Deres første film, “Blood Simple”, kan nogenlunde kaldes for en thriller, men filmens morbide humor gør alligevel at man ikke kan placere den som en spændingsfilm. Er “The Big Lebowski” en film om bowling eller er det en forvekslingskomedie fortalt af en cowboy? Og sådan kan man fortsætte med at dele alle deres film.

Det er også derfor at man kan høre folk sige at de ikke forstår Coen-filmene. Men der er ikke noget at forstå. Der er ingen fastlag dybere mening med filmene. Der er dog kommenterede elementer i filmen – f.eks. i “Barton Fink”, hvor Hollywood bliver fremstillet som et sted hvor kun de højfornemme og hysteriske hører hjemme. Man kan også finde intellektuelle kredse der finder de mest fantastiske ting i brødrens film. Vidste I f.eks. at “Barton Fink” og “Miller’s Crossing” begge er filmiske gengivelser af jødeforfølgelsen?! Selv brødrene føler at ”det er sært, at vi har fået ry for at være samfundskommentatorer.”

Deres film er en leg med stilarter og morsomme optrin fremfor morale og stillingtagen. Det overraskende og absurde er netop fornøjelsen ved Coen-brødrenes film.
Oppe på lærredet står med Joel som instruktør og manuskriptforfatter, mens Ethan står som manuskriptforfatter og producer. Men det skal man ifølge Coen-brødrene ikke lægge så meget i: ”Der er ingen egentlig fordeling. Vi skriver manuskriptet sammen og vi er begge til stede under optagelserne af filmene. Vi krediteres så forskelligt, når det endelige resultat foreligger. Men vi skaber filmene i fællesskab.”

Coen-brødrene har en række elementer, der igen og igen dukker op i deres film. Elementer og effekter, der sammen skaber deres helt særlige filmsprog.
Først og fremmest har de samlet sig en håndfuld skuespillere der er med i små og store roller i deres film. Skæve størrelser som John Goodman, John Turturro, Steve Buscemi og Frances McDormand (der er gift med den ældste bror Joel) er en del af “familien”. Men ikke alle som har arbejdet sammen med brødrene har haft den store lyst til at vende tilbage. Nicolas Cage var under indspilningen af “Rising Arizona” utilfreds med at der ikke var plads til at improvisere. Gabriel Byrne beskrev optagelserne af “Miller’s Crossing” som et ubehageligt sted at være. Brødrene nægtede kategorisk at forklare hvilke motiver der lå bag filmen og Byrnes figur.

Et andet element er at de stramme handlinger udspiller sig i små nærmiljøer. Joel og Ethan Coen stammer selv fra sådan et miljø. I en mindre forstad til Minneapolis legede de to brødre med 8 mm-kameraer, hvor de bl.a. “genindspillede” gamle klassiske Hollywoodfilm. Og da de generte brødre overhovedet ikke kendte nogle piger, måtte den spinkle Ethan trække i arbejdstøjet (læs: kjole) når der var brug en kvindelig skuespillerinde. Adskillige år senere tog Joel på filmskole i New York, og Ethan læste filosofi, men efter en årrække hver for sig fandt de i begyndelsen af firserne igen sammen om at lave film.
Fra første færd er Coen-brødrene gået skævt til filmkunsten. Efter “Raising Arizona” indtjente $25 mio. efter et budget på $5 mio. blev de tilbudt “Batman”, men sagde pænt nej – og som alle ved så fik Tim Burton både jobbet og den tilhørende berømmelse. De producerer selv deres film og bruger kun filmselskaber til at distribuere og markedsføre deres værker. De vil ikke underlægge sig en magtfuld producer eller et magtfuldt selskab med krav om særlige hensyn til det store publikum: ”Film – og specielt Hollywood-film – er et slapt piskeslag, fordi meget af det er noget skidt. Men det er ikke overraskende. Tværtimod er det en naturlig
konsekvens af en sund, stenrig og ekstremt produktiv industri,” har Joel udtalt.

De har dog også udtalt at de konstant lefler for publikum, men karakteristisk så tilføjede de også at publikummet er dem selv.

“The Man Who Wasn’t There” er et godt eksempel på hvorfor de foretrækker at gå uden om Hollywood: ”Det var to uafhængige ting, som satte os i gang med at skrive denne film. En plakat med forskellige frisurer hos en barber i North Carolina som vi så, mens vi optog ‘The Hudsucker Proxy’ (‘Det Store Spring’) i 1994, og så James M. Caines romaner, som har været udgangspunktet for stemningen i filmen,” beretter Ethan. ”Og den stemning kan naturligvis kun formidles i sort og hvid. F.eks. spiller den flyvende tallerken i Roswell også en rolle i filmen, og for mit indre blik findes den kun i sort og hvid. Men det var ikke nemt at få finansieret en sort-hvid film, for filmselskaberne er bange for den slags. Men vi gjorde det klart for direktørerne hos USA Film og Working Title, som altid finansierer vores film, at den kun ville blive lavet, hvis det blev i sort-hvid. Og det bøjede de sig så for.”

DVD-udgivelsen af “The Man Who Wasn’t There” er et klart bevis på hvordan Hollywood og Coen-brødrene tænker forskelligt. Den sort/hvid-film udkom på en dobbelt-DVD: På disk 1 ligger filmen som brødrene inspillede den, og på disk 2 ligger der en farvelagt version af filmen.

Det er ironisk at de har dette anstrengte forhold til Hollywood, for næsten alle deres film er kraftigt inspireret af Hollywoods klassiske genre som gangsterfilm, musicals og komedier. I deres seneste film, “Intolerable Cruelty”, viser de endnu engang deres kærlighed til Hollywoods gyldne alder, når de går i fodsporene på bl.a. Howard Hawks og Billy Wilder. “Intolerable Cruelty” er umiddelbart deres mest lettilgængelige film til dato, men i USA har filmen ikke skabt meget røre ved billetlugerne.

Der kan være mange gode grunde til at Coen-brødrene ikke har succes hos det brede publikum, men det skyldes formentligt at filmene ikke opfylder den vigtigste regel for stor finansiel succes: publikum skal kunne identificere sig med hovedpersonerne. Hvor mange kan identificere sig med en egocentrisk teaterforfatter, en dødtrist barbér eller en amoralsk skilsmisseadvokat?

Men som indledningsvist nævnt så er de ligeglade med regler – og heldigvis for det!

“Intolerable Cruelty” havde biografpremiere 24/10.

Interviewkilde: Empire #173

[li]”Bloody Sunday”[/li]

[li]”Down With Love”[/li]

[li]”Lizzie McGuire” – “The Lizzie McGuire Movie”[/li]

[li]”Regel Nr. 1″[/li]

[li]”Elsker… Elsker Ikke” – “À La Folie… Pas Du Tout”[/li]

Tirsdag 28/10

[li]”Dreamcatcher”[/li]

Onsdag 29/10

[li]”Eight Crazy Nights”[/li]

[li]”Hvem Snørede Roger Rabbit?” – “Who Framed Roger Rabbit?”[/li]

[li]”Lykkevej”[/li]

[li]”Old School”[/li]

[li]TVD1 01.25 ”Himmel Og Jord” – “Heaven And Earth” (1993)[/li]

[li]Zulu 01.35 ”Kaifornia” (1993)[/li]

Søndag 26/10

[li]DR.2 17.45 ”Frygtens Terror” – “Cape Fear” (1962)[/li]
”Being John Malkovich”
Med John Cusack og Cameron Diaz.

New York City. En marionetdukkefører, et tragisk ægteskab en chimpanse, en chef, en receptionist, en skuespiller og en batalingsvej til New Jersey. Og naturligvis John Malkovich selv.

John Malkovich: ”Ma-Sheen!”
Charlie Sheen: ”Malcatraz!”
[li]DR.2 20.40 ”Being John Malkovich” (1999)[/li]

[li]TV.2 20.55 ”X-Men” (2000)[/li]

Mandag 27/10

[li]TVD1 21.00 ”Return To Me” (2000)[/li]

Tirsdag 28/10

[li]TV3+ 21.50 ”Muriels Bryllup” – “Muriel’s Wedding” (1994)[/li]

Onsdag 29/10

[li]TV3+ 22.00 ”The Ghost And The Darkness” (1996)[/li]

Torsdag 30/10

[li]Zulu 21.00 ”Speed” (1994)[/li]

[li]DR.2 23.00 ”Rosewood: Byen Der Blev Brændt” – “Rosewood” (1997)[/li]

Fredag 31/10
”Army Of Darkness”
Med Bruce Campbell og Embeth Davidtz.

Da Ash bliver transporteret tilbage til middelalderen varer det ikke længe før han er involveret i en kamp mod onde og overnaturlige kræfter.

Duke Henry: ”You’re not one of my vassals… who are you?”
Ash: ”Who wants to know?”
Duke Henry: ”I am Henry the Red. Duke of Shale, Lord of the Northlands and leader of its peoples.”
Ash: ”Well hello Mister Fancypants. Well, I’ve got news for you pal, you ain’t leadin’ but two things: Jack and shit… and Jack just left town!”
[li]TVD1 21.00 ”Army Of Darkness” (1993)

[li]TV.2 21.45 ”Paradise Road” (1997)[/li]

[li]TV.3 21.45 ”Starship Troopers” (1997)[/li]

[li]TVD1 22.45 ”Fredag den 13.” – “Friday the 13th” (1980)[/li]

[li]TV3+ 22.45 ”Araknofobi” – “Arachnophobia” (1990)[/li]

[li]Zulu 23.40 ”Maskernes Nat” – “Halloween” (1978)[/li]

Læs tidligere Ugens filmz.

[/li]