”The ideas have to be discovered by the audience, and their thrill in making the discovery makes these ideas all the more powerful.”
– Stanley Kubrick
Stanley Kubrick instruerede kun 13 spillefilm over en periode på 46 år. Hans sammensatte film fungerer på forskellige plan som først udfolder efter flere gennemsyn. Kubricks store interesse for litteratur, videnskab og teknologi brugte han til at fortælle historier om mennesket. Overfladisk kan man sige at hans fokusering på dets fejl og mangler gjorde ham til en kulsort kyniker. Men en del af hans filosofi gik ud på at det var nemmere at se i mørkets hemmeligheder (og nogle gange også dets latterlighed) ved at belyse det, end ved at vende ryggen til.
“Full Metal Jacket” (1987) er Kubricks lettest tilgængelige film – og derfor også en af hans populæreste. Men filmen er også konstrueret således at den, ligesom personen Stanley Kubrick, er svær at greje. F.eks. hvorfor springer filmen lige pludselig uden videre fra infanteriets omgivelser til krigen i Vietnam? Og hvorfor føles 1. og 2. del som uafhængige af hinanden? Da filmen ikke opfylder de normale kriterier for hvordan man kategoriserer en film, er den også blevet kaldt Kubricks dårligste af flere respekterede kritikere. Det betyder også at slutningen er blevet fortolket forskelligt – f.eks. som sentimental (krigens rædsler bringer soldaterne sammen) eller som kynisk (det endelige farvel til uskyldigheden).
Ligesom hovedvægten af Kubricks film, er “Full Metal Jacket” baseret på en roman. Gustav Hasford var journalist under Vietnamkrigen, og i 1979 udkom han med romanen “The Short Timers”. Inden Kubrick begyndte at indspille filmen brugte han i øvrigt 18 måneder på at finpudse manuskriptet.
Filmen starter med at soldaterne får barberet alt deres hår på hovedet af. (Samtidigt gør Kubrick ironisk brug af en naiv sang om at Vietnam skal reddes fra kommunismen). Det er en normal procedure i militæret, som fjerner identiteten på de forskellige mænd. Barakken hvor mændene bor, som består af et koldt steriliseret miljø, er tilpasset beboernes forventede adfærd. Deres råbende sergent, Hartman, fjerner manddommen, navnene og identiteten hos disse “damer” og “bøsser”, og genopbygger dem som dræbere. Han skamroser bl.a. Lee Harvey Oswald som også i sin tid havde gennemgået uddannelsen: ”These individuals showed what one motivated Marine and his rifle can do! And before you ladies leave my island you will all be able to do the same thing”.
[h2]Born to kill[/h2]
Hartmans opførsel og råben er så indstuderet at alle hans spydigheder og tilsvininger på intet tidspunkt får ham til at bevæge smilebåndet – derfor ser vi heller ingen menneskelighed fra hans side. Kort sagt så er han umenneskelig, og derfor det ideale forbillede for de kommende infanterister. Hartman giver den naive og uskyldige bondeknold, Leonard Lawrence, “kælenavnet” Gomer Pyle fordi han ikke kan lade være med at smågrine af sergentens mekaniske og sjove tilsvining af soldaterne. Pyles langsomme fysiske og psykiske facon betyder at han får både verbale og rigtige tæsk under opholdet.
Fordi Pyle ikke er i stand til at lære af sine fejl, begynder sergenten at straffe de andre soldater. I en scene filmet i et koldt blåt skær ser vi hele holdet banke Pyle med hver deres stykke sæbe i en sok. Joker modsætter sig at være med fordi han i mellemtiden har opbygget et vist venskab med Pyle, men selvom Joker prøver at bevare sin menneskelighed kan han ikke stå imod de andre. Efter at han har slået Pyle meget hårdt, har han svært ved at høre sin vens skrig og holder sig for ørene.
Pyle er nu klar over at han er hadet af alle, og begynder at se indad. Han er også begyndt at tale med Charlene, hans M-14 gevær, i stedet for de andre soldater. Da han endelig får ros af sergenten for hans færdigheder som skytte, er hans ansigtsudtryk forandret. Han er sumpet hen i en anden verden. Hans naivitet og uskyld er forsvundet til fordel for et umenneskeligt og tomt udtryk.
I første dels sidste scene finder vi Pyle siddende ude på toilettet med sin nye bedste ven, Charlene. Hans smil er djævelsk og Pyle er tydeligvis forandret. Pyle dræber sergenten og skyder sig selv i hovedet bagefter. Leonard Lawrence er gået fra Gomer Pyle til en dræber – han bliver indbegrebet af marinekorpsets mekaniske umenneskeliggørelse. Pyle og Joker er de eneste af soldaterne som får ansigter i filmens første del, resten er et med de anonyme omgivelser.
Filmen skifter nu uden advarsel fuldstændigt karakter, og med et er vi pludselig i Vietnam. Hvis filmens 1. del var en stram fortælling om menneskets skyggeside, så er anden del modsætningen, løs og uklar. 2. del er af mange blevet beskrevet som filmens store svaghed og ved første gennemsyn virker de to dele da også som fuldstændig uafhængige af hinanden.
Men der er en mening med filmens næsten skizofrene ændring.
[h2]First to go, last to know[/h2]
Da Joker, der nu er journalist for militæret, bliver konfronteret af en oberst som ser det som en syg morsomhed at Joker bærer et fredstegn på sin jakke, samtidigt med at der står “Born To Kill” på hans hjelm. Joker nævner Carl Gustav Jungs teori om menneskets dualitet (dobbelthed). Obersten irettesætter ham selvfølgelig og kræver at folkene adlyder hans ordrer, som var det Guds ord, og han begynder at tvivle på om Joker overhovedet er på amerikanernes side. Men filmens første halvdel handlede jo om skyggesiden (de mindreværdige karaktertræk som man ikke vil vedgå sig, men som altid – direkte eller indirekte – vil trænge sig på). Jungs anden siden af hans teori hed persona (det som man egentlig ikke er, men som man selv og de andre tror man er). Men hvordan hænger det så sammen med filmens 2. del?
Joker møder en gut ved navn Payback som fortæller at han kan se at Joker aldrig har været i kamp. Han har ikke “tusindmeterblikket” som man først får når man har været i lortet for længe. Blikket betyder at man er i stand til at se næsten hinsides. Joker bliver sendt afsted til Phu Bai sammen med fotografen Rafterman. Joker begiver sig nu ud på en rejse mod hjertet af menneskeligheden (i modsætning til hjertet af mørket som i “Dommedag Nu”). Han møder en gammel ven, Cowboy, fra filmens første del, som introducerer ham for et par soldater som minder meget om den forandrede Pyle – den psykopatiske Animal Mother og Crazy Earl som kommer til at savne muligheden for at dræbe når de engang kommer tilbage til Amerika. Da de kommer til den udbombede by Hue, bliver soldaterne mødt af et filmhold som får dem til at live op. De spiller smarte imens de udtaler sig til filmholdet. Kameraets magt får deres attituder til at udtrykke at alt er under kontrol. Lidt senere panorerer filmholdets kamera forbi soldaterne som ligger i dækning. De smiler igen og Joker råber: ”Is that you, John Wayne? Is this me?” Den lettere åndssvage tekst til sangen “Surfing Bird” høres derefter på filmens lydside. Scenen veksler mellem satire og drama, film og virkelighed – som om filmen nu er gået fra forstanden og er trådt ind i krigens egen film. ””Vietnam: The Movie”!”, råber Cowboy. Kubricks hilsen til Hollywood og dets tendens til at vende billedet af virkelighedens krige og gøre dem til succes-historier i stedet?
Kubrick har senere udtalt sig om emnet i forhold til Oscar-slugeren “Schindlers liste”: ”Den handlede om succes, gjorde den ik’? Holocaust handlede om, at seks millioner blev dræbt. “Schindlers liste” handler om 600, som overlevede.”
Filmens klimaks foregår i centrum af Hue. Gruppen skifter retning og render lige ind i en vietnamesisk snigskytte. Og for første gang i filmen skifter Kubricks kamera over på “fjendens” side. Nu er det en Marinesoldat som er den lille. Han bliver skudt, men da han kun er såret, lokker det de andre frem. De prøver at redde ham, ikke fordi de følger en militærordre, men fordi de følger deres menneskelige impuls. Men snigskytten sidder kynisk og venter. Cowboy bliver dræbt, og imens Joker forgæves forsøger at holde liv i ham, udtrykker Jokers ansigt en kold vrede som står i kontrast til hans jokende navn og natur.
De overlevende medlemmer af gruppen finder frem til snigskytten som viser sig at være en meget ung vietnamesisk pige – hvis engang-så-smukke ansigt nu er vansireret af mandigt raseri. Krigen har også sat sine spor her – selv de små piger er taget i brug som soldater. Men Joker fejler i forsøget på at skyde hende, og Rafterman må klare skærene. Hoverende råber Rafterman: ”Am I bad? Am I a life-taker? Am I a heart-breaker?” Mændene stirrer ned på pigen imens hun beder dem om at skyde hende. Joker står endnu engang i den samme situation som han gjorde i filmens 1. del (da han stod over for om han skulle slå Pyle). Tror han stadigt på at han er mere menneskelig end han i virkeligheden er? Og ligesom i den tidligere situation finder han ud af at han ikke kan leve op til sit ansvar.
Han skyder hende (af barmhjertighed eller gruppepres?). Jokers kammerater lykønsker ham med ordene: ”Joker, we’re gonna have to put you up for the Congressional Medal of…Ugly!” og ”Hardcore, man.” “Full Metal Jacket” slutter med at mændene i kor synger: ”M-i-c-k-e-y M-o-u-s-e.” Menneskelighedens grimme ansigt har endelig vist sig. De er nu udhulede mænd som forenes i en udhulet gruppe.
På den måde indser Joker sine egne mindreværdige karaktertræk, og at han ikke var så stærk som han troede han var. Joker er både skyggesiden og personadelen. Joker slutter med at sige: ”I’m in a world of shit, yes. But I am alive and I’m not afraid.” Nej, men hvor meget menneske er der tilbage i dig?
Stanley Kubricks “Full Metal Jacket” giver ikke amerikanerne eller vietnameserne skylden. Men antyder nærmere at sociale institutioner og massekulturens påvirkninger, i lige så høj grad som krigen, påvirker folk psykologisk.
Litteratur: Nelson, Thomas Allen: “Kubrick: Inside A Film Artist’s Maze”
Fredag 16/4
[li][url=movie-view.php?id=225]”The Core”[/url]
[li][url=movie-view.php?id=437]”Hero” – “Ying Xiong”
[li][url=movie-view.php?id=132]”The Hunted”[/url]
Onsdag 14/4
[li][url=movie-view.php?id=543]”Cecil B. DeMented”[/url]
Søndag 13/4
[li]DR.2 17.15 ”Den Enfoldige Morder” – “Den Enfaldige mördaren” (1982)
[li]TV.2 20.55 ”Gone In 60 Seconds” (2000)
Mandag 14/4
[li]DR.2 19.45 [url=]”Hvor Er Bobby Fischer?” – “Searching For Bobby Fischer” (1993)[/url]
”Lokkeduen” – “Entrapment”
Med Sean Connery og Catherine Zeta-Jones.
Elegante Robert McDougal er verdens dygtigste kunsttyv og naturligvis langt fra en af forsikringsselskabernes yndlinge. En ung forsikringsagent får til opgave at standse Mcdougal. Da hun finder ham, lader hun, som om hun vil samarbejde med ham.
Virginia “Gin” Baker: ”You stole my suitcase?”
Robert “Mac” MacDougal: ”I’m a thief. So sue me.”
[li]TVD1 21.00 ”Lokkeduen” – “Entrapment” (1999)
Tirsdag 15/4
[li]TV.3 20.00 ”Singles” (1992)
[li]TV.3 22.00 ”Rushmore” (1998)
[li]TV3+ 23.00 ”Fræk Business” – “Risky Business” (1983)
Onsdag 16/4
[li]DR.2 20.00 ”Farlige Forbindelser” – “Dangerous Liaisons” (1988)
[li]TVD1 21.00 ”South Park: Større, længere & ucensureret” – “South Park: Bigger Longer & Uncut” (1999)
[li]Zulu 22.00 ”Supercop” – “Jing Cha Gu Shi III: Chao Ji Jing Cha” (1992)
Torsdag 17/4
[li]TV.3 15.05 ”Den Lyserøde Panter Ta’r Hævn” – “Revenge Of The Pink Panther” (1978)
[li]TV.3 17.00 ”My Girl” (1991)
[li]Zulu 20.00 ”Mr. Nice Guy” – “Yatgo Ho Yan” (1997)
[li]DR.2 20.50 ”Thelma Og Louise” (1991)
[li]TV3+ 21.00 ”Jurassic Park” (1993)
[li]DR.1 21.25 ”Blinkende Lygter” (2000)
[li]TV.2 21.25 ”En Skønne Dag” – “One Fine Day” (1996)
[li]DR.2 23.20 ”Broen Ved Arnhem” – “A Bridge Too Far” (1977)
Fredag 18/4
[li]TV.3 13.15 ”Thomas Crown & Co.” – “Thomas Crown Affair” (1968)
[li]TV.2 15.15 ”Men Jeg Så Ham Dø” – “The Robe” (1953)
[li]Zulu 20.00 ”Ballade I Bronx” – “Hong faan kui “(1995)
[li]DR.1 21.15 ”Face/Off” (1997)
Stemmer I Mørket” – “Stir Of Echoes”
Med Kevin Bacon og Kevin Dunn.
Tom er en almindelig fyr med en sød kone og en lille søn. Til en fest lader Tom sig modvilligt hypnotisere af sin svigerinde, og snart efter plages han af voldsomme mareridt og syner: Hans sind er blevet åbnet over for åndernes verden, men hvad vil de mon fortælle ham?
Frank McCarthy: ”They were going to kill you in cold blood. I couldn’t let that happen. Not here. This is a decent neighborhood!”
[li]TV.2 22.00 ”Stemmer I Mørket” – “Stir Of Echoes” (1999)
[li]DR.2 23.20 ”The Sweet Hereafter” (1997)
#1 Corgan 21 år siden
Jeg er en hyppig læser af Jeres "Ugens Filmz". Jeg synes dog at den med tiden er blevet dårligere. I starten kunne man finde forskellige lækkerier som f.eks. Easter Eggs. Hvor er de blevet af?
Mht. denne Ugens Filmz, så har jeg et par spørgsmål.
Hvorfor vælger I at skrive om Full Metal Jacket? Er det relevant at skrive om den? Hvis den er relevant at skrive om pga. krigen i Irak, hvorfor har I så ikke skrevet om en hvilken som helst anden krigsfilm... måske endda Three Kings, da den jo handler om Golf krigen (selvom filmen er dårlig). Eller hvad med at skrive noget om Nicolas Winding Refn (pga premieren af hans nye film Fear X) eller om Hubert Selby Jr. (da han jo er forfatter på Fear X)? Eller hvad med at skrive noget om de film der blev vist til natfilm-festivalen? Ville det ikke være mere aktuelt end at skrive om en krigsfilm fra 1987?
Nu til noget lidt andet:
I kalder Gomer Pyle for "Leonard Pratt". Hvorfor det? I manuskriptet som I har linket til hedder han da Leonard Lawrence. Det kalder de ham forresten også på IMDb.com.
Når I nævner "tusindmeterblikket", forklarer I at det er når man "er i stand til at se næsten hinsides". Jeg har ikke forstået det sådan at man pga. krigsrædslerne nu kan se meget længere. Betyder det ikke at man nogle gange bare stirrer ud i luften uden at fokusere på noget? At man kan stå og stene engang imellem?
Anyway, så synes jeg stadig at "Ugens Filmz" er en god idé. Den er bare blevet lidt kedeligere og mere intetsigende med tiden. Det er jo næsten blevet sådan, at I i stedet skal kalde den for "Ugens Review" eller noget i den stil, da det jo stort set er en anmeldelse I skriver.
Forresten, hvis I mangler Easter Eggs, så klik Jer ind på www.eeggs.com. Her burde I nok kunne finde noget interessant.
Jeg synes dog det er en god idé med de film-citater i skriver efter resumeet af nogle af ugens tv-udsendelser. Måske kunne I endda skrive nogle mere minde-værdige citater, og så sætte det som ekstra punkt i "Ugens Filmz". I kunne måske få læserne til at komme med deres favorit-citat, og så post et nyt i hver "Ugens Filmz"? ... Bare et forslag.
#2 filmz-vassago 21 år siden
#3 Corgan 21 år siden
#4 Michael Andersen 21 år siden
Tak for kritikken, jeg skal prøve at forsvare:
Grunden til at Eastereggs er væk er pga. udvalget af Region 2 Eggs er meget tyndt. Og for at det ikke skal være løgn så er DVD-producenterne begyndt at reklamere på selve coverene, at filmene nu indeholder Easterggs bl.a. "Mr. Deeds", og på udgivelsen til "Fisken De kaldte Wanda" står der tilmed hvad eggsene hedder og indholder. Det er med til at gøre ideen med Ugens Påskeæg lidt overflødig.
Det blev "Full Metal Jacket" i stedet for en af de andre krigsfilm af flere grunde:
1. Den er af mange blevet kaldt den bedste krigsfilm ink. flertallet i to af filmz.dks tidligere poll-afstemninger (Bedste Kubrick-film og Bedste "Nam"-film).
2. Filmen vælger heller ikke at favorisere nogle af krigens parter som mange af de andre krigsfilm gør.
3. Men det er særdeles pga. "Full Metal Jacket"s anderledes opbygning der stadig gør filmen interessant her 16 år efter. Derfor var det intentionen at fokusere på filmens temaer og forklare hvorfor den er så "mærkelig".
"Tusindemeterblikket" skal forstås sådan at mændene, i kraft af at have set lortet, ikke kun krigens lort, men også menneskenes (skal ikke forstås bogstaveligt), er i stand til at se verdens løgne i stedet for en naive anskuelse af livet. Da Pyle bliver banket at "vennerne" får han blikket, fordi han har set hinsides/sandheden - og så stener han. Det er derfor han "udvikler" et forhold til hans mekaniske gevær (i Pyles nye verden kan man altid stole på det mekaniske). Da Joker tilsidst i filmen ser med "Tusindemeterblikket", ser han også "kvaliteterne" i kammeraternes mekaniske opførsel.
De enkelte citater til de udvalgte film, er valgt ud fra at de nogenlunde skal kunne fange filmens tone. (Det er dog ikke altid at det har været muligt).
Der har både været Ugens filmz om "Gangs Of New York", Philip K. Dick, Oscaren, de "mindre" instruktører som Michael Moore og Paul Thomas Anderson. Og når der har været anmeldelses-lignende Ugens filmz, så har det ikke været for at fokusere på de normale anmeldelses-kriterier som skuespillerpræstationer o.s.v, men for at dykke dybere i filmene temaer (artikerne om "Taxi Driver", Steven Spielberg og nu "Full Metal Jacket"). Eller som i sidste uge med Star Trek-filmene, hvor man ved at "anmelde" de ti ST-film har kunne spore hvordan filmene har "udviklet" sig.
Med fare for at lyde plat, vil jeg alligevel påstå at artiklerne er blevet bedre med tiden. Mere kritiske og oplysende end for et halvt år siden.
#5 Corgan 21 år siden
Tak for den gode tilbage-melding.
Men jeg tror stadig ikke helt jeg har forstået hvorfor en krigsfilm fra 1987 er mere aktuelt på et ellers-så-fedt-film-site end historien bag de nyeste film. Pga. krigen i Irak?
Det glæder mig at jeg har misforstået din tolkning af "Tusindemeterblikket". Jeg blev jo helt nervøs for at du mente at man kunne se tusinde meter. ;-)
Jeg er (som hyppig læser) klar over at I har skrevet "Ugens Filmz" omhandlende Michael Moore, Gangs of New York, P.T. Anderson m.m., men disse temaer fandt jeg meget passende, da de alle løb sammen med en aktuel film-premiere. Her mener jeg dog denne "Ugens Filmz" adskiller sig. Hvilket jeg finder lidt ærgeligt.
Tager jeg fejl hvis jeg siger at "Leonard Pratt" ikke var navnet på den buttede menig? Jeg mener nemlig han hedder "Leonard Lawrence".
#6 azathoth 21 år siden
#7 azathoth 21 år siden
#8 Lowkey 21 år siden
Ja, han hedder Lawrence.
"what's your name fatbody?"
"Sir, Leonard Lawrence, Sir!"
"Lawrence. Lawrence, what, of Arabia?"
"Sir, no, Sir!"
"That name sounds like royalty. Are you royalty?"
"Sir, no, Sir!"
"Do you suck dicks?"
"Sir, no, Sir!"
"Bullshit, I'll bet you could suck a golf ball through a garden hose."
"Sir, no, Sir!"
"I don't like the name Lawrence, only faggots and sailors are called Lawrence. From now on you're Gomer Pyle."
"Sir, yes, Sir!"
Iøvrigt bliver han både kaldt Pratt og Lawrence i artiklen.
#9 Hasselguff 21 år siden
Der er mange interessante læsninger af FMJ, og jeg har altid været vild med måden hvorpå den brutale og firkantede træning som soldaterne udsættes for, krakelerer med det samme de støder på den kvindelige soldat. Som rigtige mænd kan de håndtere alt fra frygt til våben men ikke en modstander af det modsatte køn - en meget sigende pointe.
#10 cnr 21 år siden
Det jeg altid har fundet facinerende i bogen, er den personlig udvikling som Joker gennemløber. Gennem hele bogen gør han meget ud af at adskille sig fra dem der føre kommando, fordi han mener det er tidsspild at sende folk ud og blive slået ihjel i Vietnam. Selv om han bliver udnævnt til sergent, nægter han at bære gradtegn, og han nægter ansvaret for andre end sig selv.
Men tilsidst tvinger omstændighederne ham til at indse han er sergent i marinekorpset, han efterlader sin menneskelighed, og overtager delingen (hans varulvebørn) ved at skyde hans bedste ven Cowboy. På det tidspunkt har han kun få dage tilbage, og man ved han vil overleve krigen, men hans menneskelighed vil blive tilbage i en lysning i junglen ved Khe Sanh.
I bogen er den militære uddannelse og krigen i Vietnam kun rammen om den udvikling Joker gennemløber, Hvorimod Stanley Kubrick undlader mange facetter for at skildre netop disse. Resultatet er efter min mening en film med en masse uopfyldt potentiale.