Indiana Jones. Jack Sparrow. Luke Skywalker. Listen med navne er lang, når tankerne falder på heltene i den såkaldte action-adventure-genre, der siden sin renæssance i 70’erne blot har vokset sig større og i dag ofte er ensbetydende med fyldte biografsale rundt omkring i verden. Action-adventure er en forholdsvis bred genre, men nogle af de mest populære temaer, som er gået igen i filmene, er følgende: 1) En fredløs rebel, som kæmper for retfærdighed i en verden, hvor det onde har overtaget eller 2) Jagten på en gammel skat, forsvunden by og lignende. Det er altså film af den mere eventyrlige slags, hvor fantasien ikke sætter nogen grænser for, hvad historien bringer.

I dag kender vi ofte action-adventure-genren i form af “Indiana Jones” og “The Mummy”- filmene, men også “Pirates of the Carribean”-trilogien hører herunder og nikker anerkendende til de piratfilm, som var med til at definere genren tilbage i 20’erne og 30’ernes Hollywood. Nogle af de mest populære eventyrfilm dengang var “The Black Pirate” (1926) og ”Kaptajn Blod” (1935). Film af den mere eventyrlige og actionprægede slags har altså altid været noget af et guldæg i Hollywood – en stor juvel i den amerikanske filmskat. Men hvordan er det lige, det står til i Danmark? Hvorfor er det først i de senere år, at de fantastiske fortællinger er begyndt at dukke op?

I forbindelse med Thomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensens biografaktuelle “Ved verdens ende” har Filmz sat jagten ind på at finde sandheden om den forsvundne action-adventure-genre i dansk film.

I Danmark har genren ofte levet under mantraet ”familiefilm først, action-adventure-film sidst.” Det er faktisk først med “Ved verdens ende”, at vi får den første danske action-adventure-film, hvor børn ikke har den dominerende hovedrolle. Men hvornår så genren egentlig første gang dagens lys herhjemme?

Med lidt god vilje kan den berygtede kultfilm “Reptilicus” fra 1961 betegnes som en af de allerførste film i Danmark, der prøvede kræfter med dette format. Filmen er en slags monsterfilm tilsat Morten Korch-idyl og de tåkrummende replikker, som vi kender alt for godt fra den periode. Den har opnået kultstatus i dag og er blevet udgivet i både USA og Canada, men er kun blevet populær i kraft af sine kvaliteter som b-film. At kalde “Reptilicus” for en action-adventure-film er derfor noget af en gradbøjning, men filmen var noget af det første herhjemme, der prøvede at inkorporere det overnaturlige og fantastiske i sin fortælling.

Op igennem 70’erne og 80’erne er der ret dødt på action-adventure-fronten i dansk film, men i 90’erne sker der pludselig noget i form af de to familiefilm “Ørnens øje” (1997) og “Den sidste viking” (1996). Begge fortællinger udspiller sig i middelalderen og har børn som protagonister, men de har også et overnaturligt og fantastisk islæt, hvor især den klassiske kamp mellem det gode og det onde skinner klarest igennem. Således har disse to film altså på mange områder været med til at bane vejen for de mange familiefilm, der flirter med genrene action-adventure, børnefilm og historisk drama i dag – film som “Guldhornene”, “Vølvens forbandelse” og de tre film om “Tempelriddernes skat” for nu at nævne nogle.

Problemet er dog, at man gang på gang lader familie og børneelementerne overtrumfe eventyret i disse film, og ofte virker det som om, at der ikke er penge og vilje nok til at skabe nogle ordentlige effekter, tillige et vedkommende manuskript. Og her ligger noget af svaret på, hvorfor den helhjertede, seriøse action-adventure-film endnu ikke har opnået den store udbredelse herhjemme. Folkene i den danske filmbranche har simpelthen ikke haft modet eller pengene til at satse på det eventyrlige, og genren blev anset for at være en kuriositet i et filmlandskab domineret af realismen og dramaet. Men hvem kan også fortænke dem i det? De formåede at ride på den succesfulde Dogme-bølge i næsten ti år. Her var Hollywoods kulørte filmsprog og enorme budgetter fyord, og mange havde kun foragt til overs for de eskapistiske action-adventure-film, som USA trak folk i biograferne med.

Lucas, Spielberg og alle de andre rødder

Dette blev der dog lavet om på, da en ung instruktør med en succesfuld thriller om magtmisbrug på Christiansborg i bagagen fik lov til at få en drengedrøm til at gå i opfyldelse – at lave et seriøst bud på en action-adventure-film i Danmark med alt, hvad der hører sig til af Hollywood-effekter og fantastiske ideer. Hans navn var Nikolaj Arcel. Filmen hed “De fortabte sjæles ø” (2007), og med et budget på knap 40 millioner kroner prøvede den at gå i de fodspor, som giganterne fra Hollywood havde afsat igennem utallige årtier – med ret stor succes. Her var en ung instruktør, der tog genren alvorligt, og som ønskede at lave en rendyrket action-adventure-film med dertilhørende spektakulære effekter og fantastiske fortællinger. Selvom filmen til tider læner sig lige lovlig meget op ad idolerne fra Hollywood, så har den det mod og de store armbevægelser, der skal til, når man prøver at stå skulder mod skulder med giganterne – noget, som genren ikke før – og desværre heller ikke rigtig siden – har kunnet prale af at gøre herhjemme.

Rygterne går på, at Nikolaj Arcel spillede John Williams’ udødelige score fra henholdsvis “Indiana Jones”- og “Star Wars”-filmene under nogle af optagelserne til “De fortabte sjæles ø” for ligesom at skabe den rette stemning hos filmholdet. Der er altså ingen tvivl om, at Arcel og mange af den yngre generation af instruktører nyder godt af den arv, som de herrer Steven Spielberg og George Lucas har efterladt sig. Og tager man et kig på plakaten til “Ved verdens ende” må man også konstatere, at det heller ikke ligefrem er gået Thomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensens næser forbi.

”[De fortabte sjæles ø] er et nyt indspark i den danske filmindustri, og det er vigtigt for mig… Generationen efter mig vil noget mere end de dramakomedier, som stort set alle danske film er i dag. Man har ikke turdet tage genrerne alvorligt. ‘De fortabte sjæles ø’ tager eventyrgenren alvorligt.”

Og det kan meget muligt være sandheden om genrens magre udbud på det danske filmmarked: At den nye generation af filmskabere skal finde deres fodfæste, før vi begynder at få nogle seriøse bud på action-adventure-film herhjemme. Med “Ved verdens ende” har Thomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensen i hvert fald prøvet at puste liv i en genre, der aldrig rigtig har fået lov til at blomstre endnu.

Hvad fremtiden har i sigte for action-adventure-filmen i Danmark, ja det ligger som altid et sted og svæver ude i horisonten. Én ting er dog sikkert: Hvis den danske filmskat nogensinde skal komme til at indeholde en stor, funklende action-adventure-juvel som i den amerikanske, så skal kommende instruktører og producenter turde satse lige så meget på det eventyrlige som det familiære. Og hvem ved, måske kan vi så om nogle år prale af at have vores helt egen Indiana Jensen, der svinger sin pisk over alskens ondskab og modvilligt ender i det ene hæsblæsende eventyr efter det andet.