Omkring 150 film er der på Buster Filmfestival i år – både kort- og spillefilm – og det er film fra hele verden. Der er film fra Indien og Palæstina, det meste af Europa, USA og Australien.

”Vi kommer godt omkring,” siger programchefen for børnefilmfestivalen, Nikolai Schulz, med et smil.

Filmz har sat ham i stævne på Cinemateket i København, filmfestivalens daglige maskinrum, hvor ekkoet fra de sidste højlydte gæster netop har lagt sig i de tomme lokaler.

Med 15 kr. per billet handler det selvsagt ikke om indtjening for Buster-festivalen, men nærmere at udbrede kendskabet til film for børn og unge.

”Vi har ikke det her store markedsføringsapparat, vi er jo et alternativ til den normale biografdistribution, majoriteten af de film, vi viser, kommer ikke i de danske biografer, de er altså børne- og ungdomsfilm, som folk ellers ikke får mulighed for at se,” fortæller Nikolai Schulz.

Målgruppen er børn og unge, filmene må gerne være underholdende, men skal imidlertid være så vedkommende, at de også kan bruges i undervisningen. Derfor finder et væld af skoleelever hvert år vej til filmfestivalen, ifølge programchefen.

”Profilmæssigt prøver jeg at spænde så bredt som muligt og prøver at balancere det, så vi både har noget underholdende og noget, der kan mane til eftertanke. Med henblik på skolerne prøver vi at finde noget, der kan bruges i undervisningen, det kan være alt lige fra sprogfagene til samfundsfag til håndarbejde, eller hvad det nu er,” siger han.

Buster er også andet end siddende oplevelser foran lærredet og har siden lanceringen satset på en række underevents til filmene uden for biografmørket. Hvordan kan det være?

”Det er ligesom for at sætte filmvisningen i kontekst og også for at udvide, og for at både lærere og elever føler, de får noget ekstra. At det er en filmfestival, hvor det i høj grad handler om at gå i biografen, men det er ikke bare for at se en film, det er filmoplevelser. Det, synes jeg, er meget vigtigt, og det ved jeg jo også, at biograferne selv er opmærksomme på – hvordan gør vi biografoplevelsen til noget andet end bare at se film derhjemme?” spørger Nikolai Schulz og fortsætter:

”Det er en ekstraordinær mulighed for at få et indblik i, hvordan filmen blev til, eller hvis der er et interessant tema, som filmen behandler, at sørge for, at de også tager det med sig hjem, at det er noget, man snakker om efterfølgende. Det kan være en måde med et oplæg eller en debat ligesom at få åbnet filmen op og få gang i en diskussion. For jeg synes, det er vigtigt, at film ikke bare bliver to timers afslapning i eskapisme i ens liv – det kan det også godt være, og det, synes jeg, er også rigtig fint, men jeg synes også, det er vigtigt, at man har alternativet,” fastslår han.

Programmet spænder vidt, og visse af filmene er ret brutale – “Lad den rette komme ind”, for eksempel. Hvorfor er den med?

”Det der med at sætte børne- og ungdomsfilm i kasser, det er en problematisk ting. Det ved man også fra distributionen, så snart man kalder en film for en ungdomsfilm, så løber det unge publikum skrigende bort, de vil i hvert fald ikke sættes i den kasse. Vi prøver så vidt muligt at sprede det ud, så der er noget til alle aldersgrupper og alle alderstrin og noget forskelligt til hver. Vi kan gøre det på vores festivaler – og det har vi også fået lov til af Medierådet – at vi kan gå ind og lave nogle lidt mere præcise skel. Sådan en som ‘Lad den rette komme ind’, der jo er en historie, der er centreret omkring et barn, omkring børn, er voldsom og brutal, og det skal man selvfølgelig også tage højde for i aldersanbefalingen. Især når det kommer til vold og seksualitet – sex, for eksempel, man skal sikre sig, man ikke har et for ungt publikum inde til det, at det er noget, de kan abstrahere fra og bearbejde,” forklarer programchefen med en kommentar fra en af vores egne store børnefilminstruktører:

”Bille August har også selv snakket om det der med, at man skal passe på med at lave film for børn, at det pludselig bliver så fokuseret på, at man udelukkende går efter, hvem der er målgruppen. Da han lavede ‘Busters verden’, for eksempel, så så han det mere, som at det var en film for alle, at både børn, unge og voksne godt kan se dem, og det prøver vi også så vidt muligt. Kan man finde en film, som kan gå til de helt små, de yngre og de voksne – Miyazaki er også et godt eksempel på en person, der ikke som sådan laver børnefilm – er det jo fantastisk. Det er selvfølgelig også udfordringen ved mit arbejde i forhold til det der med at gå ind og vurdere, hvor jeg vil lægge aldersanbefalingen. Vi skal jo ikke have børn, der går derfra med traumer, og det er heldigvis aldrig sket,” griner Nikolai Schulz.

Hvilke film kvalificerer sig til programmet?

”I forhold til ungdomsfilm er det en svær vurdering, for der er mange, der laver film om teenagere, som de ikke nødvendigvis er rettet imod, men der kan man igen sige, ‘er det en film for unge? Og gør det noget, hvis ikke den var tænkt som en film til unge?’ ‘Before Snowfall’ – en norsk-irakisk film – viser vi i år, og den handler om en ung teenager, der følger efter sin søster, der er blevet tvangsgiftet bort og har valgt at flygte, og så har han fulgt efter hende og vil slå hende ihjel, fordi hun ligesom har krænket familiens ære. Som instruktøren selv sagde, var den ikke tænkt til et ungdomspublikum, men han var rigtig glad for at se, at der var skoleklasser inde og se den, og vi kunne se, at de tog rigtig meget med sig hjem, den har nogle rigtig interessante tematikker, man kan snakke om,” siger Nikolai Schulz.

Der er mange alvorlige emner i årets program – æresdrab, eksempelvis – synes du, børnefilm generelt mangler alvor?

”Det er igen det der med at prøve at finde en balance med både at have noget fis og ballade og noget, der kan være drama og meget alvorligt, og der synes jeg bare, det er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på det ene, men at man ligesom kan have begge dele. Ikke nødvendigvis i den samme film, men at der ligesom er noget for enhver smag. Der kan man sige, i forhold til hvad man ellers ser i biograferne, så snart det er rettet mod børn, så er det jo oftere i den lettere ende, og det er helt klart også en økonomisk satsning i forhold til at helgardere sig. Men det er jo hele den der debat om, hvor meget man tør satse på sin film i forhold til et ungt publikum. De børnefilm, der tjener pengene ind, er jo i høj grad de store, hvad end det er amerikanske blockbusters, eller det er vores egne romertalsfilm, hvis vi skal kalde dem det,” forklarer han.

Men filmene på Buster er netop ikke romertalsfilm?

”Det handler i høj grad om at prøve at finde et alternativ til, hvad folk ellers normalt ser. Vi har da også nogle, der klart er i den lettere ende, sådan en som den norske ‘Doktor Proktors pruttepulver’, altså, dét er ikke socialrealisme, vi er inde på, men det er til gengæld en vanvittig sjov film. Det synes jeg er rigtig vigtigt, at man også har det med, men når jeg vælger ud, har jeg selvfølgelig også et kvalitetskrav: ‘Er det en god film, kan jeg stå inde for den her film?'” fortæller Nikolai Schulz.

I forhold til den verserende debat om danske børnefilm, hvad kan Buster så gøre for at højne kvaliteten?

”Jeg tror, det er vigtigt i den debat at prøve at nuancere det. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at der er plads til begge dele, for der er jo et kæmpe publikum til de her romertalsfilm, så derfor synes jeg ikke, at man bare skal affeje det med at sige, at det vil folk ikke have. Romertalsfilmene er også forskellige, der er nogle, der er gode, der er nogle, der ikke er gode. Derfor kan jeg godt lide, at vi som festival den ene gang om året kan sige, at her er et alternativ ikke bare til romertalsfilmene, men hvad der ellers er i de danske biografer. Det synes jeg da i høj grad, at Buster er et vigtigt kulturelt alternativ til – hvad børn ellers kan se i biografen.

At der bliver lavet for få gode danske børnefilm, synes jeg er en rigtig interessant debat at tage, men man skal også bare huske på, at det ikke kun er en dansk situation. Mit indtryk er, når man kigger rundtomkring i Europa og resten af verden, at det er de samme problemer, de går rundt og bøvler med i forhold til at skulle lave film for børn. Jeg tror, der er rigtig mange steder, hvor det bare ikke rigtig har den store prestige, også fordi man er rigtig bange for at brænde nallerne og tabe en masse penge på det, og det forstår jeg også rigtig, rigtig godt, og det gælder ikke kun for børnefilm, det kan man jo også bare se i Hollywood – i takt med at budgetterne er blevet endnu større, er man blevet mere bange for at tabe en masse penge, og det betyder, at man prøver så vidt muligt at gå efter det sikre,” afrunder Buster-filmfestivalens programchef.

Årets Buster 2014 viser film for børn og unge frem til d. 28. september.