Helt enig. I det hele taget synes jeg, at der er en udpræget tendens til at sidestille de to ting, altså at chok = uhyggelig.
Jeg går bestemt ikke af vejen for en god chokeffekt, men jeg foretrækker klart den mere snigende, stemningsfyldte uhygge som i fx Alien eller i klassiske spøgelsesfilm.
Jeg kan i øvrigt ret godt li' Juon-filmene. Men de kommer end ikke i nærheden af Alien hos mig.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Jeg synes faktisk chokeffekter gør en film mindre uhyggelig. Det river en fuldstændig ud af stemningen, og er ofte ledsaget af et nervøst grin eller lignende. Stemning derimod er noget der bliver hos en flere dage efter. Det samme gælder mystik for mit vedkommende. Hvis filmens hændelser ikke bliver forklaret, stemningen fungerer og filmen naturligvis er god, så bliver filmen længe hos mig. Jeg har dog aldrig oplevet, at en film forstyrrede min nattesøvn. Derimod har jeg oplevet at være en anelse nervøs for at være alene hjemme i mørket efter at have set en velfungerende gyser. Jeg vil meget gerne anbefale den franske Hotel, hvis folk har det lidt på samme måde.... slow-burning og forklarer ingenting, men stemningen er sateme velfungerende.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Jeg synes faktisk chokeffekter gør en film mindre uhyggelig. Det river en fuldstændig ud af stemningen, og er ofte ledsaget af et nervøst grin eller lignende.
Chokeffekter er i bund og grund ret nemme at lave. Det kræver blot en voldsom stimulusforandring, som fx en høj lyd eller noget, der pludseligt hopper ind i billedet, at få vores autonome nervesystem til at reagere helt af sig selv. Kunsten er at lave chokeffekter godt. Vi kender allesammen den med katten, der pludseligt kommer springende, til hudløshed. Sådan en effekt er på mig så stor en kliché, at den kommer til at virke kalkuleret og hiver mig ud af filmen. Jeg ser instruktøren for mig, der forsøger at hive i trådene og få mig til at reagere på en bestemt måde - og så stritter jeg imod.
Men der er bestemt også gode chokeffekter, fx hånden ved gravstedet i slutningen af CARRIE eller facehugger'en, der bevæger sig i sin tank i laboratoriet i ALIENS. De er timet så perfekt, at uanset hvor mange gange, jeg ser filmene, så virker de stadigvæk og kommer aldrig til at virke beregnende på samme måde. Måske er det bare et spørgsmål om timing, måske er det et spørgsmål om spillernes reaktion på effekten, eller måske er det simpelthen, at lige de effekter - i modsætning til den med katten - er forholdsvis originale?
Det er forøvrigt ret interessant, det der med at grine efter en effekt i en skrækfilm. Det er en helt normal reaktion og kaldes en "bail-out"-mekanisme. Det går kort sagt ud på, at vores krop oplever en hurtig, voldsom (an)spænding (i form af muskelsammentrækning m.m.), som den gerne vil forløse igen, helst ved at flygte eller kæmpe. Det kan den ikke, fordi det ikke vil give mening (der er ingen virkelig fare), og/ eller fordi det ikke vil være socialt acceptabelt, hvis vi pludseligt styrter ud af biografen eller knalder fladskærmen en på siden. Derfor kan vi nogle gange finde på at forløse spænding ved at grine eller skrige, når det bliver for meget.
Forløsningen gennem grin hænger desuden sikkert også sammen med, at en chokeffekt giver os et adrenalin-rush, som gør os kortvarigt opstemte efter at have oplevet det (fra et evolutionært synspunkt så hænger adrenalin-rushet sammen med den funktion som spændingen af kroppen har - nemlig at gøre os klar til at kæmpe eller flygte i en virkelig faresituation: Ved at pumpe adrenalin ud i kroppen, fokusere på faren og lukke kortvarigt ned for uvigtige kropsfunktioner som fordøjelsen, så styrkes vores reaktionsevne og mulighed for at komme ud af faresituationen igen. Vores sanseapparet kan nemlig ikke umiddelbart kende forskel på, om der er tale om virkelig eller fiktiv fare, og derfor reagerer den uanset, indtil de højere hjernefunktioner går ind og lukker ned for reaktionen igen ved at fortælle os, at det "bare er en film").
Selvfølgeligt kan forløsningen gennem grin også skyldes en helt tredje ting, nemlig at chokeffekten er så dårlig udført eller så klichéfyldt, at den simpelthen virker latterlig. :-)
Stemning derimod er noget der bliver hos en flere dage efter. Det samme gælder mystik for mit vedkommende. Hvis filmens hændelser ikke bliver forklaret, stemningen fungerer og filmen naturligvis er god, så bliver filmen længe hos mig. Jeg har dog aldrig oplevet, at en film forstyrrede min nattesøvn. Derimod har jeg oplevet at være en anelse nervøs for at være alene hjemme i mørket efter at have set en velfungerende gyser. Jeg vil meget gerne anbefale den franske Hotel, hvis folk har det lidt på samme måde.... slow-burning og forklarer ingenting, men stemningen er sateme velfungerende.
Chokeffekter er i sagens natur hurtigt overståede, så jeg er helt enig: det er stemningen, der gør, at en film lever videre mentalt i en. Jeg tror sidst, jeg oplevede, at en film gav mig mareridt, var da jeg første gang så den originale MOTORSAVSMASSAKREN for 3-4 år siden. Her var det også helt sikkert den modbydelige, onde stemning især i scenen ved spisebordet, der påvirkede min nattesøvn.
HOTEL lyder interessant. Jeg kan dog se, at der er flere film med titlen. Hvilken er det?
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Vis man tænker på alien fra 1979, så blev jeg nok mest bange da dallas var inde i luft skaterne og der i slutningen
Hvor dallas drejer med flammekasterne og alien står der og venter. Pludselig bare popper op og med jerry's score gøre det til en af de bedste chock effekter
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
#94 Den fra 2004... mener i hvert fald den var fransk. Som sagt er det ren stemning, og nogle mennesker vil finde den pissekedelig, fordi der aldrig er nogen form for forløsning, men den ramte sgu mig meget godt.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
De er timet så perfekt, at uanset hvor mange gange, jeg ser filmene, så virker de stadigvæk og kommer aldrig til at virke beregnende på samme måde. Måske er det bare et spørgsmål om timing, måske er det et spørgsmål om spillernes reaktion på effekten, eller måske er det simpelthen, at lige de effekter - i modsætning til den med katten - er forholdsvis originale?
Gode og interessante tanker.
De bedste gys, de mest effektive af slagsen, er for mig ikke udlevelsen ovenpå en stemnings opbygning. Det er som orgasme med en kvinde. Øjeblikket giver en spændingsudladning, men det er de tre foregående timers forspil, som man mindes.
Det er Ridley Scotts genialitet med Alien og en af grundene til, at jeg stadig på 31. år, finder den værende en af de bedste og mest effektive gysere jeg har set. Hele iscenesættelsen med at nå ned til æggene på LV-426 ender stadig med, at jeg kniber øjnene sammen, når ægget åbnes. Dallas i luftskakten. Brett i lastrummene. Ripley alene.
Faktisk husker jeg min oplevelse af filmen 1979, som værende én lang intens adrenalin tur, simpelthen fordi man ikke havde nogen anelse om, hvad og hvornår der ville ske noget. Den var så nyskabende og informationen om den så sparsom, at man selv under den rolige introducering på Nostromo ikke vidste, om der ville "ske noget" eller ej. Så fungerer gys optimalt.
Andre film, hvor instruktørens besindighed fremmer det gode gys, er bl.a. Exorcist, Devils Backbone, Don't Look Now, The Innocents, The Shining, Descent, Salems Lot og skal jeg nævne én asiatisk så må det være A Tale of Two Sisters.
Hostel og "den slags" film betragter jeg ikke som gys, men som et symtom på, at efterspørgslen på antydningens kunst er trængt i defensiven af efterspørgslen på stadigt mere visuelle vulgariteter og perversiteter, som fejlagtigt betegnes gys. Det er billig udnyttelse af Horror for Dummies vol. 1 tilsat en syndflod af lemmer og gore.
IKKE at forglemme ... Jerry Goldsmiths eminente soundtrack! Det må ikke undervurderes, hvor meget intensitet denne mands score bibringer Alien. Helt unikt!
Andre film, hvor instruktørens besindighed fremmer det gode gys, er bl.a. Exorcist, Devils Backbone, Don't Look Now, The Innocents, The Shining, Descent, Salems Lot og skal jeg nævne én asiatisk så må det være A Tale of Two Sisters.
Så vil jeg også lige nævne Jaws! :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#91 Collateral 14 år siden
Grudge er proppet med chokeffekter, det gør den ikke nødvendigvis uhyggelig.
#92 Thomsen 14 år siden
Jeg går bestemt ikke af vejen for en god chokeffekt, men jeg foretrækker klart den mere snigende, stemningsfyldte uhygge som i fx Alien eller i klassiske spøgelsesfilm.
Jeg kan i øvrigt ret godt li' Juon-filmene. Men de kommer end ikke i nærheden af Alien hos mig.
#93 Lord Beef Jerky 14 år siden
#94 Thomsen 14 år siden
Chokeffekter er i bund og grund ret nemme at lave. Det kræver blot en voldsom stimulusforandring, som fx en høj lyd eller noget, der pludseligt hopper ind i billedet, at få vores autonome nervesystem til at reagere helt af sig selv. Kunsten er at lave chokeffekter godt. Vi kender allesammen den med katten, der pludseligt kommer springende, til hudløshed. Sådan en effekt er på mig så stor en kliché, at den kommer til at virke kalkuleret og hiver mig ud af filmen. Jeg ser instruktøren for mig, der forsøger at hive i trådene og få mig til at reagere på en bestemt måde - og så stritter jeg imod.
Men der er bestemt også gode chokeffekter, fx hånden ved gravstedet i slutningen af CARRIE eller facehugger'en, der bevæger sig i sin tank i laboratoriet i ALIENS. De er timet så perfekt, at uanset hvor mange gange, jeg ser filmene, så virker de stadigvæk og kommer aldrig til at virke beregnende på samme måde. Måske er det bare et spørgsmål om timing, måske er det et spørgsmål om spillernes reaktion på effekten, eller måske er det simpelthen, at lige de effekter - i modsætning til den med katten - er forholdsvis originale?
Det er forøvrigt ret interessant, det der med at grine efter en effekt i en skrækfilm. Det er en helt normal reaktion og kaldes en "bail-out"-mekanisme. Det går kort sagt ud på, at vores krop oplever en hurtig, voldsom (an)spænding (i form af muskelsammentrækning m.m.), som den gerne vil forløse igen, helst ved at flygte eller kæmpe. Det kan den ikke, fordi det ikke vil give mening (der er ingen virkelig fare), og/ eller fordi det ikke vil være socialt acceptabelt, hvis vi pludseligt styrter ud af biografen eller knalder fladskærmen en på siden. Derfor kan vi nogle gange finde på at forløse spænding ved at grine eller skrige, når det bliver for meget.
Forløsningen gennem grin hænger desuden sikkert også sammen med, at en chokeffekt giver os et adrenalin-rush, som gør os kortvarigt opstemte efter at have oplevet det (fra et evolutionært synspunkt så hænger adrenalin-rushet sammen med den funktion som spændingen af kroppen har - nemlig at gøre os klar til at kæmpe eller flygte i en virkelig faresituation: Ved at pumpe adrenalin ud i kroppen, fokusere på faren og lukke kortvarigt ned for uvigtige kropsfunktioner som fordøjelsen, så styrkes vores reaktionsevne og mulighed for at komme ud af faresituationen igen. Vores sanseapparet kan nemlig ikke umiddelbart kende forskel på, om der er tale om virkelig eller fiktiv fare, og derfor reagerer den uanset, indtil de højere hjernefunktioner går ind og lukker ned for reaktionen igen ved at fortælle os, at det "bare er en film").
Selvfølgeligt kan forløsningen gennem grin også skyldes en helt tredje ting, nemlig at chokeffekten er så dårlig udført eller så klichéfyldt, at den simpelthen virker latterlig. :-)
Chokeffekter er i sagens natur hurtigt overståede, så jeg er helt enig: det er stemningen, der gør, at en film lever videre mentalt i en. Jeg tror sidst, jeg oplevede, at en film gav mig mareridt, var da jeg første gang så den originale MOTORSAVSMASSAKREN for 3-4 år siden. Her var det også helt sikkert den modbydelige, onde stemning især i scenen ved spisebordet, der påvirkede min nattesøvn.
HOTEL lyder interessant. Jeg kan dog se, at der er flere film med titlen. Hvilken er det?
#95 Batsy 14 år siden
#96 Lord Beef Jerky 14 år siden
#97 Thomsen 14 år siden
#98 Lord Beef Jerky 14 år siden
#99 filmz-Myrepip 14 år siden
Gode og interessante tanker.
De bedste gys, de mest effektive af slagsen, er for mig ikke udlevelsen ovenpå en stemnings opbygning. Det er som orgasme med en kvinde. Øjeblikket giver en spændingsudladning, men det er de tre foregående timers forspil, som man mindes.
Det er Ridley Scotts genialitet med Alien og en af grundene til, at jeg stadig på 31. år, finder den værende en af de bedste og mest effektive gysere jeg har set. Hele iscenesættelsen med at nå ned til æggene på LV-426 ender stadig med, at jeg kniber øjnene sammen, når ægget åbnes. Dallas i luftskakten. Brett i lastrummene. Ripley alene.
Faktisk husker jeg min oplevelse af filmen 1979, som værende én lang intens adrenalin tur, simpelthen fordi man ikke havde nogen anelse om, hvad og hvornår der ville ske noget. Den var så nyskabende og informationen om den så sparsom, at man selv under den rolige introducering på Nostromo ikke vidste, om der ville "ske noget" eller ej. Så fungerer gys optimalt.
Andre film, hvor instruktørens besindighed fremmer det gode gys, er bl.a. Exorcist, Devils Backbone, Don't Look Now, The Innocents, The Shining, Descent, Salems Lot og skal jeg nævne én asiatisk så må det være A Tale of Two Sisters.
Hostel og "den slags" film betragter jeg ikke som gys, men som et symtom på, at efterspørgslen på antydningens kunst er trængt i defensiven af efterspørgslen på stadigt mere visuelle vulgariteter og perversiteter, som fejlagtigt betegnes gys. Det er billig udnyttelse af Horror for Dummies vol. 1 tilsat en syndflod af lemmer og gore.
IKKE at forglemme ... Jerry Goldsmiths eminente soundtrack! Det må ikke undervurderes, hvor meget intensitet denne mands score bibringer Alien. Helt unikt!
#100 evermind 14 år siden
Så vil jeg også lige nævne Jaws! :)