situationer fortæller om deres oplevelser – havde det ikke været for instruktørens, Kevin MacDonalds, fornemmelse for historiens nuancer, de usædvanlige karakterer samt en befriende tragikomiske vinkling af omstændighederne. Om end låner MacDonald lidt fra tv-programmet i sin fortællestil, eftersom dokumentarens hændelsesforløb er iscenesat efterfølgende (med den ukendte skuespiller Brendan Mackey i rollen som Simpson). Rekonstruktionen er imidlertid så veludført, at den for seerens vedkommende højner dramaets troværdighed og løfter præmissen ud over en klichépræget fremstilling af det sensationelle.

Dokumentarens sande stjerner er ikke desto mindre bjergbestigerne Yates og Simpson, der i interviews skiftes til at fortælle om de forfærdelige døgn, nøgternt og med nøje afmålt galgenhumor. En af filmens absurde, men fantastisk menneskelige, pointer er således Joe Simpson, der genkalder, hvordan han livstruende kvæstet, dehydreret og på randen af vanvid på et tidspunkt var ved at opgive sin kamp tilbage til lejren fra isbræen: at fortsætte alene i det utaknemmelige klippelandskab forekom totalt meningsløst – selv ved tanken om sine elskede derhjemme – da han ud af det blå fik 80’er-hittet ”Brown Girl In The Ring” på hjernen. En sang, som han egentlig ikke kan lide, og som for alt i verden ikke måtte blive det sidste, han kom til at høre; ”I remember thinking, bloody hell, I’m going to die to Boney M”, og han sled sig fremad.

Grizzly Man (2005)

Instruktøren og altmuligmanden Werner Herzog fandt kimen til en næsten shakespearesk tragedie i historien om den fallerede skuespiller Timothy Treadwell og hans liv og død blandt grizzlybjørne i Alaska. “Grizzly Man” er dog først og fremmest historien om en utilpasset, moderne sjæl, der fandt sin forløsning i naturen langt væk fra civilisationens leveregler.

At konfrontere verdens farligste bjørne med et kamera grænser til det hovedløse, alligevel tryllebinder de enestående optagelser, som hovedpersonen havde dødsforagt nok til at lave i den nordamerikanske ødemark år efter år. At Treadwell overlevede næsten 13 somre i selskab med fuldvoksne grizzlybjørne, synes imidlertid at være et mirakel. Som en parkvagt på et tidspunkt ræsonnerer, kan den eneste forklaring have været, at grizzlybjørnene blev så forvirrede over dyreaktivistens grænseoverskridelser, at de simpelthen ikke anede, hvordan de skulle reagere. Den 13. sommer ophørte Timothy Treadwells ekspeditioner om end brutalt. Han og kæresten, Amie Huguenard, var denne gang taget til Alaska for at lave naturfilm sammen, da de en nat blev dræbt og fortæret i deres telt af en omstrejfende bjørn. For at gøre det endnu værre var parrets kamera tændt uden billede under angrebet, hvorfor instruktøren, Herzog, får mulighed for, og indvilger i, at lytte til dødskampen i en af dokumentarens mest urovækkende scener.

Treadwells optagelser fra somrene alene i Alaska er på én gang en serie sjældne vidnesbyrd om livet i reservatet samt en videodagbog for dyrevennen selv. Den ene dag iscenesætter han sig selv og grizzlyerne i dramatiske landskabsbilleder, den anden dag fabulerer han om verdens ondskab i closeups. Grizzly-manden er fyldt med kontraster, og hans gådefulde person fungerer i sidste ende som dokumentarfilmens omdrejningspunkt. Werner Herzog kommenterer ikke altid filmens begivenheder lige objektivt, men tilbyder trods det nogle plausible forslag til fortællingens mange løse ender. Ligesådan bidrager instruktørens karakteristiske, tysk-engelske voiceover med noget af den skævhed, som “Grizzly Man” på alle måder er gennemsyret af.

Hvad enten Timothy Treadwell står tilbage som en naiv fantast ved rulleteksterne, er han langtfra filmens eneste drømmer. Det synes at være Herzogs pointe, at flere af de interviewede, der skal hjælpe ham med at opklare mysteriet, egentlig selv ønsker at være i fokus. Deriblandt tælles retsmedicineren Frank G. Fallico, hvis overdramatisering af parrets død forekommer så afvigende for hans profession, at det bliver selvpromoverende. “Grizzly Man” er måske ikke bare historien om et undtagelsesmenneske, men en generel fortælling om jagten på anerkendelse.

Det røde kapel (2006)

Skønt der med tiden er sluppet flere informationer ud om virkeligheden i det notorisk lukkede Nordkorea, har formodentlig ingen udstillet diktaturets rædsler så pinligt effektivt på film som dokumentaristen Mads Brügger. Sammen med den fiktive teatertrup Det Røde Kapel (de dansk-koreanske komikere Simon Jul og Jacob Nossell) opnår instruktøren adgang til kommuniststaten mod at opføre en stribe (absurde) teaterstykker som led i en kulturel udveksling. Hvad, de nordkoreanske myndigheder ikke er klar over, er, at gruppens besøg i landet faktisk er et dansk tv-eksperiment, der har til formål at undersøge, hvor galt det er gået i Kim Jong Ils terrorregime.

Og det er slemt. En sultende befolkning på omkring 23 mio. kontrolleres med jernnæver gennem et finmasket net af censur og propaganda. Sikkerhedstjenesten overvåger den mindste afvigelse fra ensretningen i samfundet, og skulle nogen alligevel bryde sig om at modsætte sig systemet, sendes de i koncentrationslejre på genopdragelsesophold. Hovedstaden, millionbyen Pyongyang, står øde, da filmholdet kører igennem gaderne, og vågner tilsyneladende kun, når indbyggerne tvinges ud for at hylde diktaturstatens leder i gigantiske krigsparader. Ufattelige skrækscenarier, der nærmest kun findes tilsvarende i George Orwells fremtidsdystopiske roman “1984” fra 1949.

Ved siden af nogle forrygende ironiske indspark – som Simon Jul, der skal overlevere en pizzaskovl til Kim Jong Il – går Mads Brügger langt for at stille det nordkoreanske styre til skue: blandt andet da han overtaler Jacob Nossell, der lider af spastiske lammelser, til at deltage i et tv-transmitteret militæroptog i en kørestol – et utænkeligt syn for nordkoreanerne, idet handicappede, som Mads Brügger forklarer i voiceoveren, deporteres af staten. Undertrykkelsen af menneskerettighederne i Nordkorea er kendt for de fleste, “Det røde kapel” kritiserer imidlertid landets vilkår fra en så original, parodisk vinkel, at man uundgåeligt provokeres undervejs. Netop på grund af satiren lykkes filmen som en øjenåbner, for humoren rammer lige så stærkt som forargelsen. Mads Brüggers utraditionelle dokumentarfilm fortjener mere opmærksomhed, end den nåede at få herhjemme. Frem for alt for sit modige oplysningsarbejde og derudover for at sprænge grænserne mellem alvor og underholdning.