Nice bunch. Mht. musikdokumentrarer så hjælper det nok meget hvis man godt kan lide kunstneren/kunstnerne. Jeg er ikke vildt begejstret for Rolling Stones, men jeg har dog forståelse for at for dem der er, så vil Gimme Shelter være en fantastisk oplevelse. Jeg er egentlig lidt overrasket over at se Thank You For Smoking på listen, men jeg synes også at den er rigtig god. Fantastisk at lave en satire over så alvorligt emne. Ja nogle gange i filmen ved man nærmest ikke om man skal grine eller græde. I øvrigt er [url= helt fantastisk
Resten af filmene er klassikere og behøver ikke flere kommentarer.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jeg kan umiddelbart tilslutte mig følgende tre film (ikke placeringen, men at de er med på en Top 200-liste):
'The Incredibles' - i mine øjne bestemt også en af såvel Pixar's som animation-genrens allerbedste.
'Rear Window' - Hitchcock's mesterlige udnyttelse af de stærkt begrænsede fysiske rammer, og det at kameraet aldrig forlader lejligheden, men hele tiden er hos James Stewart og lader os se tingene fra hans synsvinkel, gør filmen til en intens, atmosfærefyldt sag. Og så elsker jeg den detalje, at der næsten ikke bruges musik.
'Raiders of the Lost Ark' - jeg er overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Men det fik Steven Spielberg mig til at glemme, da jeg så 'Raiders' for tredje gang.
.......
Jeg må til gengæld stå af på 'Where Eagles Dare', da jeg aldrig har brudt mig om action krigsfilm. Men solidt håndværk er det da indenfor SIN genre. Og 'Memento' kan jeg ikke se noget særligt i. Indpakningen, altså den baglæns fortalte historie, kan ikke overskygge hvad der i mine øjne er en yderst tyndbenet historie. Til at begynde med fandt jeg formen interessant, fordi den var anderledes - men senere irriterede den mig bare. 'Gimme Shelter' var en interessant dokumentar, men nogen favoritfilm ville den aldrig kunne blive hos MIG.
'Thank You For Smoking' mangler jeg at få set. Og 'How Green Was My Valley', 'The Treasure of the Sierra Madre' og 'The Big Sleep' føler jeg mig ikke kompetent til at udtale mig om, eftersom det er 20-25 år siden jeg har set dem. Selvom jeg har positive minder om dem, vil det nok være bedst med et gensyn.
50 - Patton - 1970 Francis Ford Coppola måtte nær se sig fyret under arbejdet til Godfather produktionen, da hans manuskript til Patton pludselig blev nomineret til en Oscar og vandt. Så fik piben en anden lyd. Det er dog Franklin J. Schaffner, som står som instruktør til den autobiografiske film om den legendariske general Patton, amerikaneren med elfenbensskæfte på revolverne, som var overbevist om at han var en reinkarneret soldat, der havde deltaget i nogle af historiens største slag. Krigsfilm med autobiografisk indhold, har en tendens til at ryge ned ad rangstigen, når de bedste krigsfilm skal remses op, men Patton skiller sig ud. Nogle kalder George C. Scotts præstation for den største skuespilspræstation nogensinde og jeg er meget enig og vil sætte den på top 10 af præstationer, jeg nogensinde har set, bl.a. sammen med Bruno Ganz i Der Untergang og Daniel Day Lewis i There Will Be Blood. Fjerner man George C. Scott har man en indpakning, som er ganske typisk for tiden og denne slags film, men fra første scene bryder mandens karisma igennem og han stjæler hvert et øjeblik, han optræder i. Og heldigvis akkompagneres han af en stærkt spillende Karl Malden som general Omar Bradley.
49 - City of God (Cidade de Deus) - 2002 Dette er måske den største mavepuster af en filmoplevelse, jeg har følt de sidste 10 år. Overraskelsen over tempo, cinematografi og brutaliteten blandt de brasilianske børn i Rio De Janeiros slum for at overleve og få et bedre liv, kunne jeg ikke ryste af mig.
48 - One Flew Over the Cuckoo's Nest - 1975 Inden Jack Nicholsons fagter og mimik blev til vartegn, patentbeskyttet og sat i produktion, overraskede manden stort, med sit talent, frækhed og nedlæggelse af det svage køn. Gøgereden er blot én af mange store præstationer i en lang karriere, men Nicholsons intellekt og empati i denne, bliver til stor satire, som udstiller en plejesektor og ikke mindst det umenneskelige grundlag, hvorpå man forsøger at varetage sin funktion. En rørende film, hvor man kommer igennem hele følelsesregisteret, hver gang man genser den.
47 - Casablanca - 1946 Tja, hvad er der tilbage at blive sagt om Michael Curtiz' film? Intet!
46 - The Sting - 1973 Det er der til gengæld om George Roy Hills Sidste Stik, som i dag er groft overset, sammenlignet med de 7 fortjente Oscars den modtog i 1974. Filmen lever højt på kemien mellem Robert Redford og Paul Newman, hvilket i denne sammenhæng ikke er nogen ulempe og skuespillet blandt det store kompetente ensemble, er over en bred kam af høj karat. Den bedste "con artist" film, filmhistorien har at byde på. Periode settings, musik og et roligt pace adderer til en uforlignelig stemning.
45 - Die Hard - 1988 For mange blev dette Bruce Willis store gennembrud, men reelt set havde han allerede vist hans skuespilsmæssige potentiale i serien Moonlighting, som han for nogle, undertegnede medregnet, ikke har overgået sidenhen. Overgangen til actionhelt, var ikke helt nem i en tid, hvor genren blev domineret af muskler og mangel på ord, men Bruce Willis' timing for aflevering af pointer, fik ham ubesværet til at indtage en plads på podiet og 20 år senere og mindre hårfager, gør han stadig omkring i franchisens kulisser, dog desværre i mangel på de ord, som gjorde Die Hard til en suveræn action basker. Action laves ikke bedre, uanset hvor mange penge og computere der puttes i en produktion og det er blot for John McTiernan at sætte sig tilbage i lænestolen med cigaren og sige, "jeg har lavet den bedste actionfilm i verden". Jeg nikker!
44 - No Country For Old Men - 2007 Det er jo kun et par siden, at vi var vidne til et fantom Oscar år, med filmkunst i verdensklasse. Coen brødrenes film, tog det års pris for bedste film, en beslutning jeg normalt ville havde bifaldet, men konkurrencen var hård. Selv om NCFOM ikke skulle have haft titlen, så formår den at knibe sig ind i det rigtig gode selskab. Den gode historie, det gode skuespil og den flotte cinematografi tilsat en eksekvering, som få magter som Coen brødrene, udmundede i et både intenst og et til tider hæsblæsende adrenalin ridt. Dertil tilsat en umådelig flot parallel sidehistorie, som aldrig krydser klinger med hovedplottet, men sætter historiens morale i relief. Hvilket overblik!
43 - Blade Runner - 1992 Alle sci-fi nørders yndlings film. Jeg er så ikke sci-fi nørd, men jeg bukker mig dybt i støvet for Sir Ridley Scott "den stores" visuelle geni, hvis lige nok ikke findes i dag, ihvertfald ikke til at jonglere rundt med produktioner af denne størrelse, ubesværet eller ej. Billedsprog, metaforik og soundtrack smelter sammen og danner en atmosfære alle, som ikke er blevet umyndiggjort, vil betragte med åben mund og polypper og indtage som nektar. Harrison Ford er film noir protagonisten, som skiftevis må høre på sin egen tale og så ikke og så alligevel, inden alle blev lykkelige sidste år med hele fem versioner af samme film. Ja, selvfølgelig er han en replikant! Held og lykke til George Lucas og ILM om nogensinde at skabe noget, som blot kommer i nærheden af dette univers med mindre det er far far away i en galakse uden digitalisering!
42 - Sleuth - 1972 Nej, der er ikke tale om genindspilningen for et par år tilbage, men originalen, som også havde Michael Caine i en af de to hovedroller. Laurence Olivier er på hjemmebane i en rolle som i den grad lægger vægt på skuespillets gamle dyder. Et lille cast, drama, mysterie og en overvægt af intellektuelle ordvekslinger afleveret, som kun de britiske filmkæmper formår. Filmens plot tager udgangspunkt i, at Caine elsker Oliviers kone og ønsker at rejse væk med hende. Olivier er villig til at efterkomme ønsket ... men. Det er det lille men, som langsomt udvikler sig til en katten efter musen leg af de virkeligt gennemtænkte af slagsen. Sidney Lumet lavede en yderst seværdig version af samme tema i 1982, Deathtrap, også med Michael Caine og med Christopher Reeves i den anden hovedrolle. Mesterligt!
41 - Naked - 1993 Jeg har haft svært ved at vænne mig til et liv uden flere Deadwood sæsoner. Serien gav mig et fix, udi retorikkens fjerneste afkroge. David Milch jonglerede med sproget og skabte en sælsom lyrik, som var vanedannende. Mike Leighs Naked formår nøjagtig det samme. Sur, gnaven og tvær får ny betydning, når man har set David Thewlis' tour de force præstation i Naked. Vind 30 millioner i lotto, bliv gift med Maggie Siff og få lovning på en konservativ borgmester i Frederiksberg kommune de næste 100 år og sæt dig så ned og tal med personen Johnny (Thewlis) i 5 minutter og du vil gå grædende væk, overbevist om at livet stinker! Bidende ironi og satire er kun en gang tidligere portrætteret så giftigt på film. Det er umådeligt underholdende og man sidder som naglet til skærmen, når Thewlis rister sine ofre med ord, ét efter ét. Essensen er stor filmkunst!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Damn, det er nogle fede film, de der...Naked har jeg aldrig hørt om, og Sleuth skal jeg dæleme snart have set. Men for resten af filmene er det ikke et spørgsmål om de suveræne, men hvor suveræne...
#241 filmz-Utyske 15 år siden
#242 BN 15 år siden
Haha, det må være dagens two-liner!
#243 filmz-jonasgr 15 år siden
Jeg er egentlig lidt overrasket over at se Thank You For Smoking på listen, men jeg synes også at den er rigtig god. Fantastisk at lave en satire over så alvorligt emne. Ja nogle gange i filmen ved man nærmest ikke om man skal grine eller græde. I øvrigt er [url= helt fantastisk
Resten af filmene er klassikere og behøver ikke flere kommentarer.
'Cause I'm evil"
#244 Riqon 15 år siden
Jeg har det sådan med Op, at det, som Incredibles gjorde rigtig godt, gjorde Op en tand bedre. Her tænker jeg især på historien om Ellie.
For resten er jeg helt med på Thank You For Smoking. Også én af mine absolutte favoritter.
#245 BN 15 år siden
Jeg kan umiddelbart tilslutte mig følgende tre film (ikke placeringen, men at de er med på en Top 200-liste):
'The Incredibles' - i mine øjne bestemt også en af såvel Pixar's som animation-genrens allerbedste.
'Rear Window' - Hitchcock's mesterlige udnyttelse af de stærkt begrænsede fysiske rammer, og det at kameraet aldrig forlader lejligheden, men hele tiden er hos James Stewart og lader os se tingene fra hans synsvinkel, gør filmen til en intens, atmosfærefyldt sag. Og så elsker jeg den detalje, at der næsten ikke bruges musik.
'Raiders of the Lost Ark' - jeg er overhovedet ikke interesseret i skattejagts-film; de siger mig ikke noget. Men det fik Steven Spielberg mig til at glemme, da jeg så 'Raiders' for tredje gang.
.......
Jeg må til gengæld stå af på 'Where Eagles Dare', da jeg aldrig har brudt mig om action krigsfilm. Men solidt håndværk er det da indenfor SIN genre. Og 'Memento' kan jeg ikke se noget særligt i. Indpakningen, altså den baglæns fortalte historie, kan ikke overskygge hvad der i mine øjne er en yderst tyndbenet historie. Til at begynde med fandt jeg formen interessant, fordi den var anderledes - men senere irriterede den mig bare. 'Gimme Shelter' var en interessant dokumentar, men nogen favoritfilm ville den aldrig kunne blive hos MIG.
'Thank You For Smoking' mangler jeg at få set. Og 'How Green Was My Valley', 'The Treasure of the Sierra Madre' og 'The Big Sleep' føler jeg mig ikke kompetent til at udtale mig om, eftersom det er 20-25 år siden jeg har set dem. Selvom jeg har positive minder om dem, vil det nok være bedst med et gensyn.
#246 filmz-Bruce 15 år siden
Francis Ford Coppola måtte nær se sig fyret under arbejdet til Godfather produktionen, da hans manuskript til Patton pludselig blev nomineret til en Oscar og vandt. Så fik piben en anden lyd. Det er dog Franklin J. Schaffner, som står som instruktør til den autobiografiske film om den legendariske general Patton, amerikaneren med elfenbensskæfte på revolverne, som var overbevist om at han var en reinkarneret soldat, der havde deltaget i nogle af historiens største slag. Krigsfilm med autobiografisk indhold, har en tendens til at ryge ned ad rangstigen, når de bedste krigsfilm skal remses op, men Patton skiller sig ud. Nogle kalder George C. Scotts præstation for den største skuespilspræstation nogensinde og jeg er meget enig og vil sætte den på top 10 af præstationer, jeg nogensinde har set, bl.a. sammen med Bruno Ganz i Der Untergang og Daniel Day Lewis i There Will Be Blood. Fjerner man George C. Scott har man en indpakning, som er ganske typisk for tiden og denne slags film, men fra første scene bryder mandens karisma igennem og han stjæler hvert et øjeblik, han optræder i. Og heldigvis akkompagneres han af en stærkt spillende Karl Malden som general Omar Bradley.
49 - City of God (Cidade de Deus) - 2002
Dette er måske den største mavepuster af en filmoplevelse, jeg har følt de sidste 10 år. Overraskelsen over tempo, cinematografi og brutaliteten blandt de brasilianske børn i Rio De Janeiros slum for at overleve og få et bedre liv, kunne jeg ikke ryste af mig.
48 - One Flew Over the Cuckoo's Nest - 1975
Inden Jack Nicholsons fagter og mimik blev til vartegn, patentbeskyttet og sat i produktion, overraskede manden stort, med sit talent, frækhed og nedlæggelse af det svage køn. Gøgereden er blot én af mange store præstationer i en lang karriere, men Nicholsons intellekt og empati i denne, bliver til stor satire, som udstiller en plejesektor og ikke mindst det umenneskelige grundlag, hvorpå man forsøger at varetage sin funktion. En rørende film, hvor man kommer igennem hele følelsesregisteret, hver gang man genser den.
47 - Casablanca - 1946
Tja, hvad er der tilbage at blive sagt om Michael Curtiz' film? Intet!
46 - The Sting - 1973
Det er der til gengæld om George Roy Hills Sidste Stik, som i dag er groft overset, sammenlignet med de 7 fortjente Oscars den modtog i 1974. Filmen lever højt på kemien mellem Robert Redford og Paul Newman, hvilket i denne sammenhæng ikke er nogen ulempe og skuespillet blandt det store kompetente ensemble, er over en bred kam af høj karat. Den bedste "con artist" film, filmhistorien har at byde på. Periode settings, musik og et roligt pace adderer til en uforlignelig stemning.
45 - Die Hard - 1988
For mange blev dette Bruce Willis store gennembrud, men reelt set havde han allerede vist hans skuespilsmæssige potentiale i serien Moonlighting, som han for nogle, undertegnede medregnet, ikke har overgået sidenhen. Overgangen til actionhelt, var ikke helt nem i en tid, hvor genren blev domineret af muskler og mangel på ord, men Bruce Willis' timing for aflevering af pointer, fik ham ubesværet til at indtage en plads på podiet og 20 år senere og mindre hårfager, gør han stadig omkring i franchisens kulisser, dog desværre i mangel på de ord, som gjorde Die Hard til en suveræn action basker. Action laves ikke bedre, uanset hvor mange penge og computere der puttes i en produktion og det er blot for John McTiernan at sætte sig tilbage i lænestolen med cigaren og sige, "jeg har lavet den bedste actionfilm i verden". Jeg nikker!
44 - No Country For Old Men - 2007
Det er jo kun et par siden, at vi var vidne til et fantom Oscar år, med filmkunst i verdensklasse. Coen brødrenes film, tog det års pris for bedste film, en beslutning jeg normalt ville havde bifaldet, men konkurrencen var hård. Selv om NCFOM ikke skulle have haft titlen, så formår den at knibe sig ind i det rigtig gode selskab. Den gode historie, det gode skuespil og den flotte cinematografi tilsat en eksekvering, som få magter som Coen brødrene, udmundede i et både intenst og et til tider hæsblæsende adrenalin ridt. Dertil tilsat en umådelig flot parallel sidehistorie, som aldrig krydser klinger med hovedplottet, men sætter historiens morale i relief. Hvilket overblik!
43 - Blade Runner - 1992
Alle sci-fi nørders yndlings film. Jeg er så ikke sci-fi nørd, men jeg bukker mig dybt i støvet for Sir Ridley Scott "den stores" visuelle geni, hvis lige nok ikke findes i dag, ihvertfald ikke til at jonglere rundt med produktioner af denne størrelse, ubesværet eller ej. Billedsprog, metaforik og soundtrack smelter sammen og danner en atmosfære alle, som ikke er blevet umyndiggjort, vil betragte med åben mund og polypper og indtage som nektar. Harrison Ford er film noir protagonisten, som skiftevis må høre på sin egen tale og så ikke og så alligevel, inden alle blev lykkelige sidste år med hele fem versioner af samme film. Ja, selvfølgelig er han en replikant! Held og lykke til George Lucas og ILM om nogensinde at skabe noget, som blot kommer i nærheden af dette univers med mindre det er far far away i en galakse uden digitalisering!
42 - Sleuth - 1972
Nej, der er ikke tale om genindspilningen for et par år tilbage, men originalen, som også havde Michael Caine i en af de to hovedroller. Laurence Olivier er på hjemmebane i en rolle som i den grad lægger vægt på skuespillets gamle dyder. Et lille cast, drama, mysterie og en overvægt af intellektuelle ordvekslinger afleveret, som kun de britiske filmkæmper formår. Filmens plot tager udgangspunkt i, at Caine elsker Oliviers kone og ønsker at rejse væk med hende. Olivier er villig til at efterkomme ønsket ... men. Det er det lille men, som langsomt udvikler sig til en katten efter musen leg af de virkeligt gennemtænkte af slagsen. Sidney Lumet lavede en yderst seværdig version af samme tema i 1982, Deathtrap, også med Michael Caine og med Christopher Reeves i den anden hovedrolle. Mesterligt!
41 - Naked - 1993
Jeg har haft svært ved at vænne mig til et liv uden flere Deadwood sæsoner. Serien gav mig et fix, udi retorikkens fjerneste afkroge. David Milch jonglerede med sproget og skabte en sælsom lyrik, som var vanedannende. Mike Leighs Naked formår nøjagtig det samme. Sur, gnaven og tvær får ny betydning, når man har set David Thewlis' tour de force præstation i Naked. Vind 30 millioner i lotto, bliv gift med Maggie Siff og få lovning på en konservativ borgmester i Frederiksberg kommune de næste 100 år og sæt dig så ned og tal med personen Johnny (Thewlis) i 5 minutter og du vil gå grædende væk, overbevist om at livet stinker! Bidende ironi og satire er kun en gang tidligere portrætteret så giftigt på film. Det er umådeligt underholdende og man sidder som naglet til skærmen, når Thewlis rister sine ofre med ord, ét efter ét. Essensen er stor filmkunst!
#247 BN 15 år siden
1988 ;-)
#248 filmz-Bruce 15 år siden
#249 Skeloboy 15 år siden
#250 BN 15 år siden
(Du kommer i øvrigt godt omkring i de forskellige genrer. :-) )
'Casablanca' kræver et gensyn.
Resten af filmene siger mig ikke noget. Den eneste jeg decideret har noget imod, er dog 'No Country for Old Men'. Læs evt. her: http://filmens-verden.blogspot.com/2009/11/anmelde...