Vampyr med svenske fortænder

Svensk film har trods stolte traditioner og et par velrenommerede herrer til bords igennem tiden ofte haft svært ved at finde frem til snapsen blandt sildebordets fortræffeligheder. Ikke mindst derfor vækker den let surrealistiske og velskårne vampyrsaga i moderniseret form “Lad den rette komme ind” i den grad positiv opmærksomhed. Billedsproget er stiliseret og betagende og stemningen tilbagelænet og attraktiv.

Vi befinder os i et svensk lillebysamfund anno 1982, alt imens røderusserne fortsat håndhæver jerntæppet, og Bresjnev efterhånden synger på sidste vers. I det fiktive rum huserer tilmed en massemorder, der skaber frygt blandt de voksne og fascination blandt de yngre generationer. Til den sidste gruppe hører tolvårige Oskar, der er frændeløs og gennemgående agerer prügelknabe for klassens knægte og i sin fritid funderer over livets alvorligere sider. Mobning er et gennemgående tema i “Lad den rette komme ind”, men dog bringer den del ikke noget nyt med sig. Det gør derimod filmens eksistentielle lag, hvor vampyrgenren finder nyt fodfæste i sin mest moderne form.

Som skilsmissebarn og søn af en far, der åbenbart er til både det ene og det andet køn, har Oskar det svært. Den del laves der imidlertid om på, da den jævnaldrende Eli flytter ind ved siden af, og på underfundig vis finder de to fælles fodslag som to outsidere i en normbaseret verden. Han, fordi han er mobbeoffer. Hun, fordi hun ikke er, som mennesker er flest. Som vampyr kan hendes særegenheder og morbide lyst til blod sandsynligvis have noget at gøre med de mange mord, der samtidig begås i området, og som naturligt nok er det helt store samtaleemne for store og for små. Det ligger sig dog ikke imellem de to søgende individer, som begge savner nærværet og det sociale aspekt. Det finder de i hinandens selskab.

De følgende begivenheder, der udspilles i løbet af en kold vintermåned, omsluttes af kulde, sne og mørke og dækker over en beretning, som rammer det svenske broderfolk lige lukt i folkesjælen, i hvert fald hvis man skal tage romanforfatteren John Ajvide Lindqvists skrevne ord for pålydende. Særligt fungerer filmens historiske bagtæppe godt, og samspillet mellem værtshusmiljøet, rejsen fra barn til voksen og tidens toner tilbyder nostalgi for skillingen. Både den politiske og den musikalske scene ridses nemlig op, men det er selvfølgelig den platoniske kærlighedshistorie mellem to unge mennesker, en vampyrudgave af Romeo og Julie, der er i forsædet. Filmen udvikler sig i et nogle gange for stille leje, men kedeligt bliver det bestemt aldrig. Vampyrtemaet er velfungerende symbolik for den djævelskab, der er i os alle, men også for den seksualitet, Oskar først lige netop er ved at opdage.

Særligt de to hovedaktører er her stillet kompromisløse krav, men indfrir dem under alle omstændigheder. Indlevelsen og den introverte facon er for begges vedkommende blændende. Tomas Alfredsson stod som instruktør også bag den velklingende titel “Fire nuancer af brunt”, og noget tyder på, at han er et navn, der bør holdes øje med også i fremtiden. Igennem Oskars skolekammerater udstilles menneskets allerondeste sider, men de voksne pendanter er nu ikke meget bedre, hvad det angår. Fjendskaber og venskaber er bærende byggepæle, mens “Lad den rette komme ind” udvikler sig og placerer sig midt imellem dramaets vanligheder og vampyrfilmens genrekonventioner. Nærværende film er et identitetssøgende portræt af det at være til, at eksistere, hvad det så ellers afstedkommer.

Filmen rammer tidsånden efter de aktionslystne tressere med en periode i startfirserne, hvor en mere tilbagelænet holdning havde fået overtaget. Den eneste umiddelbare slagside er et manuskript, der trods fine nuancer og den overordnede gode ide har tendens til at blive en smule firkantet i sin udmelding. Og helt uforudsigeligt er det heller ikke i det lange løb. For Oskars rolle i livet kender vi sådan set godt på forhånd. Godt er det derfor, at “Lad den rette komme ind” bør nydes for sin helhed og sin velkomponerede brug af de forskellige genrer frem for sin dybere pointe. Og på det afsæt er filmen en svensk genreblanding med stort format.

Video

“Lad den rette komme ind” eksekveres med et skarpt visuelt look, der ikke præges af hverken edge-enhancement, udtværinger eller digitale forstyrrelser. En smule gryn skæmmer enkelte steder, men ikke i nævneværdig grad, og både farvetemperatur og kontrast er stabile.

Audio

Også det svensksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor fungerer efter kunstens regler. Dialogen er tydelig og blottet for overstyringer, underlægningsmusikken passende og stemningsfuld. Atmosfæren er tilmed detaljeret, mens distinkte effektlyde og enkelte lydpanoreringer giver lydsiden et ekstra touch.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet rummer fire teasere for “Lad den rette komme ind”, et fotogalleri og et sprudlende kommentarspor med filmens instruktør og manuskriptforfatter. Imponerende er det magre udvalg imidlertid ikke.

Mesterlig svensk blodsuger

Vampyrer vækker ofte meget velkendte og ikke altid lige heldige associationer. Tankerne flyver hurtigt mod skumle mænd med sære accenter iklædt smoking og kappe eller de senere års popvampyrer iført lædertøj og maskinpistoler, hvor genren anvendes som et kulørt tegneseriehæfte, og vampyrer mest af alt er alternative superhelte og skurke.

“Lad den rette komme ind” tager dem helt anderledes alvorligt og placerer dem i en hverdag, der er alt andet end glamourøs, og hvor ingen af dem ville være så tåbelige at trække i læderbukser eller iføre sig kappe. Filmen udspiller sig hovedsageligt i et trist anonymt udseende svensk boligkompleks, let dækket af et tyndt snelag, der giver den en bizar, enkel og nærmest poetisk fremtoning.

Her møder vi den 12-årige Oskar, der bliver udsat for grov og tiltagende brutal mobning, og som reaktion er ved at udvikle foruroligende fantasier om knive og hævn. På en natlig tur møder han pigen Eli, som er på hans alder og besynderligt upåvirket af den bidende nattekulde. De er begge ensomme og finder efterhånden en vis tryghed i hinandens selskab. Den tryghed får de brug for, eftersom de begge på hver sin måde er blevet ladt alene af den voksne verden.

Hvad, der følger, kunne beskrives som en vampyr-fortælling, hvis ikke det var fordi, at betegnelsen vækker alle de forkerte forventninger. Det er en usædvanlig kærlighedshistorie, en thriller, en neddæmpet gyser, og udført med en sørgmodig til tider næsten eventyrlig tone som et af Brødrene Grimms fæleste eventyr. Filmen er instrueret af Tomas Alfredson, som tidligere bl.a. har stået bag den glimrende ensemblefilm “Fire nuancer af brunt”. Ligesom i den giver “Lad den rette komme ind” ligeledes en udsædvanlig vinkel på en velkendt formular. Det er ingen overdrivelse at sige, at du aldrig har set en vampyrfilm som denne, for en sådan er aldrig før blevet lavet.

Visuelt er filmen formidabelt flot. Farverne er blevet drænet ud af billedet i en grad, at selv blodet ser mere sort ud end rødt. Kameraet bevæger sig med spøgelsesagtig ro gennem landskabet, når det da ikke fryser og blot passivt observerer de blodige begivenheder med en klinisk distance. Filmen trækker ubesværet den ene genialt udførte sekvens efter den anden op af hatten, og vi overværer katte, der hvæser i vanvittigt raseri, lig der hænges op og drænes som svin og Eli, der springer ned på sit offer som en panter i junglen. Filmen støttes også af to fremragende præstationer af de to børneskuespillere, som på trods af deres unge alder er komplet overbevisende i deres respektive roller. Deres forhold er, hvad der bærer filmen, og selvom historien er brutal, formår den også at være en umådelig rørende beretning om to unge, der støtter sig til hinanden i en utilgivende verden. Hvis man ser bort fra de overnaturlige elementer, er det da også den historie, der bliver tilbage.