Måske er The Sting overset, men den er i hvert fald god. Den gør noget så sjældent som at mixe dramatik og komik, uden at det kommer til at se fjollet ud. Og Newman og Redford er et godt par.
Dejligt at se Sleuth på listen, som jeg vil mene i hvert fald er ligeså overset. I høj grad i en film som lægger vægt på skuespillet og når Laurence Olivier er den ene af dem, kan det aldrig helt gå galt. Ham har jeg nu altid rigtig godt kunne lide. Og hvor har han leveret mange forskellige roller. Og så er Michael Caine for en gangs skyld den "lille" i en film i den periode i modsætning til de hårdkogte typer han ofte spillede.
NCFOM er jeg blevet mere begejstret for, end jeg var i starten. Især også efter jeg har læst bogen igen. Ikke fordi man som sådan skal sammenligne bog og film, men fordi det gik op at det ikke lige er den nemmeste bog at filmatisere (hvilket Cormac McCarthy i det hele taget ikke er).
Resten er naturligvis også klassikere og Blade Runner er jeg også blevet lidt mere begejstret for, selv om jeg stadigvæk ikke har den helt i toppen. Det kræver nok et gensyn på et tidspunkt. Og nå ja Patton. George C. Scott i hans livs rolle
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Intet dissideret brok her fra heller... en masse gode film, selvom City Of God og No Country For Old Men er en anelse overvurderede i mine øjne, er de da stadig gode film... ingen tvivl om det.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Sikke nogle fantastiske film du nævner denne gang! Jeg har ikke set "Naked", "Patton" og "Sleuth", selvom at de to sidst nævnte er nogle som jeg i meget langt tid gerne har villet set og de bliver meget snart købt! Og helt enig i din beskrivelse af "City of God". Den tog virkelig også pusten fra mig.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#234 Undskyld for den forestående udredning, der blev længere, end det var meningen, og som jeg alligevel ikke helt er tilfreds med. Men jeg elsker den film, og grundene dertil er lidt svære at sætte ord på:
Som jeg ser det, er den for det første hans allermest gennemført opslugende film. Man betragter ikke blot personerne. Identificerer sig ikke blot med dem. Men er decideret i samme rum som dem. Er dem. Intimiteten er total. Måden billedkompositionen og fotograferingen understøtter handlingen, er vi vel enige om, fungerer upåklageligt? Hvorfor skulle skuespillet ikke genspejle sammen præcision?
Den teatralske tilgang til den stilistiske udformning, specielt i diktionen og den generelle langsomlighed der hersker i skuespillet, ved jeg, har den effekt på nogen (mener du har givet udtryk for det engang), at personerne ikke bliver mere end de (kunstige?) koncepter, livs-, og religionsopfattelser, de repræsenterer. Men så gennemført, det er i filmen, har det den modsatte effekt på mig. De her personer er alle virkelige, fordi de eksisterer (og spiller skuespil) på præcist samme plan*, selv når de, som det ofte er tilfældet, taler forbi hinanden.
Jeg elsker også de små syrlige og morsomme øjeblikke, som når Inger siger til Morten: ”Jeg tænkte nok, at du aldrig har været forelsket.” og han ”Jeg har da været gift... det jeg ved af.” og hun lige smiler vidende og sarkastisk bag hans ryg. Eller lige inden, hvor hun lægger ham i ”håndjern”, så han ikke kan undvige samtalen om Anders og Annes ønske om ægteskab.
Den dybtfølte rædsel man har på Maren og hele familiens vegne under operationsscenen. Og undervejs foretager den sig den bedste (eller værste) af den type scener, der udspiller sig i publikums hoveder og ikke på skærmen. Den rørte mig så dybt, at det var tydeligt, at Dreyers tilgang til personerne kun har forstærket deres (og vores) smerte.
Slutningen tog fuldstændigt pusten fra mig. Den scene er så veludført som noget andet. Jeg har aldrig set en genopstandelse eller for den sags skyld ”bare” et mirakel gjort så, ja, troværdigt. Uanset, hvor meget personerne bag andre film har fægtet med ”realisme”. ;)
*Heri ligger også mit enkeltstående problem med ”Gertrud”, Axel Strøbye er for naturalistisk i forhold til sine medskuespillere.
Alt i alt opsummeres det bedst af et citat (ikke nævnt relateret til denne film) fra én af mine favoritfilmbloggere: "Realism is a style like any other, and an overrated one, at that."
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Som det plejer at være tilfældet. En del film, der ligeledes bjergtager mig: How Green was My Valley, Rear Window, The Big Sleep, Memento, Cidade de Deus, No Country for Old Men, samt Casablanca og Blade Runner.
Jeg har aldrig rigtig haft kærligheden til nogen af Indiana Jones-filmene, selvom Raiders bestemt er den bedste af de tre første. Thank You for Something, om end ganske skarp, synes for mig lidt udenfor de andre films liga.
En fem stykker, jeg ikke har set, men især Gimme Shelter og The Treasure of the Sierra Madre glæder jeg mig til at se næste år engang.
Jeg må i øvrigt lige nævne, at det nogle gange er sjovt, hvilke film, folk finder oversete. Både The Sting og Sleuth er på IMDb’s top 250, hvilket ikke nødvendig taler for kvalitet, men bestemt taler for en hvis mainstream appel.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
#251 filmz-jonasgr 15 år siden
Dejligt at se Sleuth på listen, som jeg vil mene i hvert fald er ligeså overset. I høj grad i en film som lægger vægt på skuespillet og når Laurence Olivier er den ene af dem, kan det aldrig helt gå galt. Ham har jeg nu altid rigtig godt kunne lide. Og hvor har han leveret mange forskellige roller. Og så er Michael Caine for en gangs skyld den "lille" i en film i den periode i modsætning til de hårdkogte typer han ofte spillede.
NCFOM er jeg blevet mere begejstret for, end jeg var i starten. Især også efter jeg har læst bogen igen. Ikke fordi man som sådan skal sammenligne bog og film, men fordi det gik op at det ikke lige er den nemmeste bog at filmatisere (hvilket Cormac McCarthy i det hele taget ikke er).
Resten er naturligvis også klassikere og Blade Runner er jeg også blevet lidt mere begejstret for, selv om jeg stadigvæk ikke har den helt i toppen. Det kræver nok et gensyn på et tidspunkt. Og nå ja Patton. George C. Scott i hans livs rolle
'Cause I'm evil"
#252 filmz-Bruce 15 år siden
Ikke spoilers, bare fornærmende godt skuespil!
#250 Tak :)
#253 Lord Beef Jerky 15 år siden
#254 mr gaijin 15 år siden
#255 filmz-Bruce 15 år siden
#256 jessup 15 år siden
#257 filmz-Bruce 15 år siden
#258 Kruse 15 år siden
#259 rockysds 15 år siden
Undskyld for den forestående udredning, der blev længere, end det var meningen, og som jeg alligevel ikke helt er tilfreds med. Men jeg elsker den film, og grundene dertil er lidt svære at sætte ord på:
Som jeg ser det, er den for det første hans allermest gennemført opslugende film. Man betragter ikke blot personerne. Identificerer sig ikke blot med dem. Men er decideret i samme rum som dem. Er dem. Intimiteten er total. Måden billedkompositionen og fotograferingen understøtter handlingen, er vi vel enige om, fungerer upåklageligt? Hvorfor skulle skuespillet ikke genspejle sammen præcision?
Den teatralske tilgang til den stilistiske udformning, specielt i diktionen og den generelle langsomlighed der hersker i skuespillet, ved jeg, har den effekt på nogen (mener du har givet udtryk for det engang), at personerne ikke bliver mere end de (kunstige?) koncepter, livs-, og religionsopfattelser, de repræsenterer. Men så gennemført, det er i filmen, har det den modsatte effekt på mig. De her personer er alle virkelige, fordi de eksisterer (og spiller skuespil) på præcist samme plan*, selv når de, som det ofte er tilfældet, taler forbi hinanden.
Jeg elsker også de små syrlige og morsomme øjeblikke, som når Inger siger til Morten: ”Jeg tænkte nok, at du aldrig har været forelsket.” og han ”Jeg har da været gift... det jeg ved af.” og hun lige smiler vidende og sarkastisk bag hans ryg. Eller lige inden, hvor hun lægger ham i ”håndjern”, så han ikke kan undvige samtalen om Anders og Annes ønske om ægteskab.
Den dybtfølte rædsel man har på Maren og hele familiens vegne under operationsscenen. Og undervejs foretager den sig den bedste (eller værste) af den type scener, der udspiller sig i publikums hoveder og ikke på skærmen. Den rørte mig så dybt, at det var tydeligt, at Dreyers tilgang til personerne kun har forstærket deres (og vores) smerte.
Slutningen tog fuldstændigt pusten fra mig. Den scene er så veludført som noget andet. Jeg har aldrig set en genopstandelse eller for den sags skyld ”bare” et mirakel gjort så, ja, troværdigt. Uanset, hvor meget personerne bag andre film har fægtet med ”realisme”. ;)
*Heri ligger også mit enkeltstående problem med ”Gertrud”, Axel Strøbye er for naturalistisk i forhold til sine medskuespillere.
Alt i alt opsummeres det bedst af et citat (ikke nævnt relateret til denne film) fra én af mine favoritfilmbloggere: "Realism is a style like any other, and an overrated one, at that."
#260 rockysds 15 år siden
Som det plejer at være tilfældet. En del film, der ligeledes bjergtager mig: How Green was My Valley, Rear Window, The Big Sleep, Memento, Cidade de Deus, No Country for Old Men, samt Casablanca og Blade Runner.
Jeg har aldrig rigtig haft kærligheden til nogen af Indiana Jones-filmene, selvom Raiders bestemt er den bedste af de tre første. Thank You for Something, om end ganske skarp, synes for mig lidt udenfor de andre films liga.
En fem stykker, jeg ikke har set, men især Gimme Shelter og The Treasure of the Sierra Madre glæder jeg mig til at se næste år engang.
Jeg må i øvrigt lige nævne, at det nogle gange er sjovt, hvilke film, folk finder oversete. Både The Sting og Sleuth er på IMDb’s top 250, hvilket ikke nødvendig taler for kvalitet, men bestemt taler for en hvis mainstream appel.