Lige ud ad landevejenDe fleste film, og i det hele taget fortællinger, er naturligt nok bygget op over en form for konflikt. Jo større konflikten, jo større dramaet. Dette synes især at gøre sig gældende for Niels Arden Oplevs “To verdener”, der belyser problemet med at have rødder i en forholdsvis fundamentalistisk religion og samtidig prøve at være en del af et sekulariseret moderne samfund. Med andre ord, grobund for en stor konflikt.

Sara er en glad pige, der lever et tilsyneladende normalt liv som Jehovas Vidne i Danmark med sine to søskende og mor og far. Sara og hendes søskende bliver dog ubehageligt overraskede, da faren Andreas en dag må krybe til korset og erkende overfor familien, at han har syndet og været moren Karen utro. Børnene bliver stillet valget at skulle vælge, hvem de vil bo hos, og hvem der skal bo i huset. De vælger overraskende at bo sammen med faren i huset, men inden længe får Sara selv lyst til at smage på verden udenfor Jehovas Vidners kirkesamfund. Her møder hun Teis på et diskotek, og to verdener støder sammen.

Værd at fremhæve i “To verdener” er skuespillet mellem Rosalinde Mynster, der spiller Sara, og Pilou Asbæk, der spiller Teis. De fremtræder begge overbevisende som de to unge forvirrede, men også sympatiske mennesker de er i historien. Kemien mellem Sara og Teis er i det hele taget godt ramt, og man føler virkelig med Sara, når Jehovas Vidner ikke tolererer hendes forelskelse, og man ærgrer sig, når Teis opfører sig håbløst klodset i delikate situationer, som f.eks. når han i en tøjbutik for første gang opdager, at Sara er tilhænger af Jehovas Vidner og vælger at inddrage de omkringstående kunder. Scener som disse er ubehagelige, men de rammer på en god måde, så man forstår konflikten. Pilou Asbæk og Rosalinde Mynster, der begge er spillefilmsdebuterende ansigter, er et frisk pust i den danske til tider noget konservative og indelukkede skuespillerkreds.

Manuskriptet til “To verdener” er opstået i et samarbejde mellem Oplev, “Drømmen”-medforfatteren Steen Bille og den tidligere Jehovas Vidner-pige Tabita, der desuden spiller med som statist i filmen. Oplev fik ideen efter at have læst Tabitas historie i avisen, og dermed er filmen hovedsageligt baseret på Tabitas eget opgør med Jehovas Vidner. Den grundige research med Tabita som hovedkilde giver filmen en autenticitet, der i særdeleshed er vigtig, når der beskrives et for mange fremmed miljø som Jehovas Vidners. Der er mange scener, som f.eks. hvor Sara og Teis ligger på samme værelse, dog den ene i sengen og den anden på gulvet, hvor man klart kan mærke det personlige islæt, der bidrager med både charme og humor. Ulempen viser sig dog i episoder af filmen, der går lige lovlig hurtigt frem uden nogen nærmere forklaring. Andreas, spillet af Jens Jørn Spottag, er hengiven i sin religion, men også utro mod konen hvilket er interessant, men slet ikke belyst. Flere af bi-historierne bliver efterladt og andre er helt overflødige, men heldigvis forbliver kærlighedsaspektet stærkt.

Fra Jehovas Vidners side af kunne man godt tænke sig mere forklaring. Der er trods alt en del tilhængere i Danmark, men i “To verdener” bliver der mest fokuseret på tabu-emnerne, der fører til oplagt frustration som blodtransfusion, Armageddon-billeder og udstødelse af familiemedlemmer, men hvorfor disse ting overhovedet er en del af moderne menneskers liv, bliver ikke synderlig berørt. Dette kan til trods for Niels Arden Oplevs ønsker om det modsatte få Jehovas Vidner til at fremstå som omend ikke skurke så i hvert fald meget endimensionelle mennesker, hvilket de sikkert ikke alle er.