Zabriskie (110) skrev:

Oslo 31. august! Det er synd en sådan film ikke får den opmærksomhed den fortjener

Trier fanboy!

skittlez (112) skrev:

Som skrevet er det en liste over sete film, sat i rækkefølge fra bedst til dårligst, så, ja, de nævnte film er med. Your Highness, som jeg var pænt underholdt af, er ikke i top 30, og de andre film du nævner er helt i bunden.

Ah, det er sådan den fungerer.

skittlez (112) skrev:

Har tjekket din liste, og vi har jo de samme film i toppen (ca.). 2011 har været et klasseår for god action, for øvrigt.

Hehe, må indrømme at ha' brugt lidt af din liste til at lave min egen. Men jo, helt enig, og 2012 ser heller ikke dårligt ud.

#111 - Jannikand

Ja, det kan jeg ikke løbe fra! Jeg har endda overvejet, om jeg er Danmarks mest dedikerede Joachim Trier-fan, udfra det ræsonnement, at selve fanbasen er til at overse. Der var dog væsentligt skriveri om ham i forbindelse med Oslo, og det virker som om, at han i det mindste er dukket op på landkortet hos anmeldere og filmfolk. Desuden læste jeg i seneste udgave af Ekko, at selveste Robert Mckee bruger Reprise som filmeksempel i løbet af hans berømte seminar. Den blev nævnt i samme sætning som Casablanca, Kramer vs Kramer og en tredje Hollywood-klassiker.
Så måske går det ligeså stille op for folk, at skandinaviens pt. mest interessante instruktør er den anden Trier, fra Norge.

Men men, han har stadig kun lavet to film, og hvad er det man siger; en er et tilfælde, to er et lykketræf og tre er et mønster. Hvis den tredje bliver ligeså vellykket som de to første, så er jeg overbevist om, at vi står med en meget, meget vigtig instruktør i skandinavisk film, som bliver interessant at følge i mange år fremover.
For nu vil jeg glæde mig til mit tredje biografbesøg til Oslo på tirsdag i Grand. Den går i øvrigt sidste gang på onsdag, hvis nogen skulle være interesseret!

#116 - Jo, jeg kan gøre forsøget.

Reprise er en legende hyldest til selve det at være ung i en storby, og de år af ens liv, hvor ens drømme efterhånden manifesterer sig i konkrete ambitioner. Den dobbelthed, der ligger i, at alle døre står åbne for en, og alt synes muligt, samtidig med at man tvivler på, om man overhovedet har evnerne til at træde over en eneste dørtærskel, skildres i den centrale historie om venskabet imellem Philip og Erik, og hver deres fundamentalt forskellige kamp med dem selv. Det er en buddy-movie, i den forstand, at den skrildrer den tid af ens liv, hvor ens vennegruppe er det vigtigste i ens liv, og filmen har, med sin virtuose brug af alskens filmiske virkemidler, karakter af en scrap-bog, en kollage af minder fra en magisk tid, hvor de her unge mennesker kæmper med at finde sig selv.
Filmen er fortællemæssig kompleks og beskriver på forbilledlig vis et omfattende persongalleri, samtidig med at den arbejder med gruppepsykologi på en dramaturgisk fascinerende og enorm stringent måde.

Trier brugte fire år på at skrive Reprise og fire måneder på at skrive "Oslo 31. August". I reprise følger man en gruppe menneskers udvikling over en årrække med konstante flashbacks til frem(?)- og fortid, parallelle handlingsforløb, og en stor sammenblanding af minder, virkelighed, (meta)fiktion og drømme.
Oslo 31. august følger én karakter i løbet af ét døgn rundt i Oslos gader. Det kunne næsten ikke være mere væsensforskelligt
Hvor er Reprise altså er nærmest et filmisk festfyrværkeri, så har "Oslo 31. August" en hel anden ro, en hel anden alvor, en hel anden alder, end Reprise har.

Hvor Reprise viser en mulighedernes tid, er Oslo 31. august et portræt af (næsten) samme segment som det i Reprise beskrevet, den kreative middeklasse i en skandinavisk storby, men ca. ti år senere, der hvor dørtærsklerne er passerede, afgørende valg er truffet, og de fleste døre endegyldigt har lukket sig.
Da jeg så filmen første gang, forlod jeg biografen med en mærkelig følelse af tomhed, som jeg til en begyndelse forvekslede med, at filmen ikke ramte mig, at den slet ikke rørte mig sådan som jeg havde håbet og troet, den ville. Det tog en hel dag for mig at opdage, hvordan filmen sad i hele kroppen på mig.

Man kan sige, at filmen tager en (meget intelligent) eks-narkomans tunge spørgsmål - om livet overhovedet er værd at leve længere - alvorligt med en finesse og en kompleksitet, jeg ikke har set magen til før. Filmen er på een gang et portræt af en mand, der, som 34-årig har mistet alt, på trods af, at han - både åndeligt, socialt og økonomisk - er vokset op under meget privilegerede vilkår, en mand, som er fejlet på trods, det Trier kalder den dobbelte skam, skammen over at mislykkes i sig selv, og skammen over at have gjort det på trods af ens gyldne muligheder. Samtidig er filmen et portræt af de andre, de som kom ud af ungdommens rus og endte med at være helt almindelige mennesker, og deres meget relevante tumlen med eksistentielle problemer klædt ind i dagligdagens knusende profane klæder. I en perlerække af scener møder Anders personer fra fortiden og fører samtaler med dem, nogle gange meget lange samtaler. Det er dialog på højt, højt plan, og det er en fortælling som tiltager i spænding med isnende ro.
Hvis man, som jeg, lever i en storby, har (kreative) ambitioner - og både frygter en fremtid dybt begravet i leverpostejen, og det modsatte, at den gale hund man har gemt under foret bryder ud af sit fængsel og æder en råt - så vil Oslo 31. August være en tankevækkende oplevelse.
Man behøver ikke være narkoman for at identificere sig med Anders, man skal såmænd bare en gang eller to have fornemmet meningsløshedens spøgelse passere igennem en for at forstå, hvilke tanker han tumler med. Og hvis bare man kender lidt til frygten for at mislykkes som menneske på trods, så blinker der fra filmen store advarselslamper i eksemplet Anders, som det er værd at tage et grundigt kig på, og som - hvis man kigger rigtigt - rummer en sand opbyggelighed. Destruktiv integritet har været et kodeord for Trier i arbejdet med Anders som karakter, og selve det begreb, destruktiv integritet, er et jeg stadig tumler med i forståelsen af mig selv.

Det var først ved gensynet af filmen jeg havde overskud til for alvor at lægge mærke til filmens mise-en-scene. Uden at gå detaljer, så er filmen en bedrift. Den er ikke, som Reprise, meget eksplicit i sine mange stilistiske greb, istedet har den nærmest usynlig æstetik, en stilfærdig og nænsom iscenesættelse, som virker så umiddelbar, men som er så pokkers integreret i historien. Det er et levende og åndende portræt - af en by, en generation, en mand - der ikke skriger på opmærksomhed, men som ganske forsigtigt tager publikum ved hånden, og på skønneste vis guider en rundt i Oslos gader og Anders' hoved. Derudover nikker Trier på sædvanlig nyskabende vis til den franske nybølge og soundtracket er ligeså lækkert som det, der var i Reprise. Og prøv at lægge mærke til filmens sidste indstilling.

Til sidst vil jeg lige nævne Anders Danielsson Lie, den store hovedrolle. Den medicinstuderende, som kom igennem casting-nåleøjet til Reprise og leverede en uforglemmelig indsats som den psykisk syge Philip, og (nu som færdiguddannet læge) var grunden til, at Joachim Trier skrev "Oslo 31. August". Ja, jeg vil gaktisk bare nævne ham, fordi han altid fortjener at blive nævnt. Se ham selv.

Hmm. Det var slet ikke så rart, som jeg havde håbet at formulere mig på skrift om filmen. Men jeg håber det giver et billede af min oplevelse.

Hvis du får den set, vil jeg meget gerne høre din mening.

Mvh