Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Rapport fra CPH PIX dag #1 – 11. april 2013

Johnny: Så er det endelig blevet PIX-tid igen. For filmnørder er det årets største danske højtid, og i de kommende to uger valfarter vi derfor til de københavnske biografer, hvor vi vil gennemgå de rituelle prøvelser og filmiske ekstaser, som traditionen foreskriver. Allerede på festivalens første dag oplevede jeg begge dele. Det kan være som at vandre i mørke at vælge mellem alle de tilbud, som årets PIX-program rummer, men frygt ej! Som altid kan mine anmeldelser tjene som det lys i mørket, der kan lede jer mod den sande erkendelse. Således skriver profeten Johnny: Sandelig, sandelig siger jeg Eder, dersom I læser disse anmeldelser, vil jeres øjne blive åbnet, og I skal blive som mig og kende forskel på godt og skidt.

Andreas: Langt om længe blev dette års CPH PIX skudt i gang! Fra nu af og de næste to uger står den på omkring 30 film fra hele verden og de fleste genrer, og denne første festivaldag bød da også på tre vidt forskellige film, oven i købet fra tre forskellige lande. Desværre lagde åbningsdagen ikke et særligt højt niveau, men måske er den første filmfestivaldag blot som at lave pandekager: Den første bliver altid den ringeste!

Nadia: Første dag på PIX-festivalen er altid noget helt specielt. Her er der film, man ikke får mulighed for at se andre steder. Venner, som man deler sin nørdede interesse med. Og ikke mindst hyggen ved at diskutere film, spise middag med sin søde PIXpert-kæreste, Andreas, inden dagens program og skrive sine små notitsanmeldelser til de gode folk på Filmz. De fjorten dage i filmfestivalens tegn er med andre ord noget helt specielt og er da også startet stærkt ud med film, der understreger PIX’ karakteristiske, enorme spændvidde: Her var alt fra den tåkrummende skuffelse over det ubehagelige mesterværk til den stille perle.

- Balancing Act (Gli equilibristi) / Italien

Johnny: Nogle gange er det bedst at starte stille og roligt, men jeg er ikke ganske sikker på, at det er sandt for filmfestivaler. Jeg startede årets festival i et kriseramt Italien, hvor familiefaderen Giulio har overordentligt svært ved at få alt til at hænge sammen. Lejligheden er belånt til sidste mursten, sønnen skal have bøjle, datteren vil til Barcelona, og konen har opdaget hans hede sms-korrespondance med en smuk kollega. Giulio er en rar mand, der hjælper alle omkring sig, og som alle holder af. Men efterhånden som desperationen melder sig, begynder facaden at krakelere.

Socialrealisme er der for så vidt ikke noget i vejen med. Dardenne-brødrene har om nogen bevist, at der kan fortælles sublime historier med meget små midler. Hemmeligheden ligger i at skabe prægnans i de hverdagssituationer, vi oplever i filmene. Det lykkes desværre på ingen måde her. Mest af alt keder man sig bravt gennem en fortælling, der måske har plot og karakterudvikling til en halv times novellefilm men ikke til 100 minutters spilletid. Det er synd, for skuespillet er jævnt hen godt. Valerio Mastandrea som faderen og ikke mindst Rosabell Laurenti Sellers som datteren imponerer, og scenerne mellem de to er filmens hjerte. Desværre pumper dette hjerte ikke blod nok til at holde gang i hele mastodonten. Min vurdering: Død ved ankomsten.

2/6

”Balancing Act” vises også den 20. april kl. 21.30 i Gloria.

- Antiviral / Canada

Johnny: Navnet Cronenberg forpligter, og det er en fornøjelse at konstatere, at den unge Brandon er godt på vej til at følge i far Davids fodspor. Vi befinder os i en nær fremtid, hvor berømthedskulten har nået nye højder. Ikke alene kan du købe dig en bøf dyrket af celler fra dit idols krop, du kan nu også smitte dig selv med sygdomme, som dit idol har haft.

Filmen åbner med hovedpersonen Syd, der mildt sagt ikke ser rask ud. Syd arbejder for et firma, der leverer de førnævnte sygdomme. Han har sig også en lille nebengesjæft, hvor han injicerer sig selv med firmaets sygdomme, bryder deres copyright-beskyttelse og sælger dem videre til lyssky personligheder. Da han en dag får ansvaret for at hente en blodprøve fra firmaets største kendis, griber han straks chancen til at smitte sig selv med hendes sygdom. Det viser sig (overraskende) at være en dum beslutning.

Filmens visuelle udtryk er styret med hård hånd. Sort og hvidt dominerer, mens hovedrolleindehaveren Caleb Landry Jones’ blege ansigt og røde hår står ud som en betændt byld på denne baggrund. Modsat hvad man måske forventer, så svælger filmen dog ikke i blod og betændelse. Det er kun langsomt, at filmens gennemgående sygdomstema får et kraftigt visuelt udtryk. Filmens uhygge ligger i selve konceptet og ikke mindst i den kynisme, der præger denne business. Betegnelsen horror vil måske skræmme nogle væk, hvilket er synd. Sci-fi thriller er nok mere nøjagtigt. Det er usikkerheden omkring, hvad det er for en sygdom, Syd er blevet inficeret med, der driver spændingen og plottet i filmen. Man drives med sikker hånd og i godt tempo mod en herligt grotesk slutning. Overordnet er der tale om en yderst imponerende film for en debuterende instruktør. Vi venter spændt på næste udspil.

4/6

Nadia: Hvis man som undertegnede synes, at David Cronenbergs seneste film har været under vanlig standard, er der ingen grund til at være trist. Manden bag “Videodrome”, “Scanners”, “The Brood” og “Shivers” har nemlig en søn, der er mindst lige så forskruet som farmand.

Celebrity-kultur, besættelse og magt kommer under luppen i en debutfilm, der er så klar i sin egen identitet, at det er svært ikke allerede at glæde sig til den unge Cronenbergs næste projekt. Overlegen billedkomposition, fotografering og en klipning, der giver et ekstraordinært flow, er bare nogle af de ting, der er med til at gøre “Antiviral” til en film, der ikke er som nogen anden – og som (retmæssigt) er stolt af det. Den sært-udseende, men alligevel underligt smukke Caleb Landry Jones er desuden et fund i rollen som Syd March, der måske ikke ser ud til at registrere følelser, men som alligevel langsomt bliver en del af den besættelse, han benægter. Ja, symbolske betydninger og indre kampe står i kø i en film, der nok skal dele vandene, og som ikke altid er nem at se for dem med svage nerver. Men for alle os, der vil have noget mere end bare en romantisk komedie og film om G.I. Joe i ny og næ, er “Antiviral” en nærende filmmiddag af de rigtigt (u)lækre.

6/6

Andreas: Ja, instruktøren Brandon Cronenberg er søn af ingen ringere end den måske største filmskaber inden for den intellektuelle gren af body-horror-genren: David Cronenberg. Og lad det være sagt med det samme: Jeg synes aldrig, at filmens plot kommer til at fungere. Skal det ses som en satire eller kritik over vores kendis-fetisch, er det for påtaget. Skal det ses som ren nervepirrende underholdning, er det for utroværdigt.

Cronenberg burde have brugt langt flere kræfter på at retfærdiggøre, hvorfor folk – selv fanatikere – virkelig lader sig selv blive syge blot, fordi deres idoler har været syge. Man fornemmer aldrig, at det giver kunderne en særlig rus, og man forstår ikke, hvordan det skaber et tættere bånd til de kendte, og man (eller jeg i hvert fald) kan ikke lade være med at tænke, at det altså er ret dumt, hvordan alle løber rundt og har det dårligt – især Syd March, der efter 100 minutters konstant forværret sygdom er begyndt at blive en rimeligt anstrengende hovedkarakter! Nye Cronenberg har styr på sit håndværk, men plottet – på trods af flere sympatiske pointer – er ikke videre velfungerende.

3/6

”Antiviral” vises ikke igen under årets CPH PIX.

- The Girl from Nowhere / Frankrig

Nadia: Min salige farfar sagde altid, at han ikke så franske film. Hvis man spurgte ham hvorfor, kom han med svaret, at de var for kunstige. Ofte har jeg undret mig over, hvad han mente. Det vil sige, indtil jeg så “The Girl from Nowhere” – en film så kunstig, at selv den mest frankofile seer må kunne spotte dens utallige fejl.

Handlingen kort fortalt: En pige får bank uden for døren til en pensioneret matematiklærer. Han åbner døren, redder hende og sammen snakker de nu om filosofi og film i ét væk, mens der vistnok foregår et eller andet overnaturligt i lejligheden.

Her er en film, der er ved at kvæles i dårligdom. Skuespillet er så ringe, at man næsten får ondt af skuespillerne. Men også kun næsten, for instruktør Jean-Claude Brisseau har givet sig selv hovedrollen som den aldrende professor med en gigantisk interesse i filosofi. Hans præstation er så dilettantisk, at en abe ville have gjort et bedre stykke arbejde. Samtidig er klipningen lavet med venstre hånd og manuskriptet skrevet med en brækket højre. I en enkelt scene skal den ukendte pige og den aldrende professor eksempelvis finde kilden til de overnaturlige tendenser i hjemmet. De sætter sig ned ved et lille bord, der hurtigt begynder at flyve rundt i hjemmet for at ende med at rasere hele stuen. Dette ville gøre selv John Wayne lidt urolig, men vores hovedperson siger bare – med en blanding af kølighed og ligegyldighed i stemmen – at han har et andet bord, så kan de ikke bare bruge det næste gang? Wow.

Her er dog en enkelt chokerende scene, der virkelig fungerer, og som er det eneste, der forhindrer “The Girl from Nowhere” i at ende som et 1-stjernet makværk.

2/6

Andreas: Vi har at gøre med et filosofisk drama med et snert af horror, hvori en ældre matematikprofessor hjælper en ung kvinde, der øjensynligt har fået tæv. Men hun har vist nok nogle magiske kræfter, eller også har hun ikke, og han er i hvert fald ved at skrive et filosofisk værk, og det kan hun åbenbart hjælpe lidt med.

Herefter følger en masse scener, der vitterligt blot består af Brisseau, som fortæller sine filosofiske ideer, og kvinden, der ofte giver ham noget kvalificeret modspil. Og hvis det bliver lidt følelsesladet, så lægges der et meget overdrevet og upassende klaverstykke hen over – vist nok for lige at sætte stemningen. Det er tydeligt, at “The Girl From Nowhere” intet budget har haft, men alligevel er problemerne så massive og så basale (horribel klipning, elendig dialog og total mangel på sammenhæng), at de ikke bare kan forsvares med den begrænsede pengemængde.

Imidlertid kan man være stensikker på et enkelt stort, stort chok – og det er altså lige så sikkert som ammen i kirken og næsten i sig selv værd at se filmen for, hvis man er til den slags! Desværre hænger det ikke rigtig sammen med noget i resten af filmen, der mest af alt ligner amatørarbejde. Spring gerne denne over!

2/6

”The Girl from Nowhere” vises også den 16. april kl. 19.00 i Dagmar.

- Pearblossom Hwy / USA

Nadia: Vi er nogle, der savner dem: De amerikanske independent-film. Dem uden store stjerner og et indie-prædikat fra et stort Hollywoodselskab, men med hjerte og en lidenskab for at fortælle små, vedkommende historier.

Sådan en film er Mike Otts “Pearblossom Hwy”, der foregår der, hvor amerikanske indies foregår bedst: Midt i ingenting. De to venner Cory og Anna er begge på jagt efter noget i livet, som de ikke synes at kunne få fat på. Hun er fra Japan og vil hjem for at se sin syge bedstemor, før det er for sent, og han prøver desperat at skabe respekt fra sin bror ved hjælp af et metalband og en videodagbog, han håber at få med i et reality-show. Uden det, siger Cory, ved han ikke, hvad han skal gøre. Og dét er netop temaet i “Pearblossom Hwy”… Håbløsheden ved at være ung i en verden, hvor mening og indhold sommetider kan være svært at finde. Vores to hovedpersoner er desillusionerede fra start til slut, og det er netop også det store problem i “Pearblossom Hwy”. Der er ingen udvikling i hverken Cory eller Annas personligheder. De to bevæger sig immervæk inden for fortvivlelsens grå nuancer gennem og ser ikke ud til at vide, hvem de egentlig er. Det er selvfølgelig et tema i sig selv, men det er desværre også en hæmsko for det, der ellers kunne have været en lille perle om den amerikanske ungdom, der ofte bliver ignoreret af de store film.

Mest af alt er der dog en ægthed i “Pearblossom Hwy”, som man for det meste ser i de indies, der stadig vedkender sig de gamle traditioner. Her er mennesker virkelig bare mennesker på godt og ondt. Meget ligesom det virkelige liv.

4/6

”Pearblossom Hwy” vises også den 14. april kl. 17.30 i Empire.

Se Filmz TV’s interview med “Pearblossom Hwy”-instruktøren Mike Ott.

- Post Tenebras Lux / Mexico, Frankrig, Holland, Tyskland

Andreas: Dagens 21.30-forestilling var kunstfilmen “Post Tenebras Lux”, der mildt sagt var anderledes. Instruktøren hedder Carlos Reygadas, og han tidligere lavet bl.a. “Battle in Heaven”, hvilket er en af Harmony Korines yndlingsfilm, hvis det giver nogen en idé om, hvor eksperimenterende filmkunst vi her har med at gøre. I “Post Tenebras Lux” er de fleste – nej, vent… alle konventioner kastet over bord, og filmen fortælles igennem scener, der næsten synes tilfældigt klippet sammen. Det hele foregår derudover i 4:3-format og med en kameraeffekt, så alt uden for billedets centrum er sløret og dobbelt. Jo, dét er eksperimenterende!

Spørgsmålet er, om det virker. Jeg ved, at min ærede med-PIXpert, Johnny, er af den holdning, og derfor er det nok også meget passende, at jeg kan agere modpol. Som et studie i alternativ film er der nok uendeligt meget at komme efter, men som filmoplevelse mener jeg, at “Post Tenebras Lux” falder lidt igennem. Eksperimentet er dybt fascinerende igennem de første to imponerende åbningsscener, men igennem filmens 115 minutter trænger det ikke nok ind under huden til, at den plotløse struktur undgår at blive tung og kedelig.

Holder man filmen ud, er der imidlertid adskillige interessante elementer – f.eks. da to mænd, en fra landet og en fra byen, taler om deres respektive årsager til at komme til møder i AA, hvor Reygadas lader scenen vare så længe, at kontrasten imellem de to karakterer bliver krystalklar med en enkelt sætning til sidst. Men den manglende sammenhæng gør, at man føler, man har set noget tungt og sløvt – og desværre også mislykket.

3/6

Johnny: Nogle film skal man ikke forsøge sig med et handlingsreferat af. “Post Tenebras Lux” hører så afgjort hjemme i den kategori. Derimod kan der skrives tykke bøger om, hvor uendeligt smuk den er. Åbningsscenen alene er en messe værd. En lille pige løber rundt på en mark blandt køer, heste og hunde. Baggrunden er et bjergmassiv dækket af træer og buske som taget ud af en BBC-naturdokumentar. Kameraet følger hende rundt i børnehøjde, mens en storm begynder at tage form. Mange af billederne i filmen gør i øvrigt hyppig brug af en iriseffekt, hvor alt uden for billedets centrum er sløret og dobbelteksponeret. Denne effekt slører forholdet mellem virkelighed og drøm. Den lille pige reciterer navnene på hendes familie, mens lyset forsvinder over marken, og lyn og torden dominerer himlen. En mere imposant åbning kunne man ikke ønske sig.

Da filmen herefter fokuserede på familiens kaotiske, men hjertelige morgenritualer, troede jeg, at jeg vidste, hvad jeg havde med at gøre. Jeg blev mindet om Reygadas’ forrige film, “Stellet licht”, men med en kort scene, der, selv om den ikke egentlig viser ret meget, gav mig en større fysisk reaktion end noget i “Antiviral”, vender Reygadas alle forventninger på hovedet og kaster os ud på dybt vand. Volden vælder pludselig og uforklarligt op i en af karaktererne og kaster hånligt ethvert banalt identifikationspotentiale ud af vinduet. I parentes bemærket bør hundeelskere muligvis undgå denne film.

Filmen er kompromisløs i sin afvisning af narrativ struktur eller for den sags skyld narrativ konsistens. Her kan man kun læne sig tilbage i sædet og absorbere. Man fornemmer, at der ligger en forenet tanke bag det hele, men når filmen er slut, går det op for én, at man står med de ukurante stumper af en håndfuld puslespil. Jeg skal ikke afvise, at de kan samles til et helt billede, men jeg er ikke sikker på, at det er nødvendigt. Navlepillende kunstfilm, når det er værst, eller udfordrende formeksperiment, når det er bedst? Det er nok en smagssag…

6/6

”Post Tenebras Lux” vises også den 16. april kl. 17.30 i Empire.