Niels Arden Oplev ligner ikke en træt mand, selvom han påstår, at han er det. Men han lyder til gengæld udmattet, da Filmz møder den velrenommerede danske instruktør, der har stået bag succeser som “Drømmen” og “To verdener”. Hans stemme er lav og hæs – et faktum, der tydeligt understreger, hvor meget tid og energi han for nylig har brugt på at diskutere sin femte spillefilm med pressen: “Mænd der hader kvinder”.

Og det giver jo egentlig sig selv, for filmen er uden tvivl årets absolut største skandinaviske filmproduktion, og den er tilmed baseret på Stieg Larssons legendariske roman af samme navn, som har solgt hundredetusinder eksemplarer herhjemme og talrige millioner på verdensplan. Det er historien om den idealistiske journalist Mikael Blomkvist (se interview med skuespilleren Michael Nyqvist længere nede på siden) og hans forsøg på at løse en 40 år gammel mordgåde i fællesskab med den unge hacker Lisbeth Salander. Yderligere to bøger om makkerparret nåede Larsson at forfatte, før han døde af et hjerteanfald i 2004 i en alder af blot 50 år, og serien er kendt som “Millennium-trilogien”. Forventningerne til Oplevs filmatisering er naturligvis skyhøje, men Oplev selv er fattet, rolig og (siger han selv) mere selvsikker, end han nogensinde har været forinden udgivelsen af en af sine film.

Jeg er sikker på, at du allerede er blevet spurgt utallige gange af utallige journalister om, hvordan det er at have tusindvis af fans af bøgerne derude med enorme forventninger til din film. Men hvis man ser bort fra alt det hurlumhej om romanerne og så videre, hvad vil du så egentlig gerne have, at den “gængse” biografgænger får ud af din film – ud over en underholdende thrilleroplevelse?

“Skide godt spørgsmål. Jamen altså, hvis man nu forestiller sig, at man ikke har læst bogen og går ind og ser den her film og ikke ved særlig meget om den, så får man selvfølgelig et indblik i en forunderlig udgave af en svensk verden med et underlæggende mørke af kræfter, som er hele den her ondskab mod kvinder… Det er et portræt af et ret patriarkalsk samfund, som egentlig afviger fra det normale portræt af Sverige – det lidt mere socialdemokratiske lighedsprincip-Sverige. Noget af det, jeg så også håber, man kommer til at opleve, er det underliggende tema og det håbefulde drama om Blomkvist og Lisbeth, der får mere end én chance i kraft af hinanden. Blomkvist får sit liv tilbage og sin selvtillid til at skrive tilbage via Lisbeth. Og hun får via Blomkvist modet til at åbne lidt for sit fastlåste panser, så hun åbner op for sit selvbeskyttende lag og begynder at vise lidt mere normale menneskelige følelser, og det er jo faktisk et stort drama. Det tror jeg, at man vil få meget ud af, selvom man ikke har læst bogen. Det ved jeg.”

Stieg Larsson døde jo inden, bøgerne overhovedet nåede at udkomme. Hvis du havde haft muligheden for at tale med ham, hvad ville du så have sagt? Og hvad tror du, han ville have syntes om filmen?

“Det er jo svært at sige, hvordan hans reaktion ville have været. Men jeg tror, han ville have været glad for den. Det har jeg en klar fornemmelse af, han ville have været, fordi jeg synes, den her film i usædvanlig grad er tro mod bogen. Den fortolkning vi har lavet af hans univers, den synes jeg er meget tro mod det univers, og den udnytter den meget, meget fine inspirationskilde, som bogen er. Så jeg tror, han ville have været glad.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville have diskuteret med ham. Jeg ville nok have diskuteret karaktererne med ham, Blomkvist og Salander, og hvad han ville med forskellige ting – bare for at komme endnu længere ind i universet, fordi jo længere jeg er inde i universet som instruktør, jo bedre kan jeg støtte mine skuespillere i at komme frem til de rigtige følelser. Men nu kan man jo af gode grunde ikke spørge ham om det. Os, der har arbejdet med stoffet dels på forfattersiden og selvfølgelig mig som instruktør, har bare måttet fortolke fra den bog, vi har, og det som vi har kunnet læse på nettet. Vi ved, at det politiske har været vigtigt for ham – det med volden mod kvinder, og det har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at bibeholde i filmen, så den også viser tænder, og så den ikke “bare” – i situationstegn – er en underholdningsfilm. For hvis den bare er en underholdningsfilm og ikke har det bid, som den trods alt har, så ville jeg synes, det var kedeligt. Det ønsker jeg heller ikke at lave, jeg ønsker ikke at lave noget, som bare er underholdning.”

Du taler om det at fortolke, og det har været en kendt mærkesag for dig, at du fik den kreative frihed til at fortolke bogen, som du personligt ville og have fuld kontrol over filmens endelige udseende. Men er det ikke svært for alvor at sætte et personligt aftryk på en film, når der er så mange penge på spil, når den er baseret på så kendt en historie om så kendte figurer, og når der vel er mange hensyn, der skal tages, netop derfor?

“Jeg synes nu ikke, det har været… Altså, jeg har ikke siddet ned og tænkt, ’hvad er mit personlige præg på denne historie?' Fra det sekund, jeg læste bogen, havde jeg en ret klar vision om, hvilken type film den her bog kunne blive til. Så har jeg selvfølgelig diskuteret det til hudløshed med mine to manuskriptforfattere, Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel, mens vi plottede filmen ud, som det hedder – tog scener og sekvenser og skar ting fra og lagde ting til. Det er også noget, jeg har diskuteret med min production designer Niels Sejer og min fotograf Eric Kress. Hvilken vision har vi for den her film i forhold til den her bog? Det skulle være en skandinavisk storfilm, den skulle have den fornemmelse, og samtidigt skulle den gå til biddet i de der hele nære ting, så det gjorde ondt. Så jeg har ikke siddet og tænkt over, at jeg skulle sørge for at gøre det personligt for i og med, at jeg går ind og laver det, og i og med, at jeg har den kunstneriske suverænitet til at have det sidste ord i alle kunstneriske beslutninger, så er det jo klart, at det ikke kan undgå at blive min fortolkning. Men det betyder jo ikke, at der ikke er alle mulige andre menneskers kreativitet blandet ind i det.”

Du har også talt om muligheden for at benytte filmen som en slags adgangsbillet til Hollywood – om din interesse i at veksle mellem at lave film i USA og i Danmark. Men den helt unikke kreative frihed, du fik på “Mænd der hader kvinder”, må vel være endnu sværere at få i udlandet? Hvad er det næste skridt for Niels Arden Oplev?

“Det har jo ikke været svært for mig at få kunstnerisk frihed i forhold til Yellow Bird (et af filmselskaberne bag “Mænd der hader kvinder”, red.), for det har simpelthen været et krav fra min side af for at lave projektet. Altså, hvis jeg ikke har magt over castingen, manuskriptet eller har kunstnerisk ‘final cut’, så havde jeg heller ikke lavet det. Så på den måde var det ikke svært. Altså, så kan man sige, at jeg kunne have tabt min ret til at lave projektet. Jeg var heldig og glad for, at de gik med til det. Det er min tanke at lave en europæisk/amerikansk co-production, og på den måde kan jeg jo godt beholde min kunstneriske integritet. Hvis jeg arbejder fra Danmark eller ud fra Europa, vil det trods alt være lettere. Det handler også enormt meget om, hvem du arbejder sammen med i USA, fordi der findes altså mange producere i USA, som arbejder på en meget europæisk måde og ikke tyranniserer deres instruktører. Det handler meget om, hvilke valg du træffer, og hvor desperat du er.”

Du har også udtrykt ærgrelse over, at de næste to bøger blot bliver lavet til tv-film. Men var du nogensinde inde i billedet til at instruere dem også?

“Ja, det er klart, at jeg blev spurgt. Men det ville være at slå sig selv ihjel at prøve at gøre det. Der er flere ting i det. Jeg har i 4-5 måneder rejst frem og tilbage mellem Stockholm og København under post-produktionen, og så har jeg i et halvt år været i Sverige for at filme, og det er jo lang tid at være væk. Hvis jeg også skulle have lavet de to andre film, så skulle vi have flyttet derop i halvandet år. For min familie havde det været ubærligt, hvis jeg havde lavet det hele. Den anden ting i det er, at produktionsplanen er skruet sådan sammen at… jeg kan jo for fanden ikke stå og lave optagelser i Sverige og så supervisere en post-produktion herhjemme samtidigt. Jeg ved ikke, hvor mange beslutninger i lydfasen, i musikfasen og i klippefasen, som man er nødt til at tage som instruktør. Det ville jeg ikke kunne nå, det kunne fysisk ikke lade sig gøre.”

Har du det lidt, som om nogen har kidnappet dit barn og er løbet væk med det?
“Jeg synes sgu, det er fedt, fordi Daniel Alfredson (instruktøren af de to tv-fortsættelser, red.) er en super god instruktør, og jeg har selv været med til at spørge ham, om han syntes, det ville være interessant at overtage stafetten. Det er ikke nogen ukendt situation for mig. Jeg har castet, konceptueret og startet ‘Rejseholdet’, ‘Ørnen’ og ‘Forsvar’ og givet stafetten videre. Nogle gange kan det være sjovere end andre gange, men i forhold til Daniel har det været fint, fordi jeg ved, han er super god til det med skuespillere. Han interesserer sig for dem, og han vil kunne indfri det, som de næste to bøger byder på. Så det har jeg faktisk ikke nogen problematik om, og det er helt fint at give det fra sig, for ellers havde jeg ikke kunnet koncentrere mig om at gøre den her meget store spillefilm færdig, og det er det, jeg skal gøre, efter at have stået på optagelserne, og det er et heftigt arbejde i sig selv.”

Og apropos de forskellige faser af produktionen, hvad har dine æstetiske overvejelser så været omkring filmen? Jeg kom især til at tænke på “Bourne”-filmene under de hurtige montager og mange computersekvenser.

“‘Bourne’-filmene er jo mere actionagtige end den her. Vores inspirationskilde har mest været David Finchers ‘Zodiac’ og den gamle ‘Silence of the Lambs’. Rasmus [Heisterberg], Nikolaj [Arcel] og jeg har især diskuteret dem. Visuelt har vi hele tiden diskuteret, at vi skulle lave en skandinavisk storfilm. Den skal gribe fat i dig følelsesmæssigt og spændingsmæssigt, men den skal altså også imponere dig. Det er den måde, vi forløser dig på i forhold til dine forventninger, så vi kan få dig til at slappe af og bare flyde med i den her films univers. Vi ved jo godt, hvad vi skal levere, og det er også derfor, det har været sådan en helvedes kamp, fordi vi hele tiden har haft den fornemmelse, at vi skal op i den her kvalitet, for ellers skuffer vi en hel masse mennesker, og hvorfor har vi så givet os i kast med det? Men jeg tror ikke, vi kommer til at skuffe en masse mennesker. Jeg ved, vi har lavet en god film. Det kan jeg mærke.”

Lidt efter at have forladt hotelværelset, hvor Oplev befandt sig, fik Filmz’ udsendte også mulighed for at diskutere filmen kort med dens hovedrolleindehaver, svenske Michael Nyqvist, som spiller førnævnte Mikael Blomkvist. ”I’m a deep motherfucker,” konstaterer den karismatiske herre om sig selv med et smil på læben efter en hurtig snak om mandens egen spirende forfatterkarriere (hans første bog udkommer i Sverige i september). Og nøjagtig ligesom Oplev har Nyqvist været vågen siden klokken lort om morgenen (klokken 5.00 helt præcis), men så snart, der spørges ind til filmen og Blomkvist, lyser den talentfulde karakterskuespiller op.

“Målet var at lave en film, hvis univers man bliver fanget af inden for to minutter. Det univers, som vi har bygget. Du kan glemme bogen, og du behøver ikke at have læst den for at se filmen, og det kan jeg godt lide. Jeg har forsøgt at portrættere Blomkvist som én, der ikke er fejlfri, som er vældig fokuseret, en fornem lytter og en dygtig, kompromisløs taktiker. Jeg kan godt lide hans politiske ideer, hans etik og det faktum, at han forsvarer sine ideer og ikke er bange for magt,” fortæller Nyqvist.

Du er i gang med at indspille den tredje film i serien, og den anden film er I færdige med. Hvordan ville du sammenligne oplevelsen med at lave film 2 og 3 med det at lave film 1 sammen med Niels Arden Oplev?

“Instruktøren arvede det samme hold af skuespillere, så jeg syntes, det var vældig smart af Daniel [Alfredson] at ændre filmsproget, så det blev noget nyt for os igen.”

Det må være en fornøjelse som skuespiller at kunne bearbejde en karakter over tre film?
“Jeg var bange for det! Men det var spændende. For filmarbejde er jo så intensivt, at man er helt udmattet efter bare en halv måned. Man giver alt, hvert eneste sekund man arbejder. Og jeg skulle stå foran kameraet i halvandet år, og jeg var bange for, at jeg kun ville kunne præstere halvdelen af, hvad jeg normalt ville kunne, så jeg sørgede for at få masser af kulhydrater.”

“Mænd der hader kvinder” har premiere i biografer landet over 27. februar.