Vølvens forbandelse
Udgivet 27. mar 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Selvom der findes spandevis af tidsrejsefilm, så er beholderen med vellykkede produktioner af slagsen så absolut mindre fyldt end den med dårlige eksemplarer. Det er ikke helt tilfældigt. Selve grundideen er så helt igennem absurd, at det kræver en ualmindelig gennemført produktion for at få den til at virke bare nogenlunde overbevisende på det store lærred.
Grundhistorien i filmen er ellers ikke uden sin charme: Valdemar og hans lillesøster Sille skal være alene hjemme, mens forældrene er på rejse. Den materialistiske far er bekymret for sin nyindkøbte Audi, men er alligevel knap nok ude af døren, før Valdemar har snuppet en tur og prompte parkeret den i et træ. Dagen efter møder han den mystiske fysiker Benedict, spillet af Jacob Cedergren, som lokker Valdemar til at prøve en tidsmaskine, han har konstrueret. Benedict viser sig at være over tusind år gammel takket være en besværgelse, som den onde Vølv i Stine Stengades skikkelse har kastet over ham. Hvad, der burde være en gave, er imidlertid blevet en plage for den sky forsker, og han tilbyder Valdemar at betale for reparationen af bilen mod at få hjælp til at ophæve forbandelsen.
“Vølvens forbandelse” er instrueret af Mogens Hagedom, der hermed får sin spillefilmdebut. Den har manuskript af Ina Bruhn, der tidligere bl.a. har skrevet “Jul i Valhalla”-julekalenderen og “Guldhornene”. “Vølvens forbandelse” føles da også nært beslægtet med de to, og dens udformning ville utvivlsomt også være mere velegnet som tv-serie end som spillefilm.
Jacob Cedergren er hæderlig som skiftevis ridder og fysiker, hvorimod Stine Stengade leverer sex-appeal til den listige femme fatale, hvis rolle hun hæmningsløst overspiller med stærkt svingende virkning. Synderligt skræmmende bliver hun aldrig, men det er måske heller ikke meningen.
Som helhed er “Vølvens forbandelse” desværre en noget skuffende oplevelse. Historien er såmænd fornuftig nok, men selve udførelsen er mangelfuld og konstant plaget af et skrabet budget, der mere får den til at ligne et lokalt egnsteater end en spillefilm. I betragtning af at den handler om nogle af de dramatiske højdepunkter i Danmarkshistorien, er der ikke meget mindeværdigt over filmen, som man næppe husker meget længere, end det tager at komme hjem fra biografen. I betragtning af udformningen er det måske meget godt det samme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet