Vanvittig forelsket
Udgivet 30. jul 2009 | Af: dolphinfriendly | Set i biografen
Ser man rent kommercielt på danske ungdomsfilm, er det ikke til at komme udenom, at de mest vellykkede i nyere tid er de lystspilinspirerede “Anja & Viktor”-film. Hvad end man synes om Regnar Grastens harmløse film, har der manglet produktioner med det mere bid og kant, som tør at gå andre veje. Måske er det med disse tanker rumsterende i baghovedet, at Morten Giese har sat sig i instruktørstolen og stykket “Vanvittig forelsket” sammen. Selvom hans spillefilmdebut går andre veje, er det at gå mod strømmen i sig selv ikke godt nok.
Morten Giese har forsøgt at sammenføre ungdomsfilm og klassisk thriller, men de to genrer finder på intet tidspunkt hinanden. Rent beset føles det som om, at to forskellige film er blevet klasket sammen uden at tage højde for plottet som helhed. Første halvdel er et vellykket kærlighedsdrama med et par mindeværdige sekvenser, som sagtens kunne have udmøntet sig som habil ungdomsfilm. Anden del derimod er vanvittig forfærdeligt og er mere ufrivillig komisk end thriller-troværdig.
Alligevel virker dette nu ganske fint og helt efter hensigten et stykke ad vejen. Samspillet mellem Cyron Bjørn Melville og Sara Hjort er godt, men det er tydeligt, at Melville er den, der trækker læsset. Ingen tvivl om, at 25-årige Melville er en stjerne i svøb, der med den sjældne blanding af naturlig karisma og talent sagtens kan bære en hovedrollen.
Dog slår det helt klik for både Daniel og filmens troværdighed med et trylleslag. I et forsøg på at integrere en slags naturalistisk skæbnehistorie ved at trække sindssygen ind som et arveligt fænomen, udvikler historien sig i en skæv retning. I sig selv kunne netop dét fortællemæssige element måske være blevet interessant nok i forlængelsen af kærlighedsdramaet. Daniels skinsyge udvikler sig imidlertid til en tour de force af påtaget raseri, når han praktisk talt spæner rundt i Københavns gader og smadrer alt og alle. Forvandlingen fra blød og følsom pianist til psykopatisk hooligan er spontan og umotiveret. Den umiddelbart fine ungdomsfilm tabes på jorden med et så sønderknusende smæld, at latteren ikke kan holdes tilbage. Den komplette mangel på situationsfornemmelse og filmisk timing er ufrivillig komik på et så højt plan, at det ikke vides, om der skal grines eller grædes. Jeg valgte det første.
“Vanvittig forelsket” er et sympatisk projekt, der desværre ikke spiller helt efter bogen.
Den gennemgående røde tråd knækker midtvejs, og de positive takter fra første del glemmes hurtigt under sidste halvdel af filmen. Hvad der kunne være blevet en interessant ungdomsfilm – for der er et potentiale i historien – ender i stedet med at blive en smertelig maveplasker. Første halvdel og Cyron Bjørn Melvilles fremragende præstation er de eneste grunde til, at filmen sniger sig op på et tretal.
Læs også: Vanviddets tangenter – Interview med Morten Giese.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet