Ondskabens parcelhus

En midaldrende forfatter og hans familie flytter ind i et stort, forladt domicil, hvor en blodig tragedie fandt sted mange år tidligere, og alt imens forfatteren efterforsker de mystiske dødsfald, mister han langsomt besindelsen. Lyder det bekendt? Stanley Kubricks “Ondskabens hotel” er i øvrigt langtfra den eneste film, som Scott Derricksons “Sinister” har ladet sig inspirere af. Spøgelser, forbandelser, frygtindgydende dæmoner, sekter og symboler… Derricksons gyser rummer mange af genrens velkendte varemærker. Men ligesom Tivolis bedste rutsjebaner, formår “Sinister” stadig at fremtvinge store sug i maven, selvom man efterhånden kender alle svingene.

Ethan Hawke spiller krimiforfatteren Ellison Oswalt. Ti år før filmen begynder, skrev Ellison sit prisbelønnede hovedværk, Kentucky Blood, men siden da har han desværre fået en gevaldig skriveblokade, der også har ramt bankkontoen hårdt. Ellison, hans hustru og deres to børn flytter derfor ud af deres gamle palæ og ind i et lille landsbyhus. Ellison undlader dog at fortælle sin familie, at fire af husets tidligere beboere (et forældrepar og deres to ældste børn) blev fundet hængt i baghaven få år tidligere, mens forældrenes sidste barn, en lille pige, forsvandt sporløst. Ellison håber, at stedets frygtelige forhistorie vil give ham fornyet skrivelyst, og at han måske endda kan opklare mysteriet om den forsvundne datter og dermed atter blive litteraturverdenens kæledægge.

Der går selvfølgelig ikke længe, før man fornemmer, at der er noget frygteligt galt med huset. Det larmer på loftet, hvor dødsensfarlige skorpioner og slanger rumsterer, og hvor der en dag pludseligt dukker en boks op fyldt med gamle filmruller. Der står “hjemmevideoer” på kassen, men der er ikke tale om hyggelige optagelser fra konfirmationer og fødselsdage, men derimod klamme klip af alskens børn og voksne fra forskellige byer, der tortureres og dræbes. Ellison er tilsyneladende på sporet af en seriemorder, men er der vitterligt noget at komme efter, eller er det bare Ellisons løsslupne fantasi og paranoia, der spiller ham et puds? Og hvem i alverden er den afskyelige mand med det hekseagtige ansigt og de kulsorte øjne, som dukker op i alle klippene?

Som man kan høre, har “The Ring” også været en af Derricksons mange inspirationskilder (Gore Verbinskis amerikanske “The Ring”-remake er tilmed en af Derricksons yndlingsfilm), idet vi også her har at gøre med forfærdende filmoptagelser, som hjemsøger dem, der ser dem. Derrickson brugte selv lang tid på at finde den syrede, psykedeliske underlægningsmusik, der akkompagnerer klippene, og som øjeblikkeligt får nakkehårene til at råbe vagt i gevær. Indimellem måtte filmmagerne gerne have leget lidt mere med brugen af total tavshed, men de slidte hjemmevideoer er knaldgodt skruet sammen, og de er langtfra det eneste element i filmen, der fylder årerne med adrenalin.

Billige chokeffekter er sjældne (og de, der er her, fungerer trods alt godt og fremtvinger voldsomme spjæt), og gennem en kombination af dunkle billeder, gruopvækkende lyde og ubehageligt underfundig musik får Derrickson og Co. gang på gang iscenesat en skrækindjagende stemning, der tvinger fantasien på overarbejde, uanset hvor meget man så prøver på at slappe af. Nej, synderligt original er “Sinister” ikke, men den er altså hamrende effektiv, og frem til filmens noget søgte og utilfredsstillende slutning har Derrickson så godt tag i vores nervesystem, at man aldrig for alvor spekulerer over lighederne mellem “Sinister” og dens artsfæller, før filmen er overstået.