Der er dårlig nyt på vej, til de læsere, som troede jeg havde set lyset i form af flere nutidige film på listen. Der er MEGET lidt opmuntring at hente, ca. en trediedel, hvis man er person af typen "nyere er lig bedre", nu hvor jeg bevæger mig ind i top-40.
vs.
bruce (317) skrev:
Top 40-31
35 - Memories of Murder - 2003
Lidt lys har du da set, og endnu et vink til mig om at jeg bør få set alle film på din liste.
34 - Citizen Kane - 1944 Spørgsmålet vil jo uden tvivl komme. Er Citizen Kane med på listen fordi jeg kan lide den, eller fordi den nærmest er blevet en institution på alle filmkenderes lister? Kunne jeg ikke lide filmen, kan jeg garantere for, at den ikke var blevet nævnt. Men der er mange måder at nyde en film og sætte pris på den og oplevelser er f.eks. helt og aldeles anderledes, end f.eks. et syn af The Third Man.
Citizen Kane er en ekstrem bedrift i filmhistorien, så kompleks en vision af en instruktør, at det ikke giver mening at forsøge og forklare dette på denne plads. Det er et værk af en ung instruktør, så intelligent at hans visioner overgår filmmediets stadie i sin samtid, så han ender op med at skræmme den hånd der fodrer ham og derfor ender med nærmest at blive sat under administration af producenterne.
Citizen Kane kan vel siges at være Orson Welles eneste hele vision, uspoleret af andres uvidenhed. Teknologisk, fortællemæssigt og cinematografisk er det så stor en bedrift, hvis man nøje ser filmen igennem ifht. perioden, at intet siden helt har formået at sætte samme størrelse fodaftryk. Citizen Kane kan ses igennem uden at forstå noget som helst af al hurlumhejet. "Hvad fanden snakker de om?". Eller den kan betragtes igennem et filter, som vil finde perfektion, fuldkommenhed og ikke mindst originalitet i hver eneste sekvens. Det er blot at kigge nøje efter.
Nummer 34 på min liste ja. Men jeg vil være FULDKOMMEN enig med de mennesker, som vælger at sætte den som nummer 1!
Håber s'gu ikke du har noget imod hvis jeg lige citerer lidt af denne smukke smukke beskrivelse af Citizen Kane, når jeg i næste weekend skal sætte den på til filmaften med et par venner.. Jeg har prøvet at få den på programmet før, men har altid fejlet i at overbevise dem om hvorfor..
Hvis ikke det der kan overbevise dem om, at jeg har ret, og de SKAL se den, så myrder jeg dem..
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Jeg glæder mig over at se det bjergtagende billeddigt, "A Matter of Life and Death", samt det sitrende intense retssalsdrama, "12 Angry Men", på listen, eftersom de begge hører blandt mine favoritter. Derudover ville jeg også inkludere "The Apartment" og "The Holy Grail", skulle jeg udarbejde en tilsvarende liste.
Jeg ærgrer mig dog over hverken at have fået set "Anatomy of a Murder" eller "Memories of Murder". Sidstnævnte havde jeg endda muligheden for at fange i Cinemateket for en halv snes dage siden, men glemte desværre alt om den.
Men glæd dig til Anatomy of a Murder. Her er en lille forsmag på den fede stemning, som der er i filmen. Dommeren er en rigtig dommer, den bedste jeg har set i en film.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
30 - Guess Who's Coming to Dinner - 1967 Bogart og Bacall, Tracy og Hepburn. Når man ser bort fra Matthau og Lemmon, så er der ikke dannet større par i filmhistorien. Hvis man vil se kærlighed brænde igennem lærredet, så se denne. Spencer Tracy og Kathrine Hepburn var sammen i 25 år og "Gæt Hvem der kommer til Middag" blev færdigindspillet to uger før Tracy's død i 1967. Filmen handler om en ung pige, som har meddelt mor og far, at hun kommer til San Francisco på besøg og hun tager sin kommende mand med. Liberaliteten i hjemmet bliver testet, da de finder ud af, at brudgommen er sort og ikke hvid.
I 1967, var raceforskelle- og opdeling stadig et stort nationalt problem i USA og filmens tema var langt mere vovet, end den lille fis Antichrist udgør i vore dage. Filmens tilgang er overmåde intelligent, med en flot behandling af de fordomme som selv liberale nu og da må se øjnene de er i besiddelse af. Men ikke mindst, er filmen smuk og rørende, hvor Tracy for sidste gang på film, holder en enetale, som mod alle odds overgår hans tidligere præstationer, samtidig med, at den er den største ægte kærlighedserklæring Hollywood nogensinde har indfanget på film.
29 - His Girl Friday - 1940 Hvis nogle stadig er i tvivl om, hvad screwball er, så kan det kort forklares med, at få noget vanvittigt intelligent til at fremstå som det modsatte. His Girl Friday er det mest vellykkede eksempel. Det er svært at forestille sig dialog blive afleveret så hurtigt og med så formidabel en timing, at man virkelig må kæmpe en kamp for at få alle detaljer med. Måske den bedste grund til at gense denne, igen og igen. Cary Grant formåede i sin levetid at vise alle skuespillets facetter, startende med Hawks og Capra komedierne i 30'erne. Begyndende med den hårde mandschauvanistiske chamør under Hitchcocks faner i 40'erne og til at blive den mest distingverede, gråstænkede og charmerende gentlemen igen i 50'erne, hvis persona var rollemodellen for James Bond.
I His Girl Friday oplever vi hans eminente komik og timing med Rosalind Russel som sit kvindelige modspil i en kugleskør, men sindssygt intelligent konstrueret historie, hvor et mord og en sensationel flugt bruges af avis redaktøren (Grant) til at få reporteren og kvinden han elsker og som han er blevet skilt fra, til at lade være med at gifte sig næste dag. Filmen er sidenhen succesfuldt genindspillet med Matthau og Lemmon, men ikke i samme klasse.
28 - The Big Lebowski - 1998 Selvfølgelig må the Dude da med i toppen. Coen brødrenes komedie er blot én af mange flotte instruktør bedrifter, men i mine øjne, én af deres største. Jeff Bridges er et geni i de rigtige roller og Coen brødrene udnyttede talentet fuldt ud, i den ikoniske rolle som The Dude. Historien er på mange måder en nutidig screwball komedie tilsat rigeligt med pot, for at holde hastigheden nede, men det bliver resultatet ikke dårligere af. Fornemmelsen for timing er i særklasse i denne, hvor ingen spiller under deres niveau og alle spiller op til deres bedste. Jesus!
27 -The Best Years of Our Life - 1946 Formentlig en af de bedste film du aldrig har set og aldrig kommer til at se. Dit tab. William Wylers 7 dobbelte Oscar vinder fra 1947 blev optaget lige efter anden verdenskrigs afslutning og det er en instruktør, som fuldt ud kan udnytte efterkrigstidens USA til at skildre historien om tre krigsveteraner, som vender hjem til deres hjemby og nu må finde sig til rette som civilister. Men som mange film har skildret sidenhen, så er det ikke nemt at skille sig af med minderne, eller finde sig til rette i en almindelig hverdag. Det her er langt fra nogen typisk feel-good Hollywood film, som triumferer over krigslykken. Det er handicap, fordomme, arbejdsløshed og ulykkelig kærlighed som slutteligt er meget svært at ryste af sig. Wylers mesterværk og det siger en del!
26 - Lawrence of Arabia - 1962 Jeg har meget lidt David Lean med på min liste og det skyldes absolut ikke nogen ringeagt for The Bridge on the River Kwai, Brief Encounter, Great Expectations eller Doctor Zhivago, som alle er fremragende film. Der er blot kun plads til Lawrence. Har man ikke set filmen, så er man gået glip af en af de flotteste filmoplevelser. Leans fortællestil er speciel og den bliver ikke mindre speciel af Peter O'Tooles særegne portræt af T.E. Lawrence, den britiske soldat, som samlede de arabiske styrker og ledte dem til kamp mod Det Ottomanske Rige, Tyrkiet under 1. verdenskrig. Filmen er ikke kun en udstilling af Peter O'Tooles klasse, men en cinematografisk bedrift i sin udstilling af landskaber og i særdeleshed ørken. Bortset fra, at det kan være svært at se igennem Alec Guiness, som Prince Feisal, så er filmen stadig et overflødighedshorn af billeder og musik af Maurice Jarre.
25 - The Pianist - 2002 Roman Polanski kan andet og langt mere end charmere små piger med piller og alkohol. Han har begået særdeles varierende film af meget høj kvalitet indenfor flere genrer og så har han lavet det holocaust portræt, som rammer dybest i min hjertehule. Biografien af den polske pianist Wladyslaw Szpilmans liv, fra tyskernes bombardement i september 1939 til krigen slutter i 1945, er en tour de force i filmkunst på alle planer.
Polanski formår at trække en rød tråd igennem de seks år, som i den grad får en til at sætte sig ind i de trængsler og uhyrligheder, der blev begået. Flere gange må man spørge sig selv, om det overhovedet var værd at overleve efter at have oplevet alle disse rædsler, men Szpilman kæmper én dag af gangen. Jeg har stor respekt for Spielbergs Schindlers Liste, men der er én ånd over Polanskis film, som aldrig får mig til at tænke i filmkunst, men blot trækker mig ind i dramaet og i dette tilfælde, foretrækker jeg Polanskis stil.
24 - The Godfather I+II - 1972 og 1974 Jeg kan simpelthen ikke adskille disse to film. Alle andre franchises ja, men disse film er så beslægtede, at jeg nægter at differentiere. De holder begge samme høje klasse og giver portræt af den amerikanske mafia, hvis lige aldrig er set før eller siden. Med alle de problemer in mente, som Coppola har måttet kæmpe med undervejs i hans produktioner, er det ufatteligt, at de ligner håndværk, som er udøvet med den største selvfølgelighed og som ser ti gange dyrere ud, end de egentlig er. Der er så mange klassiske scener i disse syv timer, at det er svært at vælge ud. Pacino og De Niro er selvskrevet til at blive nævnt, men det er nok hele sekvensen, med Lee Strasberg i rollen som Hyman Roth på Cuba, der er min favorit. Men alt i alt, er det Coppolas Godfather!
23 - Untergang - 2004 Jeg kan ikke gøre for det! Jeg gjorde det, da jeg så Luther og igen da jeg så Baarder Meinhof Komplex. DET ER HITLER! Jo, Bruno Ganz er forevigt monsteret Hitler, der for første gang blev portrætteret som et menneske af Bruno Ganz, uden at ikonisere ham og uden at dæmonisere ham. En hel og aldeles komplet forvandling til verdenshistoriens største skurk (nå ja, lad os lige se bort fra Stalin bare fem minutter).
Ved hjælp af hemmelige optagelser af Hitler i en togvogn til den finske general Mannerheims fødselsdag, først opdaget indenfor de sidste 10 år, var det muligt at høre Hitlers bondske sydtyske tale og derigennem perfektionere Hitlers retorik og accent. Det var et meget afdæmpet publikum, som forlod biografen, da Untergang havde premiere og første gang nogensinde, at publikum havde fået et sandt glimt ind i sjælen på ondskab og tiden da helvede på jord var ved at rinde ud.
22 - North By NorthWest - 1959 Skulle man ikke være vidende om, at vi befinder os i superligaen, så lad mig skære det ud i pap. Hitchcock er på banen, med den første rigtige actionfilm i Hollywoods historie. Menneskejagt er Hitchcocks evige jagt på forandring af suspense faktoren, for at opfylde sit kvalitetskrav til publikum og vi starter med en manisk introduktion af komponisten Bernard Herrman tilsat en smuk collage af mesteren Saul Bass.
Now do this guy know how to pick 'em?
Hvem andre end Cary Grant kunne i en alder af 55 år spille første elsker på film? Jeppe Kofoed? Næppe! Hitchcock tager os på en færd tværs over USA i den evindelige historie om den uskyldige på flugt fra justitsmord, her i filmen snedigt konstrueret, som en håndsoprækning på det forkerte tidspunkt. Enklere kan et godt plot ikke iscenesættes, men eksekveringen er alt andet. Hitchcocks fornemmelse for situationer og opbygning af spænding fornægter sig ikke, uanset om vi befinder os på en landevej, i et vejkryds, i fuld dagslys og uden musik til at understøtte scenen, eller vi befinder os på Mt. Rushmore udenfor lukketid. Hele tiden er Hitchcocks øje for billeder perfekt og ensemblet krydres af James Masons og Martin Landaus biroller.
21 - Zodiac - 2007 David Fincher er en mand med et umådeligt talent, som han har brugt nogle år på at tøjle. Hans øje for det visuelle er ikke til at komme udenom og modsat kollegaen Michael Mann ser han ud til at være mere konsistent med et højt niveau, selvom en film som Panic Room, mere lignede sleskeri for mediets muligheder fremfor at udnytte det til at fortælle en ordentlig historie.
Seven, The Game og Fight Club viser dog med al tydelighed, at vi har med en mand at gøre, som kan sit kram og som måske er den største arvtager af selveste Hitchcock! I sandhed store ord, men med Zodiac fra 2007, var det ikke mere ord. Her var der en mand, som formåede at leve op til mesterens høje niveau og langsomt kunne bygge et spændingsniveau op, ved brug af virkemidler som akkompagnerede istedet for at tage fokus.
Zodiac er ikke mindre visuelt imponerende end Finchers andre film, blot langt mere spidsfindig i sine effekter, som optræder ofte, men så diskret, at man sjældent lægger mærke til dem. Fincher formår at jonglere om med enorme mængder af information i historien om seriemorderen Zodiac, som aldrig blev fanget, men alligevel med den største lethed, som aldrig taber fokus eller får publikum til at tabe tråden. Alt i alt, er det en mageløs helhed Fincher har produceret, som i mine øjne er komplet fejlfri og den bedste thriller af den gamle garde, som i mange år er produceret.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#321 Zabriskie 15 år siden
vs.
Lidt lys har du da set, og endnu et vink til mig om at jeg bør få set alle film på din liste.
#322 HonoDelLoce 15 år siden
Håber s'gu ikke du har noget imod hvis jeg lige citerer lidt af denne smukke smukke beskrivelse af Citizen Kane, når jeg i næste weekend skal sætte den på til filmaften med et par venner.. Jeg har prøvet at få den på programmet før, men har altid fejlet i at overbevise dem om hvorfor..
Hvis ikke det der kan overbevise dem om, at jeg har ret, og de SKAL se den, så myrder jeg dem..
#323 filmz-Bruce 15 år siden
#324 HonoDelLoce 15 år siden
Danke :)
Og jeg skal selvfølgelig nok lige sige hvordan det går :)
#325 RFriis 15 år siden
Jeg ærgrer mig dog over hverken at have fået set "Anatomy of a Murder" eller "Memories of Murder". Sidstnævnte havde jeg endda muligheden for at fange i Cinemateket for en halv snes dage siden, men glemte desværre alt om den.
#326 filmz-Bruce 15 år siden
http://img15.imageshack.us/img15/4281/00033m2tssna...
Men glæd dig til Anatomy of a Murder. Her er en lille forsmag på den fede stemning, som der er i filmen. Dommeren er en rigtig dommer, den bedste jeg har set i en film.
#327 NightHawk 15 år siden
Har lige læst et par anmeldelser og set traileren til "Half Nelson" og det er helt afgjort en film, jeg skal ha' bestilt hjem hurtigst muligt.
Ku' se at den engelske version indeholder samme ekstramateriale som R1 udgaven, så jeg hapser den nok fra amazon, hvor man kan få den for cirka 50 kr.
Har fuldstændig overset den film tidligere så tak for heads up. :)
#328 filmz-Bruce 15 år siden
#329 NightHawk 15 år siden
It's a deal! :)
#330 filmz-Bruce 15 år siden
30 - Guess Who's Coming to Dinner - 1967
Bogart og Bacall, Tracy og Hepburn. Når man ser bort fra Matthau og Lemmon, så er der ikke dannet større par i filmhistorien. Hvis man vil se kærlighed brænde igennem lærredet, så se denne. Spencer Tracy og Kathrine Hepburn var sammen i 25 år og "Gæt Hvem der kommer til Middag" blev færdigindspillet to uger før Tracy's død i 1967. Filmen handler om en ung pige, som har meddelt mor og far, at hun kommer til San Francisco på besøg og hun tager sin kommende mand med. Liberaliteten i hjemmet bliver testet, da de finder ud af, at brudgommen er sort og ikke hvid.
I 1967, var raceforskelle- og opdeling stadig et stort nationalt problem i USA og filmens tema var langt mere vovet, end den lille fis Antichrist udgør i vore dage. Filmens tilgang er overmåde intelligent, med en flot behandling af de fordomme som selv liberale nu og da må se øjnene de er i besiddelse af. Men ikke mindst, er filmen smuk og rørende, hvor Tracy for sidste gang på film, holder en enetale, som mod alle odds overgår hans tidligere præstationer, samtidig med, at den er den største ægte kærlighedserklæring Hollywood nogensinde har indfanget på film.
29 - His Girl Friday - 1940
Hvis nogle stadig er i tvivl om, hvad screwball er, så kan det kort forklares med, at få noget vanvittigt intelligent til at fremstå som det modsatte. His Girl Friday er det mest vellykkede eksempel. Det er svært at forestille sig dialog blive afleveret så hurtigt og med så formidabel en timing, at man virkelig må kæmpe en kamp for at få alle detaljer med. Måske den bedste grund til at gense denne, igen og igen. Cary Grant formåede i sin levetid at vise alle skuespillets facetter, startende med Hawks og Capra komedierne i 30'erne. Begyndende med den hårde mandschauvanistiske chamør under Hitchcocks faner i 40'erne og til at blive den mest distingverede, gråstænkede og charmerende gentlemen igen i 50'erne, hvis persona var rollemodellen for James Bond.
I His Girl Friday oplever vi hans eminente komik og timing med Rosalind Russel som sit kvindelige modspil i en kugleskør, men sindssygt intelligent konstrueret historie, hvor et mord og en sensationel flugt bruges af avis redaktøren (Grant) til at få reporteren og kvinden han elsker og som han er blevet skilt fra, til at lade være med at gifte sig næste dag. Filmen er sidenhen succesfuldt genindspillet med Matthau og Lemmon, men ikke i samme klasse.
28 - The Big Lebowski - 1998
Selvfølgelig må the Dude da med i toppen. Coen brødrenes komedie er blot én af mange flotte instruktør bedrifter, men i mine øjne, én af deres største. Jeff Bridges er et geni i de rigtige roller og Coen brødrene udnyttede talentet fuldt ud, i den ikoniske rolle som The Dude. Historien er på mange måder en nutidig screwball komedie tilsat rigeligt med pot, for at holde hastigheden nede, men det bliver resultatet ikke dårligere af. Fornemmelsen for timing er i særklasse i denne, hvor ingen spiller under deres niveau og alle spiller op til deres bedste. Jesus!
27 -The Best Years of Our Life - 1946
Formentlig en af de bedste film du aldrig har set og aldrig kommer til at se. Dit tab. William Wylers 7 dobbelte Oscar vinder fra 1947 blev optaget lige efter anden verdenskrigs afslutning og det er en instruktør, som fuldt ud kan udnytte efterkrigstidens USA til at skildre historien om tre krigsveteraner, som vender hjem til deres hjemby og nu må finde sig til rette som civilister. Men som mange film har skildret sidenhen, så er det ikke nemt at skille sig af med minderne, eller finde sig til rette i en almindelig hverdag. Det her er langt fra nogen typisk feel-good Hollywood film, som triumferer over krigslykken. Det er handicap, fordomme, arbejdsløshed og ulykkelig kærlighed som slutteligt er meget svært at ryste af sig. Wylers mesterværk og det siger en del!
26 - Lawrence of Arabia - 1962
Jeg har meget lidt David Lean med på min liste og det skyldes absolut ikke nogen ringeagt for The Bridge on the River Kwai, Brief Encounter, Great Expectations eller Doctor Zhivago, som alle er fremragende film. Der er blot kun plads til Lawrence. Har man ikke set filmen, så er man gået glip af en af de flotteste filmoplevelser. Leans fortællestil er speciel og den bliver ikke mindre speciel af Peter O'Tooles særegne portræt af T.E. Lawrence, den britiske soldat, som samlede de arabiske styrker og ledte dem til kamp mod Det Ottomanske Rige, Tyrkiet under 1. verdenskrig. Filmen er ikke kun en udstilling af Peter O'Tooles klasse, men en cinematografisk bedrift i sin udstilling af landskaber og i særdeleshed ørken. Bortset fra, at det kan være svært at se igennem Alec Guiness, som Prince Feisal, så er filmen stadig et overflødighedshorn af billeder og musik af Maurice Jarre.
25 - The Pianist - 2002
Roman Polanski kan andet og langt mere end charmere små piger med piller og alkohol. Han har begået særdeles varierende film af meget høj kvalitet indenfor flere genrer og så har han lavet det holocaust portræt, som rammer dybest i min hjertehule. Biografien af den polske pianist Wladyslaw Szpilmans liv, fra tyskernes bombardement i september 1939 til krigen slutter i 1945, er en tour de force i filmkunst på alle planer.
Polanski formår at trække en rød tråd igennem de seks år, som i den grad får en til at sætte sig ind i de trængsler og uhyrligheder, der blev begået. Flere gange må man spørge sig selv, om det overhovedet var værd at overleve efter at have oplevet alle disse rædsler, men Szpilman kæmper én dag af gangen. Jeg har stor respekt for Spielbergs Schindlers Liste, men der er én ånd over Polanskis film, som aldrig får mig til at tænke i filmkunst, men blot trækker mig ind i dramaet og i dette tilfælde, foretrækker jeg Polanskis stil.
24 - The Godfather I+II - 1972 og 1974
Jeg kan simpelthen ikke adskille disse to film. Alle andre franchises ja, men disse film er så beslægtede, at jeg nægter at differentiere. De holder begge samme høje klasse og giver portræt af den amerikanske mafia, hvis lige aldrig er set før eller siden. Med alle de problemer in mente, som Coppola har måttet kæmpe med undervejs i hans produktioner, er det ufatteligt, at de ligner håndværk, som er udøvet med den største selvfølgelighed og som ser ti gange dyrere ud, end de egentlig er. Der er så mange klassiske scener i disse syv timer, at det er svært at vælge ud. Pacino og De Niro er selvskrevet til at blive nævnt, men det er nok hele sekvensen, med Lee Strasberg i rollen som Hyman Roth på Cuba, der er min favorit. Men alt i alt, er det Coppolas Godfather!
23 - Untergang - 2004
Jeg kan ikke gøre for det! Jeg gjorde det, da jeg så Luther og igen da jeg så Baarder Meinhof Komplex. DET ER HITLER! Jo, Bruno Ganz er forevigt monsteret Hitler, der for første gang blev portrætteret som et menneske af Bruno Ganz, uden at ikonisere ham og uden at dæmonisere ham. En hel og aldeles komplet forvandling til verdenshistoriens største skurk (nå ja, lad os lige se bort fra Stalin bare fem minutter).
Ved hjælp af hemmelige optagelser af Hitler i en togvogn til den finske general Mannerheims fødselsdag, først opdaget indenfor de sidste 10 år, var det muligt at høre Hitlers bondske sydtyske tale og derigennem perfektionere Hitlers retorik og accent. Det var et meget afdæmpet publikum, som forlod biografen, da Untergang havde premiere og første gang nogensinde, at publikum havde fået et sandt glimt ind i sjælen på ondskab og tiden da helvede på jord var ved at rinde ud.
22 - North By NorthWest - 1959
Skulle man ikke være vidende om, at vi befinder os i superligaen, så lad mig skære det ud i pap. Hitchcock er på banen, med den første rigtige actionfilm i Hollywoods historie. Menneskejagt er Hitchcocks evige jagt på forandring af suspense faktoren, for at opfylde sit kvalitetskrav til publikum og vi starter med en manisk introduktion af komponisten Bernard Herrman tilsat en smuk collage af mesteren Saul Bass.
Now do this guy know how to pick 'em?
Hvem andre end Cary Grant kunne i en alder af 55 år spille første elsker på film? Jeppe Kofoed? Næppe! Hitchcock tager os på en færd tværs over USA i den evindelige historie om den uskyldige på flugt fra justitsmord, her i filmen snedigt konstrueret, som en håndsoprækning på det forkerte tidspunkt. Enklere kan et godt plot ikke iscenesættes, men eksekveringen er alt andet. Hitchcocks fornemmelse for situationer og opbygning af spænding fornægter sig ikke, uanset om vi befinder os på en landevej, i et vejkryds, i fuld dagslys og uden musik til at understøtte scenen, eller vi befinder os på Mt. Rushmore udenfor lukketid. Hele tiden er Hitchcocks øje for billeder perfekt og ensemblet krydres af James Masons og Martin Landaus biroller.
21 - Zodiac - 2007
David Fincher er en mand med et umådeligt talent, som han har brugt nogle år på at tøjle. Hans øje for det visuelle er ikke til at komme udenom og modsat kollegaen Michael Mann ser han ud til at være mere konsistent med et højt niveau, selvom en film som Panic Room, mere lignede sleskeri for mediets muligheder fremfor at udnytte det til at fortælle en ordentlig historie.
Seven, The Game og Fight Club viser dog med al tydelighed, at vi har med en mand at gøre, som kan sit kram og som måske er den største arvtager af selveste Hitchcock! I sandhed store ord, men med Zodiac fra 2007, var det ikke mere ord. Her var der en mand, som formåede at leve op til mesterens høje niveau og langsomt kunne bygge et spændingsniveau op, ved brug af virkemidler som akkompagnerede istedet for at tage fokus.
Zodiac er ikke mindre visuelt imponerende end Finchers andre film, blot langt mere spidsfindig i sine effekter, som optræder ofte, men så diskret, at man sjældent lægger mærke til dem. Fincher formår at jonglere om med enorme mængder af information i historien om seriemorderen Zodiac, som aldrig blev fanget, men alligevel med den største lethed, som aldrig taber fokus eller får publikum til at tabe tråden. Alt i alt, er det en mageløs helhed Fincher har produceret, som i mine øjne er komplet fejlfri og den bedste thriller af den gamle garde, som i mange år er produceret.