The Look of Silence
Udgivet 11. nov 2014 | Af: christian_jacobsen | Set i biografen
Joshua Oppenheimer modtog stor international anerkendelse i 2012 for sit stærke og skelsættende portræt, “The Act of Killing”, der stillede skarpt på nogle af de bødler, som havde været med til at slå utallige uskyldige mennesker ihjel i Indonesien tilbage i 1960’erne. Ved at lade bødlerne genskabe scener fra deres grusomme handlinger fik vi indsigt i begivenhederne i en grad, der gjorde så ondt, at man glemte at gispe og i stedet sad lammet med øjnene naglet til lærredet. Men historien har som bekendt to sider. Nu vender Oppenheimer tilbage. Denne gang med fokus på de efterladte. Og endnu en gang måtte jeg forlade salen med en knugende fornemmelse og et stille blik.
Der er stadig en reel fare forbundet med at møde de tidligere bødler, der ofte lever som højtstående medlemmer af lokalsamfundet. Derfor gyser det lidt, da Adi konfronterer en tidligere leder af dødspatruljen, og afslører at han er bror til en af ofrene. Kort forinden har den konfronterede stolt og villigt fortalt omkring henrettelsesmetoder og sin egen involvering i mordene. Men nu trækker den ellers bramfri mand pludselig lidt i land og nedvurderer sin rolle og ansvar. Da Adi bliver ved med at insistere på at få svar, begynder truslerne. Med et særligt ansigtsudtryk, der udviser både håbløshed, foragt og stilhed, holder Adi inde med spørgsmålene og indser, at det måske er bedst at tie for nu.
Det er både hjerteskærende og til tider forfærdende at se de mennesker i øjnene, der har gjort så meget ondt. Hjerteskærende, fordi det tydeligt åbner nogle lukkede rum op i de her mennesker, der i visse tilfælde i afmagt henvender sig direkte til Oppenheimer for hjælp – for at få de ubehagelige spørgsmål til at stoppe – og forfærdende, fordi vi endnu en gang bliver mindet om, at det er mennesker, og ikke monstre, der står bag al den ondskab.
“The Act of Killing” brugte fiktionen til at få gerningsmændene til at åbne op og tale om nogle forfærdelige begivenheder. I denne omgang bliver der ikke taget nogle omveje for at komme til sagens kerne, men i stedet sættes offer og gerningsmænd direkte overfor hinanden. Det kommer der en mindst lige så rå og følelsesmæssig overvældende film ud af, der insisterer på at bryde tavsheden. Men så grufulde svar og sandheder kan ofte være svære at forstå og bearbejde, hvorfor man i stedet sidder med øjnene stift rettet fremad i stilhed.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet