“Vanvittig forelsket” er fortællingen om den talentfulde, unge pianist Daniel, der møder kærligheden for første gang, da han forelsker sig hovedkulds i den kønne Sofie. Lykken bliver dog kortvarig, da han begynder at få en mistanke om, at hun er ham utro, og jalousien bliver mere og mere besættende for ham samtidig med, at han skal give sit livs vigtigste koncert.

Filmen er instrueret af Morten Giese, der hermed debuterer som spillefilminstruktør, om end han med sine 45 år ikke ligefrem er noget nyudsprunget talent. Tværtimod har han arbejdet som filmklipper i mange år og har bl.a. klippet Per Flys trilogi og Thomas Vinterbergs “Drengen der gik baglæns” samt instrueret to kortfilm. Filmz mødte Giese en usædvanlig varm sommerdag i Zentropas filmby til en snak om “Vanvittig forelsket”, virkelighedsforvrængning og Michael Jackson.

Du er oprindeligt uddannet filmklipper?

“Jeg er uddannet filmklipper ude fra filmskolen. Den bedste instruktøruddannelse, man kan få. Jeg kom ud i ’93. Det er vel 16 år, jeg har klippet. Jeg har altid vist, jeg gerne ville instruere, og da jeg søgte ind på filmskolen, var det også med en lille film, jeg selv havde lavet. Jeg kan nu skide godt lide at klippe, og jeg synes, det er et sted, hvor man lærer meget om at fortælle historier, og om hvad der skal til for, at en historie har bund og stil – al den balance, der skal være i en film. Man er meget tæt på det, som folk møder. Det har altid fascineret mig meget, at hvis jeg flyttede rundt på noget, så ændrede jeg den oplevelse, folk fik.”

“Jeg var nok heller ikke klar til at være instruktør. Jeg har aldrig været den type, der skulle ud og være instruktør for enhver pris. Jeg ville gerne lave noget personligt, og jeg synes, jeg havde en masse historier, som jeg gerne ville fortælle, og som pressede sig på, og jeg skulle først være klar til at fortælle dem. Derfor var modningsprocessen god for mig. Men jeg har lavet to novellefilm før denne og instrueret 14 afsnit af tv-serien ‘Hotellet’ ved siden af klippearbejdet. Så selvom det er min første spillefilm, så føler jeg mig ikke som en uprøvet filmmand. Jeg er jo efterhånden ret garvet. Så det er lidt sjovt både at have en debut og så alligevel føle, at man har gjort det i mange år.”

Har de to kortfilm været det spring, der nu har ført til en spillefilm?

“Ja, for ‘Dykkerdrengen’ vandt en masse priser, bl.a. en Robert, Buster og i Odense Film Festival for bedste kortfilm, så det var meget overvældende. ‘Min far er bokser’ kom med i Berlin. Den vandt ikke noget, men den kom dog med. Det betyder enormt meget i filmverden, at man får noget anerkendelse, så lige pludselig var muligheden åben.”

Hvor kom ideen til filmen oprindeligt fra?

“Den kom fra mit eget liv, tror jeg. Jeg har haft en rimelig kaotisk opvækst med nogle 60’er-forældre, der har været ret fucked up ligesom så mange andre og meget optaget af sig selv. Jeg oplevede, at da jeg blev ældre, var det svært at have et forhold til kvinder. Ikke fordi jeg blev så jaloux, som han gør i filmen, men mest fordi den kærlighed, de viste mig, blev utrolig vigtig, og jeg var meget bange for at miste den. Det var ikke så langt ude som i filmen, men det er nogle oplevelser, jeg selv kender, og som jeg har set hos mange, der ikke er blevet fyldt nok op og elsket nok som børn. Hvordan man slæber det savn videre og har meget brug for anerkendelse og at være god til et eller andet, så folk sidder og klapper, eftersom det er det, der gør, at man kan få fyldt tomrummet ud.”

“Udover det så er jeg tiltrukket af ideen om en hovedperson, som er sin egen værste modstander. I stedet for at skabe nogle ydre omstændigheder, der er uretfærdige, skaber jeg nogle indre omstændigheder, som er svære for ham. Han kæmper i virkeligheden mod sig selv, hvilket jeg synes giver det største drama på film.”

Udover det, hvad er det så ved historien, der er dragende?

“Jeg synes, det er fascinerende, at vi ikke ved om den forestilling, vi har om verden, er sand. Vi har en forestilling om, hvad andre tænker om os og gør, men vi ved det ikke, og den usikkerhed kan være vanskelig at leve med. Det, synes jeg, er fascinerende, fordi alle kender det, og man må på en eller anden måde lære at leve med det. Man ved ikke, om alle andre lyver, og den tvivl dyrker jeg meget i filmen. Den har jeg også lyst til at dykke længere ned i med den næste film. Gøre den tvivl større og arbejde med det forhold, at en hovedperson ser verden helt anderledes end andre. Det kunne man også gøre fysisk ved at gå længere ind i hans drøm.”

Her i filmen kommer det lidt listende. Vi bliver gradvis klar over, at de ting, han ser, ikke nødvendigvis er noget, vi kan stole på?

“Lige præcis. Det sker også, da hun spørger: ‘Hvorfor står du ude foran vinduet?’, og han benægter det fuldstændig. Det, synes jeg, er enormt spooky. Det er næsten en Hitchcock-ting at arbejde med. En virkelighedsforvrængning. Det har jeg lyst til at arbejde videre med i den næste film og måske gøre skellet endnu større.”

Michael Jackson, der for nylig døde, havde på sin vis nogle lignende problemer som filmens hovedperson. Han har et kolossalt talent, som de fleste af os ville være misundelige over, og man kan – som Daniels musiklærer siger – ‘næsten ikke klare at se ham tabe det hele på gulvet.'

“Michael Jackson har vel fuldstændig det samme som ham her – måske i virkeligheden endnu grellere. Han har haft en frygtelig barndom og en far, som har været sindssyg tyrannisk, og det er jo helt klart, at han har levet med et kæmpe kærlighedssvigt inden i sig, som han har fyldt op af at være skidegod til noget allerede som 12-13-årig, og på den måde er der en klar parallel til denne historie.”

“Det, han gør, er at få mors kærlighed ved at være skidegod til at spille. Rigtig mange, som er meget dygtige til noget, har jo desværre den baggrund, og det, der driver dem, er tit egentlig ikke, at talentet er så stort. Det, der får dem til at øve og øve og øve, er, at de mangler noget indeni, som de skal have fyldt op. Det er også derfor, at de igen og igen går ned på et tidspunkt, for når de har fået den succes, så oplever de bagefter et tomrum, der er endnu større. Lidt ligesom Michael Jackson, der bare sidder tilbage på Neverland og har det ad helvede til.”

Jeg har læst, at du til at begynde med var lidt tilbageholden med at bruge Cyron Melville i hovedrollen. Hvorfor det?

“Jeg kendte ham lige fra den allerførste film, jeg klippede, da jeg kom ud fra filmskolen, der hed ‘Menneskedyret’, hvor han var 10 år gammel. Der boede han faktisk lidt hjemme hos mig. Jeg synes, at han er en utrolig dygtig skuespiller, men jeg syntes, han var for drenget til den her rolle. Han havde noget smart over sig i de roller, jeg havde set ham i – f.eks. i “Råzone”. Jeg ville også gerne finde en, der var ukendt. Men så fandt vi ud af, at rollen var så stor – han er med i 95 scener ud af 100, tror jeg – og det er en meget stor udvikling, han har fra at være en pæn kontrolleret dreng til at være fuldstændig ude i vanviddet til sidst. For at kunne styre alt det, var jeg simpelthen nød til at få en mere rutineret spiller.”

“Jeg havde også brug for at finde en, der både havde det ømme og det hårde i sig – og det havde han, det kunne jeg se, så snart han kom ind ad døren. En fysisk krop, der virkede farlig, og samtidig med enormt bløde øjne. Og så lavede han en helt fantastisk casting, hvor han smadrede en dør med glas og hele lortet. Vi var dybt fascineret af ham, og vi kunne mærke, at de piger, vi castede sammen med ham, også var fascineret og lidt småforelskede i ham. Han havde simpelthen en power, som var helt rigtig til denne rolle.”

Hvad skal du så lave nu bagefter?

“Lige nu klipper jeg Per Flys nye film. Den, der hedder “Kvinden der drømte om en mand”. Efter den skal jeg i gang med mit næste projekt, som ligger på mit skrivebord nu, og som jeg skal skrive en first draft på, og så skal jeg forhåbentlig lave en film mere til næste år.”

Den skal så arbejde videre med nogle af de samme temaer?

“Ja, det er nogle af de samme temaer. I hvert fald kvinder og kærlighed, men det bliver mere noget om en mands meget komplicerede forhold til kvinder. Hans kasterationsangst og hans had til kvinder. Det går jeg længere ned i, så det bliver ret voldsomt. Så går jeg også længere ned i hele Hitchcock-delen og virkelighedsforvrængninger, som jeg har noget af i denne her, men det vil jeg gerne forstørre meget mere. Så den bliver mere syret end denne her. Eller endnu mere syret.”

”Vanvittig forelsket” kan ses i danske biografer fredag 31. juli.