Af: mathiasfolsted | Udgivet: 2014-06-10

Når man snakker om gysergenrens guldalder, taler man som regel enten om klassiske monster-film fra 1930’erne, eller 1970’ernes blodige slasherfilm. Og selvom banebrydere som “Maskernes Nat” og “Nosferatu” utvivlsomt har sat deres eget unikke præg på filmhistorien i hver deres tidsalder, så lader det til, at ideen om gyserfilm som filmkunst langsomt er forsvundet i takt med den stigende produktion af torturporno, hvor grafisk ubekvemmelighed og kynisk følelsesløshed oftest prioriteres højere end substans og håndværk. Men der findes en håndfuld tankevækkende, provokerende og hjernevridende gyser-perler fra den nærmeste nutid, som sagtens vil kunne få en plads blandt de helt store forfædre. Her er fem bud på de bedste af slagsen.


5. “Sinister

Ethan Hawke leverer en hårrejsende præstation som krimiforfatteren Ellison Oswalt, der sammen med sin familie flytter ind i et ikke så normalt og fredeligt forstadshus. Fem familier har nemlig tidligere beboet ejendommen, men alle er blevet myrdet på uforklarlig vis, og det mysterium har Oswalt sat sig for at løse. Han finder hurtigt en kasse med gamle 8mm-film på det støvede loft, der viser de brutale mord, og spenderer derefter mange søvnløse nætter med at endevende den ene optagelse efter den anden. Men han er ikke alene! “Sinister” ligner på overfladen enhver anden film om hjemsøgte familier, men den har en ægte nervepirrende atmosfære og et usædvanligt godt cast samt et gåsehudsfremkaldende soundtrack, der sammen med filmens moderne præmisser skaber en helstøbt og ikonisk gyserlegende.



4. “Them

Som repræsentant for home invasion-genren har vi denne franske adrenalinpumpe med et plot, der kører lige ud ad landevejen. Et lykkeligt par flytter ind i et stort hus med lange gange og usædvanligt knirkende døre, der bliver yderst brugbare, når en gruppe hætteklædte mænd bryder ind for at lemlæste og lege katten efter musen. Når filmen fandt vej til denne liste, skyldes det primært, at den lige fra sin neglebidende åbningssekvens oser af stilistisk selvsikkerhed og troen på, at subtile virkemidler kan plante mere frygt og fobi end spandevis af blod og indvolde. Modsat filmens amerikanske remake, “The Strangers”, der desperat forsøger at relancere maskemorder-konceptet med alle genkendelige metoder, formår “Them” at holde sig fortrinligt på grænsen mellem gribende realisme og kunstnerisk fortolkning.



3. “Sleep Tight”

Cesar er en mand, som ikke tror på, at mennesket er skabt til at være lykkeligt. Derfor har han besluttet sig for at gøre det til sit livs mission at gøre andres liv til et helvede. Men da hans seneste offer viser sig ekstremt tolerant, tager han mere uhyggelige metoder i brug. Ideen i sig selv er frygtindgydende, hvis man bare har den mindste fantasi til at forestille sig, hvad ens nabo eller medarbejder går og gemmer bag den polerede facade. “Sleep Tight” er den slags film, der bliver mere og mere modbydelig som historien skrider frem, for den har ingen klar skildring mellem godt og ondt. Faktisk sympatiserer man langt hen ad vejen med filmens skurk. I bund of grund er filmens primære mål ikke at skræmme os, men derimod at gøre os dybt paranoide og opmærksomme på alt og alle omkring os, hvilket gør den så meget mere skræmmende.



2. “Julia’s Eyes

Endnu en suverænt eksekveret og mesterligt skrevet spansk spændingsbombe finder vi i Guillem Morales’ genistreg, der tilmed er produceret af den legendariske Guillermo Del Toro. Filmen følger Julia, hvis identiske tvillingesøster lider af gradvist synstab. Da søsteren findes død i sit hjem, hængt fra loftet med et reb, antager politiet, at der er tale om selvmord. Men Julia mistænker det modsatte, og da hun selv begynder at miste synet, bliver hun mere og mere sikker på, at hendes søsters morder også er efter hende. Plottet skriger Hitchcock, og det skinner dog også klart igennem i filmens sindsoprivende tredje akt, der er noget af det mest geniale inden for genren i de seneste 10 år.



1. “The Others

Spanien er gysergenrens nye pioner. På toppen af listen finder vi nemlig Alejandro Amenábars “The Others”. Her er tale om et nærmest fejlfrit psykologisk puslespil, der konstant udfordrer sit publikums opfattelse af grænsen mellem det virkeligt levede og det hinsides. Den er et lysende eksempel på, at gys og gru kan (og bør) gå hånd i hånd med plot og moral. Ved slutningen sidder man tilbage med en klump i halsen og sved på panden, forundret over, at et så banalt koncept kan virke så uhyggeligt relevant og meningsfuldt, når det bare sættes ind i den rette historiske kontekst.


Gravatar

#1 Ispep 10 år siden

Lidt sølle top 5 synes jeg. Mit bud:

1) Lad den rette Komme ind
2) The Descent
3) Cabin in the Woods
4) Drag Me To Hell
5) Thirst
Gravatar

#2 HonoDelLoce 10 år siden

Ispep (1) skrev:
Lidt sølle top 5 synes jeg. Mit bud:

1) Lad den rette Komme ind
2) The Descent
3) Cabin in the Woods
4) Drag Me To Hell
5) Thirst


Ud af de tre film, jeg har set, finder jeg ikke "Lad den rette komme ind" som værende en decideret gyser (jo, jeg forstår godt, hvorfor den "er" en gyserfilm, men det er ikke gyset ved den, jeg husker den film for, men dramaet), The Descent husker jeg overhovedet ikke (så noget godt indtryk har den nok ikke efterladt ;) ) og Drag Me To Hell fatter jeg simpelthen ikke, hvad folk ser i :D Så det er en lidt sølle Top 5, synes jeg ;)

EDIT:

Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke selv ville kunne komme med nogen top 5 over "moderne" gysere.

Jeg medgiver dog gerne mathiasfolsted, at The Others er en rigtig god en af slagsen :)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Gravatar

#3 Waldca 10 år siden

1) A Tale of Two Sisters
2) Lad den rette Komme ind
3) Martyrs
4) Shutter
5) Inside
Gravatar

#4 Ispep 10 år siden

#2

Så har du bare en sølle smag ;)

"Lad den rette Komme Ind" vil huskes for dens blanding af gys og socialdrama. Jeg vil netop ikke kun huske den for dramaet, som uden horrorelementerne faktisk havde været lidt typisk tema over mobning. Det er selve krydderiet der gør den spændende.

Gravatar

#5 HonoDelLoce 10 år siden

Ispep (4) skrev:
#2

Så har du bare en sølle smag ;)

"Lad den rette Komme Ind" vil huskes for dens blanding af gys og socialdrama. Jeg vil netop ikke kun huske den for dramaet, som uden horrorelementerne faktisk havde været lidt typisk tema over mobning. Det er selve krydderiet der gør den spændende.


Ligesom den uden socialdramaet havde været en hvilken som helst andet twilight-kopi ;)

Jeg medgiver gerne, at vampyr-"krydderiet" gør den spændende - men jeg husker stadig ikke noget gys derfra, overhovedet :)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Gravatar

#6 Lehrmann 10 år siden

Los ojos de Julia regnes reelt set for en mellemvare i moderne spansk, hvor Børnehjemmet var med til at gøre Belén Rueda til scream-milf. Så hellere los cronocrimenes eller Rec
Gravatar

#7 Lord Beef Jerky 10 år siden

Havde lige lavet en liste med 30 horrorfilm, der kunne have været på den liste, men den forsvandt filmz-style. Æv.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#8 Rust Cohle 10 år siden

A Tale of Two Sisters
Conjuring
Descent
Drag me To Hell
Devils Backbone
I think it's safe to say, that nobody here is gonna be splitting the atom, Marty!
Gravatar

#9 T. Nielsen 10 år siden

#8 Bedste liste indtil nu!
Baby, it's cold outside
Gravatar

#10 X&O 10 år siden

Noget med The Conjouring i hvert fald.

Skriv ny kommentar: