Når man snakker om gysergenrens guldalder, taler man som regel enten om klassiske monster-film fra 1930’erne, eller 1970’ernes blodige slasherfilm. Og selvom banebrydere som “Maskernes Nat” og “Nosferatu” utvivlsomt har sat deres eget unikke præg på filmhistorien i hver deres tidsalder, så lader det til, at ideen om gyserfilm som filmkunst langsomt er forsvundet i takt med den stigende produktion af torturporno, hvor grafisk ubekvemmelighed og kynisk følelsesløshed oftest prioriteres højere end substans og håndværk. Men der findes en håndfuld tankevækkende, provokerende og hjernevridende gyser-perler fra den nærmeste nutid, som sagtens vil kunne få en plads blandt de helt store forfædre. Her er fem bud på de bedste af slagsen.

5. “Sinister”

Ethan Hawke leverer en hårrejsende præstation som krimiforfatteren Ellison Oswalt, der sammen med sin familie flytter ind i et ikke så normalt og fredeligt forstadshus. Fem familier har nemlig tidligere beboet ejendommen, men alle er blevet myrdet på uforklarlig vis, og det mysterium har Oswalt sat sig for at løse. Han finder hurtigt en kasse med gamle 8mm-film på det støvede loft, der viser de brutale mord, og spenderer derefter mange søvnløse nætter med at endevende den ene optagelse efter den anden. Men han er ikke alene! “Sinister” ligner på overfladen enhver anden film om hjemsøgte familier, men den har en ægte nervepirrende atmosfære og et usædvanligt godt cast samt et gåsehudsfremkaldende soundtrack, der sammen med filmens moderne præmisser skaber en helstøbt og ikonisk gyserlegende.

4. “Them”

Som repræsentant for home invasion-genren har vi denne franske adrenalinpumpe med et plot, der kører lige ud ad landevejen. Et lykkeligt par flytter ind i et stort hus med lange gange og usædvanligt knirkende døre, der bliver yderst brugbare, når en gruppe hætteklædte mænd bryder ind for at lemlæste og lege katten efter musen. Når filmen fandt vej til denne liste, skyldes det primært, at den lige fra sin neglebidende åbningssekvens oser af stilistisk selvsikkerhed og troen på, at subtile virkemidler kan plante mere frygt og fobi end spandevis af blod og indvolde. Modsat filmens amerikanske remake, “The Strangers”, der desperat forsøger at relancere maskemorder-konceptet med alle genkendelige metoder, formår “Them” at holde sig fortrinligt på grænsen mellem gribende realisme og kunstnerisk fortolkning.

3. “Sleep Tight”

Cesar er en mand, som ikke tror på, at mennesket er skabt til at være lykkeligt. Derfor har han besluttet sig for at gøre det til sit livs mission at gøre andres liv til et helvede. Men da hans seneste offer viser sig ekstremt tolerant, tager han mere uhyggelige metoder i brug. Ideen i sig selv er frygtindgydende, hvis man bare har den mindste fantasi til at forestille sig, hvad ens nabo eller medarbejder går og gemmer bag den polerede facade. “Sleep Tight” er den slags film, der bliver mere og mere modbydelig som historien skrider frem, for den har ingen klar skildring mellem godt og ondt. Faktisk sympatiserer man langt hen ad vejen med filmens skurk. I bund of grund er filmens primære mål ikke at skræmme os, men derimod at gøre os dybt paranoide og opmærksomme på alt og alle omkring os, hvilket gør den så meget mere skræmmende.

2. “Julia’s Eyes”

Endnu en suverænt eksekveret og mesterligt skrevet spansk spændingsbombe finder vi i Guillem Morales’ genistreg, der tilmed er produceret af den legendariske Guillermo Del Toro. Filmen følger Julia, hvis identiske tvillingesøster lider af gradvist synstab. Da søsteren findes død i sit hjem, hængt fra loftet med et reb, antager politiet, at der er tale om selvmord. Men Julia mistænker det modsatte, og da hun selv begynder at miste synet, bliver hun mere og mere sikker på, at hendes søsters morder også er efter hende. Plottet skriger Hitchcock, og det skinner dog også klart igennem i filmens sindsoprivende tredje akt, der er noget af det mest geniale inden for genren i de seneste 10 år.

1. “The Others”

Spanien er gysergenrens nye pioner. På toppen af listen finder vi nemlig Alejandro Amenábars “The Others”. Her er tale om et nærmest fejlfrit psykologisk puslespil, der konstant udfordrer sit publikums opfattelse af grænsen mellem det virkeligt levede og det hinsides. Den er et lysende eksempel på, at gys og gru kan (og bør) gå hånd i hånd med plot og moral. Ved slutningen sidder man tilbage med en klump i halsen og sved på panden, forundret over, at et så banalt koncept kan virke så uhyggeligt relevant og meningsfuldt, når det bare sættes ind i den rette historiske kontekst.