[h2]Interview med instruktør Martin Barnewitz[/h2]
Instruktøren Martin Barnewitz har aldrig boet på kollegium. Men han har til gengæld instrueret en dansk gyser, der formentlig vil få de fleste af landets kollegiebeboere til at kigge sig en ekstra gang over skulderen, eftersom filmen netop omhandler en sådan gruppe mennesker, der plages af en død kvindes skumle og hævngerrige genfærd. Det lyder bekendt, men Barnewitz lægger heller ikke skjul på, at han har ladet sig inspirere af flere af gysergenrens populære trends. Han har godt styr på genren, og “Kollegiet” beviser den 33-årige instruktørs evne til at lege med genrekonventioner og samtidig levere noget nyt og friskt.

Barnewitz er uddannet på den alternative filmuddannelse Super 16, og han har tidligere instrueret en række kortfilm. I modsætning til mange af sine kollegaer voksede instruktøren ikke op i et hjem, der i særlig høj grad dyrkede filmmediet. Lysten til selv at lave film dukkede også først for alvor op forholdsvis sent, efter at Barnewitz allerede havde studeret religion på universitetet i et par år. En ydmyg Barnewitz beskriver selv sit møde med mediet som en “ikke særlig fed historie”. “Kollegiet” er hans allerførste spillefilm, og det i en genre, som er Barnewitz’ foretrukne.

“Jeg elsker historier, hvor folks virkelighed skrider. Det er dér, gyseren og thrilleren er fantastisk, fordi den ofte omhandler det.”

Hvilke favoritter har du så?
“Uha, det er sindssygt svært at sige, fordi der er så mange. Men jeg synes om mange af de store film fra 70’erne og starten af 80’erne, som ‘The Shining’, ‘Eksorcisten’, den originale ‘Texas Chainsaw’… Jeg er rigtig glad for [David] Cronenberg, David Lynch, [Roman] Polanski og Dario Argento. Wes Craven også et eller andet sted, bare fordi han er så vild. Han har kunnet genopfinde sig selv og han bliver bare ved. Der er også Carpenter – han har lavet meget lort, men han har fandeme også lavet mange gode ting.”

Det er meget sjovt, som han synes at være faldet af på den, men i 70’erne og 80’erne hostede han bare op med den ene kultklassiker efter den anden.
“Helt sikkert. Der er nogle af hans film, der bare får én til at tænke ’What?!'. Men filmene dengang havde en anden ånd over sig. De var måske lidt mere mørke i det, mere brutale og virkelige. Så skete der så det, at der kom ‘Scream’-filmene, som jeg ikke er særlig glad for, og det hele blev lidt for fjollet. På den anden side er jeg vokset op med Freddy Krueger-filmene og videoaftenerne, og så er jeg også meget inspireret af asiatisk film, både ‘The Ring’ og ‘Ju-on’, og også de her koreanske gysere, som er mere nedtonede, men stadigvæk sindssygt uhyggelige.”

Når man ser “Kollegiet” fornemmer man i hvert fald især inspirationerne fra netop “The Ring” og “The Grudge”.
“Afgjort, helt sikkert. Men det var også det, vi valgte at sige: at vi er inspireret af asiatisk, 70’er amerikansk og så også noget nyere horror. Ved ikke helt, hvad det bliver kaldt, men tror det er ‘The Splat Pack’ – genrebetegnelsen for de film, som er lavet af Neil Marshall (instruktøren af “The Descent”, red.), Alexandre Aja, som lavede ‘Switchblade Romance’ og ‘The Hills Have Eyes’-remaket, som jeg også syntes var fantastisk. De kan noget, de vil noget visuelt. Så er der selvfølgelig også Eli Roth (instruktøren af “Hostel”-filmene, red.). Jeg synes, hans film er okay, men de tænder mig ikke lige så meget som de andres. ‘Hostel’ er også lidt fjollet, man kan ikke rigtig mærke den. Den er ikke lige så sanselig, hvor man derimod kan mærke den styrende hånd i de andre film fra instruktøren eller hvad, det nu engang er. Det kan også være lyddesignet som i ‘Switchblade Romance’ og ‘The Hills Have Eyes’. Så vi har taget noget fra moderne horror, hvor man visuelt og auditivt eksperimenterer, og så kombineret det med noget dansk. Det var ligesom vores mål – den kombination af amerikansk, asiatisk og dansk gys.”

Der var en periode i 90’erne, hvor horror var meget populært herhjemme. “Mørkeleg”, “Sidste time”… Men det er lang tid siden, at genren har været virkelig oppe og vende herhjemme. Men nu er der din film, og bl.a. Christina Rosendahl (instruktøren af “Supervoksen”, red.) har én på tegnebrættet…
“Jeg tror, der kommer mange. Der er en del yngre instruktører, som er meget glade for genren – f.eks. Christina Rosendahl og Nikolaj Arcel (instruktøren af “Kongekabale” og “De fortabte sjæles ø”, red.). De respekterer genren og ved nogenlunde, hvad den kan, og samtidig vil de gerne levere noget nyt.”

Hvad med dig? Skal du lave flere gysere?
“Som du kan se…” (Barnewitz peger på adskillige stakker af bøger i sin lejlighed) “… så ligger der autentiske krimisager overalt. Lige nu researcher jeg og skriver med flere forskellige forfattere. Noget mere i stil med min kortfilm, ‘Glimt af mørke’. Fortællingerne handler om selvtægt og alt muligt i den dur. Det er noget, som virkelig interesserer mig. Jeg har en stor kærlighed til den slags genrer. Det er ikke fordi, jeg ikke vil lave drama, men det er bare dét, jeg har lyst til – thrillere og gys. Det er ikke fordi, jeg vil lukke mig inde i en kasse for altid. Engang syntes jeg, det var lidt trist, at jeg ikke bare kunne lave en sjov komedie eller et eller andet, men det kan jeg bare ikke.”

Hvad skræmmer dig?
“I film eller i virkeligheden?”

Begge dele.
“Jeg var inde og se ‘The Descent’ alene i Filmhuset, og jeg havde ingen forventninger… Den tog virkelig røven på mig. Bagefter havde jeg det som om, jeg havde været ude for et trafikuheld. Jeg skulle hen og mødes med nogle til en fest bagefter, og det var, som om jeg var blevet påkørt af en bil. Jeg havde været med på en rejse, og det er det, jeg synes er virkelig fascinerende ved gysere. Man kan sige, at de virker biologisk på ens krop. Helt klichéagtigt gør de det muligt for én at møde døden i mørket. Det tror jeg også er sundt, fordi den her frygt, man måske kan have for alle mulige ting her i livet, kan man få afløb for. Man bliver renset. Det spøjse ved mig er, at jeg ikke er specielt modig, når jeg ser gyserfilm. Jeg sidder fandeme med jakken oppe foran øjnene!” (griner) “Men det er selvfølgelig noget andet, når man laver det, fordi så er det i små bidder.”

Er det ikke ofte svært, når man laver gysere, at vide, om det man laver, egentlig er uhyggeligt?
“Det er rigtig svært. Man står måske og tager et nærbillede af en bevægelse herfra og dertil, og der er en som skal kigge på noget, men egentlig er der ikke en skid… der står et filmhold, der er larm og ballade, og man skal ligesom forestille sig noget, som ikke er der. Det er klart nok en udfordring. Det kan også noget magisk, film, når man sætter det sammen og lyden kommer på. I gysere og thrillere kan man på en eller anden måde eksperimentere i højere grad, vil jeg påstå, visuelt og lydmæssigt. Det lægger genren op til. Der kan være drømmesekvenser, virkeligheden bliver forvrænget… man kan forføre publikum ved at skrue op for nogle ting, hvor, hvis det er et socialrealistisk cafédrama, så er det nogle andre tangenter, man spiller på.

Men for at vende tilbage til det, som skræmmer mig, så så jeg ‘The Grudge’, det amerikanske remake – men altså, når man så ser det på dvd igen, så kan man sidde der med sin remote og stoppe og spole tilbage. Så er det lidt nemmere at distancere sig til det. Men det er netop, når man sidder i mørket i biografen og ikke kan slippe ud… når man ikke kan trykke på remoten, så kan gyseren virkelig noget, når den går i blodet. I ældre amerikanske gysere var der måske fem store chok. I ‘The Grudge’ var der ligesom fem store chok inden for de første par minutter, og det blev bare ved! Jeg var inde og se den med en kammerat, og mit hjerte var helt færdigt. Men ellers er der ikke noget specielt i den virkelige verden, som skræmmer mig. Jeg tror, jeg har alle de bekymringer, som alle andre har – frygten for at miste folk, man holder kært. Højdeskræk og den slags.”

Der var ikke nogen overnaturlige hændelser under optagelserne, som der altid er på religiøse film?
“Overhovedet ikke. Ikke en skid. Jeg var også derude alene og gå rundt, og der har været et kapel dernede, hvor de døde gamle ligesom har ligget lige ved siden af køkkenet. Men jeg mærkede ingenting. Så på en eller anden måde var det ikke uhyggeligt at optage den overhovedet. Det er ligesom det, der bliver skabt i helheden, når det hele bliver sat sammen.”

Er det ikke også svært, når man sidder der og klipper filmen og laver lyd, at vide, hvornår filmen virker? Især fordi man jo ser det igen og igen og igen…
“Jo, det er rigtig vanskeligt. Nu er det jo min første spillefilm, så jeg har ikke særlig meget erfaring, men jeg kan bare mærke, at det, der kan være decideret farligt ved gysersekvenser, er, at man har lavet dem og vist dem til nogen, og de fungerer. Og det ved man, fordi det har man måske hørt dem sige, eller man har hørt dem skrige… Men når man så sidder og klipper videre, så kan man blive blind på det. Så kan man begynde at ville pille ved tingene, og det tror jeg, man skal passe rigtig meget på med, fordi man kan ende med at afmontere noget, som virkede. Man skal på en eller anden måde passe på sin første oplevelse. Det er en balancegang, og nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer. Så må man ligesom tage det for gode varer, når folk, som ser det for første gang, reagerer på det.

Man har lavet nogle undersøgelser – de følelser, som du oplever i biografen, såsom angst, frygt, glæde eller sorg, de er 1:1 med dem, du går rundt og føler ude i virkeligheden. Der er ikke nogen gradforskel, og det synes jeg er super interessant, fordi så bliver de her mørke biografer til en form for følelsesmaskiner. Du kommer ind, og så bliver du ligesom æltet, og det er jo det, vi også godt kan lide. Det er det, jeg synes er rigtig interessant ved film. Du kan opleve scenarier, som du måske ikke selv ville komme ud for i virkeligheden, eller du føler dig mere i live måske.”

Det bliver nærmest en slags terapi.
“Et eller andet sted, ja. Eller en slags levende drøm, ik’? Ved ikke om det er [klipperen] Walter Murch, der sagde, at når man sidder derinde i mørket, så er der et eller andet drømmeagtigt over det – man er vågen, men samtidig drømmer man, celluloidet der flimrer. Men man havde lavet en undersøgelse af hvilke genrer, der ligesom påvirkede folk mest. Det var melodrama, gys og porno. Det er også de genrer, som der bliver set meget ned på. Måske er det fordi, man føler sig ude af kontrol, når man ser det. Hvis du sidder inde i mørket, og det er velfungerende, så tager det fat i dig og går i blodet. Det er sgu spændende altså.”

Hvorfor valgte I at bruge et kollegium som historiens centrale kulisse?
“Da jeg gik på universitetet, kendte jeg nogle folk, som boede på kollegium. At være der og ligesom se det her sted, hvor der var fælleskøkken, fællesrum og mange mærkelige, mørke og lange gange, vilde fester, som går amok, hvad kan man sige… Hvis man ikke kender nogen og kommer fra provinsen, så er det jo et fantastisk sted at komme til at lære folk at kende frem for at sidde i en eller anden kælderlejlighed et eller andet sted. På et kollegium er der rig mulighed for at komme i snak med folk, men samtidigt er det også et lidt ubehageligt sted, fordi der kan være den her tvungne sociale interaktion – man kan ikke slippe for folk. Hvis man pludselig begår en fejl og bliver upopulær, så kan man ikke flygte nogen steder hen, og så er det heller ikke sjovt.

Jeg kunne mærke, at det ville være et ubehageligt sted at være ensom, fordi man ligesom er omgivet af små lejligheder over det hele med folk, som måske har det sjovt og har et liv, og så er det nærmest endnu værre at være ensom dér end at være det ude i din kælderlejlighed. Det var ligesom den, hvad kan man sige, den ’emotionelle kerne’, som jeg syntes var interessant. Men efter mit møde med manuskriptforfatteren, Jannik [Tai Mosholt], blev det så noget helt andet, og vi fik ret hurtigt lavet et manus færdigt.”

Hvordan er overgangen gået fra kortfilm til spillefilm?
“Hmm. Det er klart, at der er et større pres på, fordi det ligesom er noget, der skal ud og ende som et produkt i biografen, og det skal på en måde levere en vare. Så psykologisk er der lidt større pres på, for når du laver en kortfilm, er der jo ikke noget egentligt marked for det. Mange af mine erfaringer kunne jeg ikke rigtig bruge til noget, fordi de havde at gøre med længden af filmen. Man skal være mere udholdende i længere tid, fordi det er selvfølgelig længere tid, du skal holde dampen oppe også på optagelserne, og hver dag er vigtig. Hvis du ligesom ikke er på eller opmærksom en dag, så, fordi du skyder ude af kontinuitet, kan der være en eller anden skide vigtig ting som f.eks. en scene, som, hvis du ikke ligesom får den ‘boostet’ ordentligt, så kan det gå ud over helheden. Nærmest alt er jo vigtigt.”

“Kollegiet” har premiere 10. august.