Endnu et remake på listen. Color me shocked! ;) Ej, all kidding sjov, så jeg er helt enig i, at Hawks-udgaven er den bedste, og jeg finder Wilder-udgaven den svageste trods Matthau-Lemmon-duoen.
Af Leans film ville jeg først finde plads "Brief Encounter", dernæst "Lawrence of Arabia", og så er alt andet på sin vis sekundært, selvom der er mange topfilm i blandt.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
"Brief Encounter" er ligeledes min Lean-favorit foran "The Bridge on the River Kwai" og dernæst "Lawrence of Arabia". Men for søren, hvor har den mand lavet mange sublime film.
"Brief Encounter" genså jeg forleden og det er en vidunderlig film. Og ser man på den og "Lawrence of Arabia" så er det svært at se at det er samme mand der har lavet de to film (eller andre i den kategori). Men det viser også meget godt den udvikling han gennemgik, fra at være minimalistisk til at blive episk. Ja "Brief Encounter" kan mest af alt sammenlignes med mange af de hollywoodske film noir film som udkom på samme tidspunkt, i særdeleshed Frank Capra.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Hvad med at tage top ti en ad gangen, for at øge spændingen?
Dette er allerede årets mest spændende julekalender, og derfor går det mig på, at der nu kun er to låger tilbage. 11 låger derimod er mere min kop the.
#344 Jo det tror jeg faktisk er en god ide, eftersom jeg bruger meget mere tid som filmene skal have flere ord med på vejen. Så jo, tak for idéen, solgt :) Og godt at høre du kan lide listen :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
The Big Lebowski, Lawrence of Arabia, The Godfather I+II, North By Northwest og Zodiac er helt igennem fantastiske film. To af dem var på min egen top 20 og de tre andre var klart inde i overvejelserne :)
Untergang skal jeg have genset, da den eneste gang jeg har set den var i folkeskolen, og det var ikke med den højeste koncentration. Og de andre film har jeg endnu ikke set.
Jeg glæder mig til den videre udvikling af listen, og jeg synes ligesom Zabriskie at det ville være en god idé at levere top10 én film ad gangen.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
20 - Who's Afraid of Virginia Wolf - 1966 Bogart & Bacall, Tracy & Hepburn, Matthau & Lemmon. Par som undervejs i nedtællingen, er blevet nævnt som nogle af filmhistoriens mest kendte. Burton & Taylor kan med god grund nævnes.
Elisabeth Taylor var i en lang periode Hollywoods diva nummer ét, en rejse hun påbegyndte med ungpigerollen i den originale Lassie film, indtil hun i 1963 ikke kun symbolsk, men bogstaveligt sad i guldstolen i rollen som Cleopatra, Egyptens herskerinde og verdens smukkeste kvinde. Hun var privat desuden en storforbruger af mænd og har indtil videre 7 skilsmisser på CV'et. Måske kunne hendes udvalgte mænd ikke tåle mosten fra en kvinde med et stort ego. Eller måske var der én der kunne?
Richard Burton kom til verden i Wales, som nummer tolv af tretten søskende i en fattig kularbejder familie. Han slog igennem som britisk skuespiller på teateret og fik sit store film gennembrud i 1953 med bibelfilmen Robe. Han blev skilt fra sin første kone, da han mødte Elizabeth Taylor under indspilningerne til Cleopatra. 10 år varede ægteskabet, indtil de blev skilt i 1974 for igen at blive gift året efter, hvilket dog kun blev en kort affære på 10 måneder.
Deres ægteskab var fyr og flamme. De elskede hinanden oprigtigt, men egoerne kunne ikke holdes inde. Burtons engelske arv og hårde opvækst lod sig ikke fornægte og han foretrak drikketurene med vennerne Richard Harris, Peter O'Toole og Oliver Reed, fremfor cocktailfester og high society. Han var en klasse skuespiller, i bås med Peter O'Toole, Laurence Olivier, Sir John Gielgud og Alec Guiness og blev nomineret til bedste mandlige hovedrolle hele syv gange, men som Peter O'Toole fik han den aldrig. Da John Wayne modtog statuetten i 1970 for True Grit, pegede han på Richard Burton og sagde "You should have this, not me", for Burtons rolle i "Anne of the Thousand days".
Mange vil kende instruktøren for filmene "Charlie Wilsons War", "Closer", "Primary Colors", "Regarding Henry" og "The Graduate". Hans debutfilm fra 1966 er også hans til dato bedste. "Who's Afraid of Virginia Wolf", et Broadway skuespil, hvor ægteparret George og Martha, inviterer et yngre par til middag. I løbet af aftenen bliver de våde varer indtaget i hurtigt tempo af især Martha og stemningen skifter langsomt karakter fra venlig og høflig, til ondskabsfyld, satirisk og bidende ironisk, som skeletterne kommer ud af skabet.
Filmen blev indspillet med Burton og Taylor, på det tidspunkt ægtepar og rygterne er stadig vedholdende, at det eminente skuespil skyldtes den hårde træning på hjemmefronten. Det er dog sikkert, at dialog sjældent har været så bidende ondskabsfuld i nogen film før og efter denne og man skiftevis føler både med Martha og George, når det ene slag efter det andet lander i solar plexus og indsatsen bliver højere, som gengældelsen tager til.
Elizabeth Taylor modtog Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle statuetten og filmen modtog i alt 5 ud af 13 nomineringer. Burton måtte igen gå tomhændet hjem.
For en film, som kun er rendyrket skuespil og foregår på et set, er prisen i 1966, $7.5 millioner, det dyreste nogensinde for en sort hvid film. Elizabeth Taylors honorar var astronomisk. Hun tog 15 kilo på til rollen, så Robert De Niro var ikke den første.
Fantastisk film!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Det er nemlig en fantastisk film og en af grundene til at jeg holder så meget af Mike Nichols. Hans film indeholder simpelthen fantastisk dialog. Personligt så betyder Closer dog mere for mig, den føles mere personlig altså for mit vedkommende. Det er dog ikke svært at se at de to film er lavet af den samme mand, da de indeholder mange af de samme ting.
Han har godt nok lavet noget skrammel, især i 90erne, men når han rammer plet så er det til gengæld også helt fantastisk.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
19 - Notorious - 1946 Nej nej. Ikke Notorious B.I.G. som sammenlignet med denne bliver Hilarious S.M.A.L.L.
Det er nærmest syndefald at skulle rangere Hitchcocks mange storfilm. Men Notorious har længe været en af mine yndlingsfilm og må selvfølgelig indtage en plads i top-20.
2. verdenskrig er afsluttet og regnskabets time er kommet for nazisterne, deriblandt John Huberman, som dømmes for forræderi for spionage mod USA og gør selvmord i fængslet. Datteren Alicia begynder at drikke og forbruge mænd i lyset af den negative arv fra faderen, men tvinges til at tage et valg, da repræsentanter fra den amerikanske regering beder om hendes hjælp til at spionere mod faderens gamle netværk i Rio De Janeiro, en organisation, som stadig er aktiv. Naget af sin samvittighed tager hun imod tilbuddet og får tilknyttet den amerikanske agent T.R. Devlin som kontakt. En ring af tyske videnskabsmænd skal infiltreres og planen er at lægge an på én af de tyske forretningsmænd, som står bag organisationen og som tidligere har haft et godt øje for Alicia. Alicia er dog blevet forelsket i Devlin og Devlin, som også er følelsesmæssigt involveret, må imod sin vilje levere gode miner til det slette spil, da Alicias mission er vigtigere.
Cary Grant har rollen som Devlin, Ingrid Bergman som Alicia og verdens bedste birolle skuespiller Claude Rains må påtage sig hvervet som det tredie hjul, den tyske forretningsmand Sebastian. Både Grant og Bergman var med i hver deres film af Hitchcock før denne, Suspicion og Spellbound, som begge stilmæssigt lægger sig op ad Notorious. Men da han bringer dem sammen i Notorious udfolder magien sig for alvor.
Grant som bortset fra en alvorlig rolle i førnævnte Suspicion fra 1940, nærmest kun havde udforsket sit potentiale i komedie genren, viser i Notorious et hamskifte, som overnight gør ham til et endnu større Hollywood aktiv. Hans fantastiske timing fra screwball genren udnytter Hitchcock til fulde ved at skifte jokes ud med syngende sort film noir dialog, hvor Crant for fulde udblæsning bliver eksponent for mandschauvanisme i sin mest underholdende form. Omvendt er Ingrid Bergman ikke den stereotype "jeg vil reddes" blondine, men intelligent nok til at give ironisk igen med samme mønt.
Således formår alene relationen og betaljerne mellem de to at være basis nok for en hel film og ikke kun et sidespor, men som altid i en Hitchcock film, er det helheden som imponerer. Man har på fornemmelsen, at hele nazi plottet blot er en MacGuffin i Hitchcocks univers, til at udstille et menage au trois drama. Og det tredie hjul, Claude Rains, er i den forstand en perle. Han er på ingen måde en usympatisk karakter og intelligent nok til at fange signaler og lugte fare, hvorfor dramaet også undervejs begynder at tage til i intensitet og Hitchcocks fornemmelse for opbygning af spænding, fornægter sig ikke. Som sædvanlig kan Hitchcock ikke lade være med at indblande en freudiansk faktor, nemlig mor, som denne gang befinder sig på Claude Rains boldbane og både er en kynisk med- og modspiller. Der er i det hele taget en atmosfære, som i den grad kan huskes fra filmen Rebecca.
Alt i alt vedbliver Notorious med at være Hitchcock af højeste karat, en diamant man har lyst til at tage frem ofte og nyde dens intrigante univers og en tid, hvor kunsten at formulere sig, fuldstændig eliminerede behovet for action og effekter.
Som en sidste lille bemærkning, indeholder filmen en himmelsk cinematografisk genialitet, da kameraet til et cocktailparty har en panoramaudsigt set fra oven af hele selskabet og langsomt zoomer ind, indtil vi i detaljeret nærbillede ser en hånd åbne sig og afsløre en nøgle. En "nøglescene", som over 60 år senere, kun kan imponere.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
En virkelig flot beskrivelse af Notorius. Jeg troede efterhånden at jeg var ene om at kunne lide de lidt ældre Hitchcock film, selvom du tidligere har nævnt Rebecca. Glæder mig til at se resten af denne liste, så tror jeg at jeg vil lave en samlet kommentar.
#341 rockysds 15 år siden
Ej, all kidding sjov, så jeg er helt enig i, at Hawks-udgaven er den bedste, og jeg finder Wilder-udgaven den svageste trods Matthau-Lemmon-duoen.
Af Leans film ville jeg først finde plads "Brief Encounter", dernæst "Lawrence of Arabia", og så er alt andet på sin vis sekundært, selvom der er mange topfilm i blandt.
#342 RFriis 15 år siden
#343 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#344 Zabriskie 15 år siden
Hvad med at tage top ti en ad gangen, for at øge spændingen?
Dette er allerede årets mest spændende julekalender, og derfor går det mig på, at der nu kun er to låger tilbage. 11 låger derimod er mere min kop the.
Det er bare et ydmygt forslag.
#345 filmz-Bruce 15 år siden
#346 Kruse 15 år siden
Untergang skal jeg have genset, da den eneste gang jeg har set den var i folkeskolen, og det var ikke med den højeste koncentration. Og de andre film har jeg endnu ikke set.
Jeg glæder mig til den videre udvikling af listen, og jeg synes ligesom Zabriskie at det ville være en god idé at levere top10 én film ad gangen.
#347 filmz-Bruce 15 år siden
20 - Who's Afraid of Virginia Wolf - 1966
Bogart & Bacall, Tracy & Hepburn, Matthau & Lemmon. Par som undervejs i nedtællingen, er blevet nævnt som nogle af filmhistoriens mest kendte. Burton & Taylor kan med god grund nævnes.
Elisabeth Taylor var i en lang periode Hollywoods diva nummer ét, en rejse hun påbegyndte med ungpigerollen i den originale Lassie film, indtil hun i 1963 ikke kun symbolsk, men bogstaveligt sad i guldstolen i rollen som Cleopatra, Egyptens herskerinde og verdens smukkeste kvinde. Hun var privat desuden en storforbruger af mænd og har indtil videre 7 skilsmisser på CV'et. Måske kunne hendes udvalgte mænd ikke tåle mosten fra en kvinde med et stort ego. Eller måske var der én der kunne?
Richard Burton kom til verden i Wales, som nummer tolv af tretten søskende i en fattig kularbejder familie. Han slog igennem som britisk skuespiller på teateret og fik sit store film gennembrud i 1953 med bibelfilmen Robe. Han blev skilt fra sin første kone, da han mødte Elizabeth Taylor under indspilningerne til Cleopatra. 10 år varede ægteskabet, indtil de blev skilt i 1974 for igen at blive gift året efter, hvilket dog kun blev en kort affære på 10 måneder.
Deres ægteskab var fyr og flamme. De elskede hinanden oprigtigt, men egoerne kunne ikke holdes inde. Burtons engelske arv og hårde opvækst lod sig ikke fornægte og han foretrak drikketurene med vennerne Richard Harris, Peter O'Toole og Oliver Reed, fremfor cocktailfester og high society. Han var en klasse skuespiller, i bås med Peter O'Toole, Laurence Olivier, Sir John Gielgud og Alec Guiness og blev nomineret til bedste mandlige hovedrolle hele syv gange, men som Peter O'Toole fik han den aldrig. Da John Wayne modtog statuetten i 1970 for True Grit, pegede han på Richard Burton og sagde "You should have this, not me", for Burtons rolle i "Anne of the Thousand days".
Mange vil kende instruktøren for filmene "Charlie Wilsons War", "Closer", "Primary Colors", "Regarding Henry" og "The Graduate". Hans debutfilm fra 1966 er også hans til dato bedste. "Who's Afraid of Virginia Wolf", et Broadway skuespil, hvor ægteparret George og Martha, inviterer et yngre par til middag. I løbet af aftenen bliver de våde varer indtaget i hurtigt tempo af især Martha og stemningen skifter langsomt karakter fra venlig og høflig, til ondskabsfyld, satirisk og bidende ironisk, som skeletterne kommer ud af skabet.
Filmen blev indspillet med Burton og Taylor, på det tidspunkt ægtepar og rygterne er stadig vedholdende, at det eminente skuespil skyldtes den hårde træning på hjemmefronten. Det er dog sikkert, at dialog sjældent har været så bidende ondskabsfuld i nogen film før og efter denne og man skiftevis føler både med Martha og George, når det ene slag efter det andet lander i solar plexus og indsatsen bliver højere, som gengældelsen tager til.
Elizabeth Taylor modtog Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle statuetten og filmen modtog i alt 5 ud af 13 nomineringer. Burton måtte igen gå tomhændet hjem.
For en film, som kun er rendyrket skuespil og foregår på et set, er prisen i 1966, $7.5 millioner, det dyreste nogensinde for en sort hvid film. Elizabeth Taylors honorar var astronomisk. Hun tog 15 kilo på til rollen, så Robert De Niro var ikke den første.
Fantastisk film!
#348 filmz-jonasgr 15 år siden
Han har godt nok lavet noget skrammel, især i 90erne, men når han rammer plet så er det til gengæld også helt fantastisk.
'Cause I'm evil"
#349 filmz-Bruce 15 år siden
Nej nej. Ikke Notorious B.I.G. som sammenlignet med denne bliver Hilarious S.M.A.L.L.
Det er nærmest syndefald at skulle rangere Hitchcocks mange storfilm. Men Notorious har længe været en af mine yndlingsfilm og må selvfølgelig indtage en plads i top-20.
2. verdenskrig er afsluttet og regnskabets time er kommet for nazisterne, deriblandt John Huberman, som dømmes for forræderi for spionage mod USA og gør selvmord i fængslet. Datteren Alicia begynder at drikke og forbruge mænd i lyset af den negative arv fra faderen, men tvinges til at tage et valg, da repræsentanter fra den amerikanske regering beder om hendes hjælp til at spionere mod faderens gamle netværk i Rio De Janeiro, en organisation, som stadig er aktiv. Naget af sin samvittighed tager hun imod tilbuddet og får tilknyttet den amerikanske agent T.R. Devlin som kontakt. En ring af tyske videnskabsmænd skal infiltreres og planen er at lægge an på én af de tyske forretningsmænd, som står bag organisationen og som tidligere har haft et godt øje for Alicia. Alicia er dog blevet forelsket i Devlin og Devlin, som også er følelsesmæssigt involveret, må imod sin vilje levere gode miner til det slette spil, da Alicias mission er vigtigere.
Cary Grant har rollen som Devlin, Ingrid Bergman som Alicia og verdens bedste birolle skuespiller Claude Rains må påtage sig hvervet som det tredie hjul, den tyske forretningsmand Sebastian. Både Grant og Bergman var med i hver deres film af Hitchcock før denne, Suspicion og Spellbound, som begge stilmæssigt lægger sig op ad Notorious. Men da han bringer dem sammen i Notorious udfolder magien sig for alvor.
Grant som bortset fra en alvorlig rolle i førnævnte Suspicion fra 1940, nærmest kun havde udforsket sit potentiale i komedie genren, viser i Notorious et hamskifte, som overnight gør ham til et endnu større Hollywood aktiv. Hans fantastiske timing fra screwball genren udnytter Hitchcock til fulde ved at skifte jokes ud med syngende sort film noir dialog, hvor Crant for fulde udblæsning bliver eksponent for mandschauvanisme i sin mest underholdende form. Omvendt er Ingrid Bergman ikke den stereotype "jeg vil reddes" blondine, men intelligent nok til at give ironisk igen med samme mønt.
Således formår alene relationen og betaljerne mellem de to at være basis nok for en hel film og ikke kun et sidespor, men som altid i en Hitchcock film, er det helheden som imponerer. Man har på fornemmelsen, at hele nazi plottet blot er en MacGuffin i Hitchcocks univers, til at udstille et menage au trois drama. Og det tredie hjul, Claude Rains, er i den forstand en perle. Han er på ingen måde en usympatisk karakter og intelligent nok til at fange signaler og lugte fare, hvorfor dramaet også undervejs begynder at tage til i intensitet og Hitchcocks fornemmelse for opbygning af spænding, fornægter sig ikke. Som sædvanlig kan Hitchcock ikke lade være med at indblande en freudiansk faktor, nemlig mor, som denne gang befinder sig på Claude Rains boldbane og både er en kynisk med- og modspiller. Der er i det hele taget en atmosfære, som i den grad kan huskes fra filmen Rebecca.
Alt i alt vedbliver Notorious med at være Hitchcock af højeste karat, en diamant man har lyst til at tage frem ofte og nyde dens intrigante univers og en tid, hvor kunsten at formulere sig, fuldstændig eliminerede behovet for action og effekter.
Som en sidste lille bemærkning, indeholder filmen en himmelsk cinematografisk genialitet, da kameraet til et cocktailparty har en panoramaudsigt set fra oven af hele selskabet og langsomt zoomer ind, indtil vi i detaljeret nærbillede ser en hånd åbne sig og afsløre en nøgle. En "nøglescene", som over 60 år senere, kun kan imponere.
#350 Kiksmann 15 år siden