#67 - sniper@dk:

det blev SW Episode III pga. sagaens fremragende slutning, hvor Hayden endelig viser bare lidt godt skuespil dog stadig kun i små glimt ;)

Der må jeg have blinket - en Playmobile figur kunne have gjort det lige så godt.

Lad os engang se på Mark Hamills skuespilpræstation i Episode IV: Er det flot karakterskuespil? Nej, langt fra. Hvis man tager de lidt strenge briller på, så har han kun tre udtryk af skifte mellem: (1) det store blændende smil og friskfyrsagtig, naiv stemmeføring (jf. den mindre heldige replik "I am Luke Skywalker and I am here to rescue you!") (2) bøjet hoved og en mut mine, når han skal illustrere sorg og (3) store øjne og åben mund når han skal agere overrasket eller chokeret. Er der nogen særlig dybde i hans spil? Næh. ... Men det enkle og det naive FUNGERER i Star Wars-filmene.

Tilsvarende kan man - igen med påtagede strenge briller - også sagtens se et gran af overspil i Harrison Fords præstation som Han Solo. Der er heller ikke megen dybde der, og følelsesregistret er ikke meget bredere end hos Mark Hamill: et kækt eller frækt smil, et surt fjæs eller store øjne, alt efter situationen.

Først i "Episode V: The Empire Strikes Back" kommer der dybde og variation i skuespillernes præstation. Mark Hamill udtrykker ikke længere sorg og fortvivlelse ved blot at bøje hovedet og se mut ud, men får hele ansigtet til at udtrykke den største fortvivlelse og desperation. Og Harrison Ford bliver mere afdæmpet i sine udtryk, ligesom han flere gange alene med blikket siger mere end man ville kunne sige med en masse ord.

Hayden Christensen kommer bedre fra start: Hans øjne har i sig selv så meget gestus og udtryk, at det giver hans figur dybde. Hans levende ansigt og dirrende stemme kan allerede det, som Mark Hamill først leverede i Episode V. Han kan både vise glimt i øjet og det modsatte: vrede, og her har han en styrke fremfor Mark Hamill, hvis øjne er mere dukkeagtige. Bortset fra visse gode undtagelser som f.eks. "I am your father"-scenen i Episode V og konfrontationen med Darth Vader og kejseren i Episode VI, render Mark Hamill det meste af tiden rundt med den samme grimasse på i form af det åbne, lidt betuttede og overraskede/ivrige ansigtsudtyk.

Og sammenlign Hayden Christensen i scenen med Anakins mors død i Episode II, med Mark Hamill i scenen med hans adoptivforældres død. Hvem af dem reagerer mest som man ville gøre i virkeligheden? Hvem af dem har det bredeste udtryk, så vi som tilskuere kan identificere os med hovedpersonen og hans følelser. Jeg siger ikke, at Hamill er elendig, men hans udtryk er så simplificeret at man måske godt kunne savne nogle tårer. Man kunne så til forsvar for scenen og Hamill sige, at nogle mennesker jo holder følelser gemt langt inde i sig selv (jævnfør den omstændighed at Luke aldrig mere snakker om sin onkel og tante), men der er ingen tvivl om identifikationen virker bedre i Episode II, hvor tårer og fortvivlelse afløst af et hadefuldt blik og et forbitret ansigt (da han vender fokus mod sin mors mordere) og hvor sorgen hænger ved længe bagefter, og også uddybes i de efterfølgende scener med begravelsen og hans samtale med Padme, hvor Christensen udtrykker et tungt sind, fortvivlelse, had og afmagt.

En del kritikere har da også rost Christensen, bl.a. fordi det lykkes ham at skabe sympati for sin ellers ofte usympatiske figur, der jo er et ret selvcentreret, stolt og på mange måder arrogant menneske, som ovenikøbet ender som en af filmhistoriens værste skurke, der er ved at kvæle sin egen kone og som hvæser "I hate you" lige op i ansigtet på sin læremester og ven gennem mange år. ... Jeg kan lide Anakin og føle med ham, lige indtil han erklærer Darth Sidious sin hengivenhed. Og det er altså godt gået af Christensen, eftersom han allerede op til da har optrådt som en kæmpe egoist, en barnemorder (i Sand-folkenes lejr), en trodsig oprører mod Jedikodekset og mod Obi-wan, en blæremås overfor Padme, bøddel overfor en ubevæbnet og besejret fange (=Count Dooku), løgner overfor alle og enhver mht. sit forbudte ægteskab og hamrende magtbegærlig (jævnfør "I want more. And I know that I shouldn't" i Episode III og hans andre udtalelser i Episode II om at få stor magt).

#72 amen...det satte nok lige tingene i relief for de fleste :-D

Også en af verdens bedste dobbel triologi serie.!!!

For dem er der mange af, eller hva'? :)

#77 - mimic:

kunne specielt godt lide den scene du nævnte fra episode 2 hvor hans mor dør, det et af highligtsne fra alle filmene som han bare klarer perfekt imens musikken bulder langsomt op hvis man sige det sådan

Ja, jeg er også vild med musikken. Jeg elsker de der dystre violiner der fremmaner billedet af, at det nu slår klik for Anakin.

Den måde at bruge violiner på som underlægningsmusik, minder mig om musikken i "LOTR: Return of the King" der hvor Frodo langsomt vender sig om og opdager Shelob. Perfekt lavet!

Stemte King Kong, og har ellers følgende rækkefølge:

1. King Kong
2. Flammernes Pokal
3. Brokeback Mountain