Årets Cannes-filmfestival er i fuld gang, og for første gang nogensinde er Filmz med på sidelinjen i den solbeskinnede franske stad, hvor store stjerner og dugfriske stjernefrø tropper op for at kæmpe om både journalisternes og Cannes-juryens gunst. Hvem vinder mon de gyldne palmer i år? En af den danske dagspresses største filmskribenter, Jacob Wendt Jensen, blogger løbende om sine oplevelser i Cannes, så husk at holde øje med Filmz-forsiden i den kommende tid, hvis du vil holdes opdateret omkring begivenhederne under verdens største og mest prestigefyldte filmfestival!

For dygtig til Den Gyldne Palme

Efter de første fire konkurrencefilm er den samlede danske anmelderstand faldet på halen over Asghar Farhadis “The Past”, der er hans opfølger til “Nader og Simin – en separation”. Sidstnævnte var med rette anmelderdarling og publikumsfavorit verden over. Jeg synes bare ikke, “The Past” er helt lige så god. Jo, der er endnu en gang nuancer og nerve i intrigerne i skilsmissefamilien, men der er også en del gentagelser og en uambitiøs afsmag af teater, ligesom en enkelt skuespiller eller to falder igennem, men lad os diskutere det igen, når filmen får premiere i Danmark.

Jeg er i stedet faldet hårdt for den forvandlingskugle François Ozon, der nu i 15 år har lavet elegante, provokerende og tankevækkende og samtidig meget forskellige franske film. Han gør det bare så elegant og sømløst, at eliten har det med at overse hans talent. Tænk blot på musicalfilmen “8 kvinder” (2002), hvor han tæmmede flere store franske løvinder, og “Swimming Pool” (2003), der var en stilren thriller. For ikke at tale om den hårde “5 x 2” om forliste parforhold og “Tid til afsked” om en yngre mands alvorlige sygdom. Så kom der nogle år med gummiarm, men gennem de seneste par film har Ozon taget sig gevaldigt sammen igen.

I “Young & Beautiful” har han fundet en ny ung skuespillerinde (Marine Vacth), der ligner en mellemting mellem Nastassja Kinski og Julia Roberts blot med en mere dagligdags teint. Hun spiller en genert og melankolsk ung pige på 17 år, som også er hård i filten. Hun tilbyder sig som prostitueret over nettet til mænd i alle aldre. Hun er ud af en helt almindelig god og solid familie, og det store spørgsmål er, hvorfor hun gør den slags? Det kan vi hver især tænke over, mens hendes gerninger ruller hen over lærredet.

Filmen skal nok dele vandene og måske skræmme især kvinder væk, men den delikatesse, François Ozon fortæller om et svært emne med, er forbilledlig. Mændene er langt fra at være monstre, og sexscenerne er ikke udpenslede, men så naturlige som muligt. Og vi lades tilbage til vores egne tanker om emnet med vibrerende detaljer, der virker rigtigt set. Har man selv børn i teenagealderen, føler man, at filmen er en poetisk korrekt fremstilling af dilemmaerne og problemstillingerne omkring ikke alene prostitution, men også ungdommens lyst til at eksperimentere og lysten til at gøre oprør mod forældregenerationen.

Filmen er som helhed velspillet og afsluttes med en meget fin cameo af Charlotte Rampling, som vi ikke skal afsløre for meget om. Selv om François Ozon har lavet en elegant og indholdsrig film, frygter jeg, at instruktøren forbigås, når priserne skal uddeles. Dels fordi de kyske kvinder fra Sydeuropa allerede har fordømt filmen på grund af sexscenerne, og fordi det åbenbart er forbudt i de filmlærdes kredse at være dygtig til at lave film rent teknisk og fortællemæssigt. Ozon er simpelthen for dygtig til at vinde Den Gyldne Palme.