”Man bliver nødt til at lægge sin frygt fra sig,” siger Joshua Oppenheimer og fortsætter: ”for den kan lugtes”.

Instruktøren er dykket dybt ned i materien på sine to konfronterende film om det indonesiske folkemord i midten af 60’erne, der krævede over en million kommunistmistænkte livet. Filmz var til stede til en ekstraordinær masterclass på årets DOX-festival med manden bag de kritikerroste dokumentarfilm “The Act of Killing” og “The Look of Silence”.

Under indspilningen af “The Act of Killing” følte Joshua Oppenheimer sig ikke fysisk i fare. Nærmere mentalt. I filmen lader han tidligere bødler dramatisere deres ugerninger for rullende kameraer. Noget, de velvilligt gør og sågar praler med. I anden omgang var det anderledes, fortæller den 40-årige amerikanske dokumentarist. Her tales ofrenes sag. Han var derfor i mere fredeligt selskab med hovedpersonen i “The Look of Silence” – den sandhedssøgende Adi.

Adis konfrontationer med systemet, deriblandt brorens morder, vidste filmholdet imidlertid ikke, hvad kunne medføre af konsekvenser. Der var derfor arrangeret både flugtbiler og flybilletter for Oppenheimers mandskab, Adi og hans familie i tilfælde af, at modstandere af filmen skulle gribe ind.

Formålet med filmene har hele tiden været at spejle den ubegribelige sandhed for gerningsmændene. En unik mulighed, eftersom mange af dem lever endnu – tilmed under samme styre, der dengang gav grønt lys til folkedrabet og i dag holder hånden over morderne.

”Hvis det indonesiske samfund skal læge såret fra fortiden, må frygten for hinanden ophæves,” siger instruktøren.

Det kræver først og fremmest, at myndighederne bliver konfronteret med uhyrlighederne og deres mytologisering af dem, uddyber han.

Masterclassens moderator siger til Joshua Oppenheimer, at han virker som en vældig rar person. Og sådan virker han da også på publikum, fornemmer man, med sin ydmyge tilstedeværelse og gennemtænkte refleksioner.

Netop det må være, hvad der skal til for at komme så tæt på både massedrabsmænd og pårørende, som det er tilfældet med de her to film.

Instruktøren selv er bosiddende i København, hvor hans faste danske filmstab befinder sig. Samtidig har han i forbindelse med “The Act of Killing” og “The Look of Silence” allieret sig med et indonesisk filmhold. Sidstnævnte er anonymt.

”Det var nødvendigt af sikkerhedsmæssige årsager, selv om efterretningstjenesten formentlig godt ved, hvem de er,” fortæller Joshua Oppenheimer og tilføjer:

”Adi og hans familie er dog flyttet til den anden ende af landet efter optagelserne til ‘The Look of Silence’.”

Joshua Oppenheimer er uddannet i filmproduktion fra Harvard University i USA med en ph.d. fra Central Saint Martins i London. Den akademiske tilgang til (dokumentar)filmmediet skinner især igennem, da instruktøren tager hul på sine metodiske overvejelser.

”Der findes ikke noget, der hedder fluen på væggen-dokumentar,” siger han og fortsætter: ”alle folk orienterer sig imod kameraet. Dokumentarens magiske øjeblikke opstår ikke, når folk glemmer kameraet, men derimod, når de er bevidste om det.”

Diskussionen udløses af et spørgsmål til Oppenheimers iscenesættelse af begivenhederne og flittige brug af filmiske virkemidler.

”Fiktionen er et sprog, der er nødvendigt at tale for at nå ind til sandheden,” forklarer instruktøren med udgangspunkt i “The Act of Killing”.

I virkeligheden forholder de indonesiske bødler sig til en løgn om deres handlinger. Men når kameraet tændes, og de igennem deres yndlingsfilmgenrer får lov at spille mordene ud, sker der noget med dem. Et gennembrud, et maskefald.

”De indser, hvad de har gjort, gennem fiktionen,” siger han.

Virkemidlerne har i mellemtiden også en anden funktion. I “The Act of Killing” skal musikken og de hysteriske farver få mordernes historier til at ligne surrealistiske drømme – mareridt over deres gerninger.

”De skal forestille feberdrømme,” konkluderer Joshua Oppenheimer.